Voksne skaber konflikter mellem børnene

Det kan ikke undgås, at børn roder sig ud i konflikter, når de er i daginstitutioner, skoler og fritidsordninger. Men det er desværre ikke kun børnenes skyld, at der er konflikter, mener Hanne Holm, pædagogisk konsulent på CVU Vest i Esbjerg:

"Nogle gange tror jeg, at vi voksne er med til at skabe konflikter mellem børnene og vedligeholde dem," siger hun.

Hanne Holm er uddannet pædagog og familieterapeut. I sommer tog hun en master i konfliktmægling, og hun besluttede, at hendes master skulle handle om, hvordan børn oplever, at voksne agerer i deres konflikter. Blandt andet interviewer hun 16 børn i en almindelig 5. klasse. Og der viser sig hurtigt et mønster:

"Der har været rigtig mange gange, hvor børnene bliver underkendt. De voksne ved godt, at der er noget, der hedder et nyt børnesyn, kompetente og selvstændige børn og alt det, vi ellers snakker om, men det er ikke det, de agerer ud fra, når de bliver presset lidt, og der er nogle lidt vanskelige situationer med børnene. Så er det ud fra det gamle børnesyn, de agerer, og det giver jo konflikter, for børnene ser jo sig selv ud fra det nye børnesyn," siger Hanne Holm.

Som en af de drenge, Hanne Holm har interviewet, fortæller om en konflikt med en voksen:

"... vi var mange, som kunne huske, hvad han (den voksne, red.) havde sagt, alligevel påstod han, "at børn har det med at misforstå". Han sagde direkte: "Fordi der er forskel på børn og voksne." Det, han mente, var, at voksne er mere betydningsfulde end børn. 

De skal bare vente, til de bliver pensionister."



Forskudte konflikter. Når de voksne bruger deres (over)magt til at sanktionere og dømme i forbindelse med konflikter, så bliver kimen til vanskeligheder lagt.

"Hvis børnene ikke kan komme igennem overfor overmagten, og de føler, de bliver skældt ud, hvad er det så, børn gør: De lukker for kontakten for at passe på sig selv, og så kan vi sådan set ikke påvirke dem mere. Følelsen af at blive behandlet uretfærdigt kan både give vrede og gøre børnene kede af det. Børnene siger selv, at så går de hen og kommer af med det ved at drille og mobbe, typisk nogen, der er mindre end dem selv. Og det er også det, de lærer, for det er det, de ser de voksne gøre," siger Hanne Holm. 

"Det er det, jeg kalder "forskudte konflikter"."

Hanne Holm fortæller om tre drenge i en 7. klasse. 

De var i konflikter med alle omkring sig og alt for aktive mobbere, men nu var drengene, deres forældre og skolen klar til, at der skulle ske en markant forbedring af deres opførsel. Hanne Holm blev kontaktet, og hun mødte op for at finde ud af, hvad det drejede sig om.

Drengene var helt på det rene med deres ondsindede mobning,

"Når de sådan var i gang med at mobbe, så havde de alle tre uafhængigt af hinanden lyst til at stoppe. Men det turde de ikke sige til hinanden, for så var de bange for, at de to andre ikke syntes, de var seje. Så kunne de miste deres to bedste venner. Da de lige pludselig alle tre havde fundet ud af det, så begyndte vi at snakke om, hvad kunne de gøre i stedet. "For nu ved I, at I ikke mister hinanden"," fortæller Hanne Holm.



Syndebukken. Det viste sig også, at en af drengene var syndebuk og havde været det i rigtig mange år. 

"Også i lærernes øjne. Det var altid ham. Hver gang der var noget ballade, så tog de bare fat i ham. Han var en syndebuk, hvor de voksne bekræfter hinanden i, at han er sådan, og så får han ikke lov til at flytte sig," siger Hanne Holm.

"Og så tænker jeg, at når man er blevet uretfærdigt behandlet i et stykke tid, og man ikke kan komme igennem med, at man gerne vil i dialog, hvad sker der så? Han får et overtryk, og det er der, han gør de dumme ting, som han fortryder bagefter," konkluderer Hanne Holm.

For at få brudt med den rolle bliver det besluttet, at lærerne i en periode kun må snakke med hinanden om positive oplevelser med "syndebukken".

"For det, der sker på et lærerværelse og en personalestue, er, at hvis jeg har haft bøvl med lille Peter, så kan jeg snakke med dig om det, og så kan vi rigtig bekræfte hinanden i, at han også er sådan. Og det er altså en aha-oplevelse, folk får, når jeg tager fat i den. "Ja, vi snakker om børnene." 

Men hvad tror I, det betyder i forhold til, hvad det er for nogle briller, vi går ud og møder det barn med," spørger Hanne Holm.

"Vi skal som pædagoger erkende, hvad er det egentlig, vi snakker med hinanden om. Og prøve at flytte fokus til noget positivt," siger Hanne Holm.

Bagefter lyder tilbagemeldingen fra skolen: "Nu har du afdækket på tre timer, hvad vi ikke har kunne finde ud af på syv år," fortæller Hanne Holm.

"Selvfølgelig er det nemmere, når man kommer udefra, for jeg er ikke en del af kulturen, de kan snakke frit med mig," tilføjer hun.

Pædagogerne må blive bedre til at kigge på sig selv, mener Hanne Holm.

"Vi snakker for meget om, at problemerne skyldes samfundet, forældrene og den nye børnekarakter. Selvfølgelig er der også noget om det, men det skal ikke udelukke, at vi også reflekterer over vores egen rolle. For når man har en definitionsmagt, så er barnet afhængigt af, både hvordan jeg definerer barnet, og hvilke udviklingsmuligheder jeg giver barnet. Det er mig, der bestemmer det. Og det er jeg nødt til at tage på mig og så reflektere over det," påpeger Hanne Holm.



Voksnes moral. Men for mange voksne er det svært at tage det helt roligt, når de står midt i en konflikt, hvor børn har slået eller udsat andre for grov mobning.

"Jeg tror, mange voksne bliver ramt på deres moral, når børn gør sådan noget ved hinanden," siger Hanne Holm. 

"Så vil vi gerne opdrage, samtidig med at vi vil prøve at løse det, børn gør ved hinanden, som vi ikke kan lide. Når børn har konflikter og er i deres følelsers vold, så skal man ikke opdrage på dem. Det kan man gøre bagefter, når der er ro på, og situationen er overstået. Så kan man sige, hvad man vil have og ikke vil have," påpeger hun. 

"Lige præcis når vi står i situationen, så er det ikke det, børnene har brug for. Så skal de anerkendes for, at de er kede af det eller vrede."

Mange voksne vil gerne have børnene til at sige undskyld, hvis de har gjort noget slået eller drillet, og mange børn lærer hurtigt at sige det forløsende ord, når de har gjort noget forkert, og der er skæld ud i farvandet.

"Men det er noget, man siger for at tilfredsstille den voksne," mener Hanne Holm.

"Er det i orden at slå, bare man siger undskyld? Det er det jo ikke. Der skal man have den snak om, at vi ikke vil have, du slår, men hvad kan du gøre næste gang, du bliver så vred, så du får lyst til det. Hvor meget hjælp skal du have, for at du lærer at gøre noget andet," siger Hanne Holm.



Forbudt vrede. Det kan også være svært for voksne at håndtere børns vrede, påpeger Hanne Holm

"Langt de fleste voksne kan ikke rumme, når børn bliver vrede. De kan godt rumme, når de bliver kede af det. Det er ok, så kan du trøste. Men når de bliver vrede, så sker der noget med den voksne, og så har man lidt nemmere ved at skælde ud. Eller også, selv om der er to, der er helt oppe og køre, så vil man gerne snakke med dem om det, der skete. Samtidig med at de faktisk er vrede. Hvor meget hører vi voksne, når vi er i vores følelsers vold," spørger Hanne Holm.

Hun undrer sig over, at vreden er så svær at håndtere.

"Der er meget snak om i daginstitution og skole, at alle følelser er tilladt. Man arbejder med trin for trin, og hvad man ellers har, hvor vi snakker om følelser med børnene. Man siger jo, at alle følelser er lige legale, men det er ikke det, man viser børn. Hver gang de er vrede, så propper man det ned i maven på dem, og så skal de kontrollere det, være fornuftige og kunne snakke løsningsforslag. Eller have dårlig samvittighed og sige undskyld," siger Hanne Holm.

Hun har også observeret, at i konflikter er det den, der græder, der får trøst og empati.

"Men jeg har også set en lille, bange dreng, der sidder ved siden af, og kropssproget er helt lukket. Men han har ikke lært at græde, så han får ikke det samme," siger Hanne Holm.

Og typisk vil der også være andre ting, sådan en dreng ikke helt har fået fat i, nemlig de sociale spilleregler. Den mangel overser SFO-, klubfolk og lærere desværre for tit, er Hanne Holms erfaring.

"De forudsætter, at når børn er det og det antal år, så er der nogle basale ting, som de har lært. Men mit argument er, at har de lært det, så ville de gøre det rigtige, for de modarbejder sådan set sig selv - i forhold til at have gode relationer, være velanset i klassen, i gruppen. Der er da ikke nogen børn, der ønsker at være udenfor. Det er af nød, man kommer det," siger Hanne Holm, der mener, at de børn skal have konkret besked om, hvad de skal gøre for at opføre sig rigtigt.

"Mange af de børn, der mobber og slår, kan faktisk ikke se på det andet barn, hvornår det går over grænsen. Så er det med at sige: "Okay, prøv lige at kig på ham nu. Det er sådan, man ser ud, når du skal lade være, hvis du stadigvæk vil have en god kammerat"," siger Hanne Holm.



Manglende tid. Men der er en ting, der forhindrer, at voksne kan hjælpe børnene med at løse konflikter på en fornuftig måde: Tid. 

"Lærere og pædagoger oplever ikke, at de har tid til det. For hvis de går fra med to børn og bruger den tid, det tager at trevle en konflikt op, så går tiden fra noget andet, eller også ved de, at der er en kollega, der står med så og så mange børn," siger Hanne Holm.

Men som hun plejer at spørge pædagogerne, når hun er ude og diskutere konfliktløsning:

"Hvor mange konflikter løser I, når I bare dømmer og lægger låg på? Hvor mange gange popper de op igen? Og hvor mange dage går I hjem og tænker: "Puha, nu har jeg skældt ud så og så mange gange"." 

Måske det kan betale sig at tage en konflikt og få den løst ordentligt.

"Så kunne man gå hjem og tænke: "Fedt". Så har man en god oplevelse, selv om en anden stod med 20 børn. Men det kræver jo, at personalegruppen er enig og kan bakke hinanden op. Men det giver meget mere energi, hvis vi gjorde noget, der lykkes, og vi kunne se, at det gav børnene noget i den rigtige retning," siger Hanne Holm.

Men det er en stor investering at løse konflikter på den måde, og nogle gange en langtidsinvestering.

"Det er ikke sikkert, du selv får lov at opleve den gevinst. Det tager jo tid at opbygge sådan en kultur, hvor børn lærer både at sige til og fra. Jeg tror ikke, vi er tålmodige nok. Jeg oplever lærere og pædagoger, der siger, at nu har vi prøvet at hjælpe ham i så og så lang tid. Det nytter alligevel ikke noget," fortæller Hanne Holm.



For personligt. Især de truede børn, pindsvinebørn, som Hanne Holm kalder dem, fordi de er nødt til at passe så meget på sig selv, fordi de ikke tør stole på de voksne, kræver en stor indsats.

"Det er et sejt arbejde, hvor du skal blive ved med at vise dem, at du vil dem, også selv om du ikke får noget igen. Kan du lade være med at blive ramt selv? Kan du blive ved med at støtte sådan et barn, sige "jeg ved godt, du har det hårdt, men jeg vil dig godt alligevel", billedligt talt," siger Hanne Holm og peger på, at rigtig mange pædagoger tager tingene alt for personligt.

"Hvorfor gør man det? Hvorfor er man så sårbar, når man faktisk er i en professionel rolle? Er det fordi, det er omsorgsfag, hvor man bruger sig selv så meget, at det private og det professionelle bliver rodet lidt sammen? For de tager det meget personligt. Når børn siger noget til dem, som er lidt grimt eller lidt frækt, som overskrider normerne, så reagerer de," siger hun.

Hun understreger, at man selvfølgelig skal sætte sine grænser og langt fra finde sig i alt.

"Men man skal nok tænke lidt over, at børn er anderledes i dag. Det er en anden tid, andre ord de bruger, som måske ikke betyder det samme for dem som for den ældre generation. Man må også være lidt obs på ungdomskulturen. Ser det ud, som om de gør hinanden ondt med det, de siger? Det gør det nogle gange, og så må man tage en snak med dem. Men det er også en kultur, som der ikke ligger mere i, end når vi andre siger noget med et glimt i øjet," siger Hanne Holm.



Supervision. Hun understreger, at det er svært at skabe en ny og bedre konfliktkultur, hvis ikke ledelsen bakker helhjertet op om forandringerne. Men det er også essentielt, at der er mulighed for supervision.

"Lige meget hvor dygtig man er, så vil man støde ind i nogle børn, hvor man er magtesløs. Og så har du to muligheder. Du kan vende den mod dig selv og sige: Jeg duer ikke. Eller du kan vende den mod barnet, at det er det, der er noget galt med. Og det kan du forebygge ved at lave supervision, så du kan se nye muligheder," siger Hanne Holm og tilføjer, at hun er helt klar over, at økonomien de fleste steder sætter en stopper for den mulighed. Hun nævner selv den skole, hvor hun var ude for at hjælpe de tre grovmobbende drenge fra 7. klasse i forbindelse med sin masteropgave.

"Skulle skolen have betalt, så var jeg jo ikke kommet." 



En observation fra hanne holm i en daginstitution:

En pige, der er lidt udenfor, sidder og kigger lidt på to piger, der spiller et spil. Så siger pædagogen: "Kan I ikke lige tage hende med?" 

"Så går der måske 10 minutter, så er spillet slut, og så giver de sig til noget andet, og så er hun stadig ikke med. Hvordan er det at være med på de vilkår: Vi gider egentlig ikke have dig med, men du er kommet med, fordi der er en voksen, der sagde, vi skulle tage dig med. Det må ikke være rart. Hvad er det den pige ikke kan finde ud af, siden hun ikke bliver taget med. Hvad er det, hun skal lære," spørger Hanne Holm.