Pæd h.d.

Det ser lyst ud. Udenfor fordi solen skinner, indenfor fordi det kører på skinner. Det er mandag i sidste uge, og vi befinder os på Københavns Universitet Amager i et halvstort, helfyldt auditorium med godt 100 tilhørere, og Pernille Hviid er godt i gang med sit offentlige forsvar for sin ph.d.-afhandling "Børneliv i udvikling - om børns engagementer i deres hverdagsliv, i skole og fritidsinstitution".

»At udvikle sig er noget af det vildeste og hedeste, man kan foretage sig,« siger Pernille Hviid, 42 år, pædagog og cand.psych. Om en time kan hun også skrive ph.d. på visitkortet. 

Hendes afhandling er et dybt dyk ned i de 6-10-årige børns liv og drømme.

Eller som lektor emeritus Inger Bernth fra bedømmelsesudvalget siger til Pernille Hviid:

»Voksne siger så meget om, hvad der er godt for børn. Det er på tide, vi hører det fra børnene,« lyder rosen fra Inger Bernth, der også påpeger, »at er der noget, vi mangler, så er det viden om, hvad der foregår i SFO'erne.«

Begge dele råder Pernille Hviids ph.d.-afhandling bod på. Den bygger nemlig i vid udstrækning på studier i marken, hvor Pernille Hviid har interviewet og iagttaget børn fra syv klasser på to skoler og fritidsordninger. 

Studierne i marken har tidligere resulteret i bogen "Tillykke", der beskriver børns liv og forventninger i skole og fritidsordning. Den helt afgørende konklusion i den bog er, at børnene især elsker at gå i fritidsordning, fordi det er der, vennerne er. Og at pædagogikken derfor bør koncentrere sig om at betyde noget for børnenes forhold til hinanden. (omtalt i Børn&Unge nr. 1/1999. 


Hjemmevant. For Pernille Hviid har det ikke været det store problem at finde sig til rette under feltstudierne i skole og fritidsordning. Hun blev nemlig 1 1982 uddannet pædagog fra det, der i dag hedder Hovedstadens Pædagogseminarium (»Jeg skal til jubilæum i august«). I 1984 kommer hun ind på psykologistudiet, men sideløbende med studierne arbejder hun stadig i daginstitution og på behandlingshjem, og det er med til at forlænge psykologistudierne.

»Jeg var 10 år og tre børn om at blive færdig,« konstaterer hun.

Men selv de mange års studier på universitet har ikke kunnet rokke ved, at Pernille 

Hviids faglige fundament er pædagogikken, som stadig viser sig i den gode kontakt med børnene og de knivskarpe iagttagelser.

»Jeg føler mig også som pædagog. Det er jeg stadig. Sjovt nok. Jeg er mere pædagog end psykolog, tror jeg,« siger Pernille Hviid.

»Jeg føler mig meget hjemme, når jeg er ude i en børnehave eller et fritidshjem. Man ved det, når man kan gå rundt i et fritidshjem og kan vide, hvor depotet er, hvor kaffen står, og kopperne står. Er det ikke sjovt? Når man kan gå ind et fuldstændig fremmed sted og finde de rigtige rum og de rigtige skabe i første hug. Jeg hører til i den pædagogiske verden. Det er meget sværere at finde rundt på universitet,« griner hun.



Udvikling. Hensigten med afhandlingen "Børneliv i udvikling" er at give et andet bud på udviklingsbegrebet, forklarer Pernille Hviid et par dage efter udnævnelsen til ph.d.

»Institutionsverdenen har i mange år interesseret sig for menneskelig udvikling, men der har været det problem med det begreb, at det har været meget svært at tænke ind i børns hverdag,« fastslår Pernille Hviid. 

»Der har været en tilbøjelighed til at tænke udvikling som en norm, noget du kan slå op i bøger og finde ud af, hvordan børn er på hvilket alderstrin, så man kan skelne mellem normal og ikke-normal udvikling,« siger Pernille Hviid og påpeger, at udvikling som en norm ikke slår til i forhold til hverdagspraksis.

»Så det, jeg har forsøgt at tilbyde, er et udviklingsbegreb, der både favner de livsomstændigheder, som barnet befinder sig i, og barnet selv. Udviklingen ligger ikke kun i barnet, ikke kun i verden, men i forholdet mellem dem. Hvis vi siger, at udvikling bliver placeret der, så får den pædagogiske verden også en stor opgave. For det, der er interessant, er ikke den pædagogiske verden alene eller barnet alene, men deres måde at være sammen på,« understreger Pernille Hviid. 



Engagement. Afhandlingen fastslår også, at børns engagementer er drivkraften i udvikling.

»Når man er engageret i et eller andet, så giver det faktisk en åbning mod det, man orienterer sig imod. Den åbning er enormt vigtig for at forstå, at der kan ske noget nyt i barn-omverdensforholdet. Det betyder, at forholdet mellem barn og omverden kan ændres. Der skal nogle åbninger til, for at verden kan blive større,« siger Pernille Hviid og forklarer, at børns engagement som begreb godt kan være en parallel til spor-pædagogikken.

»Sporet er den italienske pædagogiks hovedbegreb for at fange det, der er vigtigt i menneskers liv. Engagementsbegrebet er forsøgt som en teoretisk begrundelse for, at der faktisk er store muligheder for, at der sker noget i det forhold. Hvis jeg var pædagog, ville jeg lede efter børns engagementer.«

Men hun advarer kraftigt mod at lade engagement blive et nyt pædagogisk hit-ord på linje med ord som selvforvaltning og kompetence.

»Det er et udviklingspsykologisk begreb, som pædagoger kan søge efter, der hvor børn selv orienterer sig i verden,« siger Pernille Hviid.

Engagement i sig selv har ikke nogen værdi, påpeger Pernille Hviid.

»Det kan også pege mod noget ondt.«

Hun henviser til romanen Fluernes Herre, skrevet af William Golding, som handler om en gruppe drenges kamp for at overleve på en øde ø. Her skræller de hurtigt civilisationens fernis af sig, mens to drenge, der prøver at fastholde en vis anstændighed, bliver udstødt af flokken. Det ender med, at drengene slår en af deres egne ihjel.

»Det er da et børneliv med et stærkt engagement, og for dem, der holder de to børn uden for flokken, er det et voldsomt engagement og virkelig livskraftigt.«

Derfor kan engagement i sig selv ikke danne grundlag for en pædagogik.

»Du kan ikke sige, at bare du slipper børnenes engagement fri, så laver du pædagogik. Hvis du vil orientere dig i forhold til menneskers udvikling, så kig efter engagementerne og forhold dig til dem. Men du slipper ikke for at mene noget om dem. Synes du for eksempel, at et engagementsmættet Fluernes Herre er en god ide? Vi slipper ikke for de andre aspekter af pædagogikken, de kulturelle og værdimæssige orienteringer, som pædagogikken skal have,« påpeger Pernille Hviid.



Formynderi. Problemet med engagement er, at det ikke kan dikteres. Man kan ikke lokke børn til at engagere sig i noget, som ikke interesserer dem, om det så er staveord eller oprydning. 

»Derfor må man i nogle sammenhænge være børnenes formynder. Det kan være et barn, der ikke vil børste tænder, før det skal i seng, eller det kan være, at det slet ikke vil i seng. Der står vi os bedst i forholdet til børnene, hvis vi beslutter os for, at det har vi sådan set bestemt. Og så kan de blive vrede eller lade være,« mener Pernille Hviid.

»Men hvis vi gerne vil børnenes villighed og engagementer, så tror jeg, det er en fordel, hvis vi får det pædagogiske felt til at ligne en dans. Hvor man i sit eget baghoved husker, hvad det er, man gerne vil, og så prøver at koble sig på det, som børnene vil. Det er muligt at forbinde deres engagementer med det pædagogiske fag,« siger Pernille Hviid og understreger, at det ikke må blive den platte udgave.

»Det er ikke det samme som, at hvis børnene vil have flødeboller hver dag, så skal de have det.«



Inddrag børnene. I det hele taget er der god grund til at inddrage børn. Pernille Hviid har i sit eget arbejde med ph.d.-afhandlingen erfaret, hvor meget børn kan bidrage med, hvis de får lov.

»Bliver forskning barnlig af, at børn deltager? På ingen måde. Tværtimod synes mit bedømmelsesudvalg, at det er flot, det børnene har bidraget med.«

Så du er blevet ph.d. på at inddrage børnene?

»Ja, det er jeg da. Det er det, bedømmelsesudvalget synes er allerflottest, og de siger: "Gud, kan man det?" Og det har jeg altid vidst, at man kunne,« understreger Pernille Hviid. 

»Fra højeste videnskabelige hold anbefaler de nu at samarbejde med børn, hvis vi vil dem noget. Det mister ikke på nogen måde værdi, hvis man inddrager børnene i samarbejde om pensum, fagligt stof, læreplaner, læseplaner. Men man skal kunne sit eget fag for at gøre det,« siger Pernille Hviid, der mener, at børn har endnu mere at byde på.

»Vi har overhovedet ikke nået ydergrænsen for, hvad børn kan lave i forskning. Jeg tror, vores udviklingspsykologi kommer til at ændre sig fuldstændig,« siger Pernille Hviid. 



Ensomhed. Hun nævner drengen Rasmus, ni år gammel, som har haft stor betydning for afhandlingen. Han har endda sit eget kapitel på 43 sider. I et interview falder snakken på ulemperne ved at blive større. Citat:

Rasmus: »Man bliver mere alene af det.«

Pernille: »Man bliver simpelthen mere alene af det.«

Rasmus: »Man bliver mere alene af det... Det er nærmest som du skal... Du skal op ad en mur. I starten bliver der givet en hestesko til dig. Når du så kommer op og får fat, så skal du nærmest hive dig selv op, ikke? For så kan de ikke nå dig mere. Nu er det op til dig at komme videre.« Citat slut.

»Det kan en udviklingspsykologi ikke ryste af sig,« konstaterer Pernille Hviid. 

»Han går ret imod al vesterlandsk udviklingstænkning. Normalt forestiller man sig, at man bliver større og større og mere og mere uafhængig. Det er sådan en plat udviklingsforestilling. Men hvad siger børnene? De siger, at man bliver mere og mere alene af det. Ønsket om at være uafhængig er i høj grad de voksnes ønske. Rasmus siger jo, at man mister af at blive større,« siger Pernille Hviid og påpeger, at børn ikke drømmer om at blive voksne, men at blive som et større barn. 



Spørg børnene. Pernille Hviid har under sine ophold i skole og fritidsordning oplevet, at hun på ganske kort tid kunne komme tættere på børnene end de pædagoger og lærere, som måske har kendt børnene i flere år. 

Hun mener, at mange institutioner med fordel kunne bruge interviews og iagttagelser til at få mere at vide om, i hvilken retning børnenes engagement peger. 

Hun peger på nogle forudsætninger for, at hendes interviews er blevet så vellykkede, at det videnskabelige parnas jubler.

»Jeg har det grundlæggende sådan, at jeg ikke kan forestille mig, at jeg ved mere end dem om det, jeg spørger om. Hvis der er noget, som jeg ved mere om end dem, så spørger jeg jo ikke. Hvis man ikke har det sådan, så kan man ikke lave et ordentligt interview,« siger Pernille Hviid og tilføjer, at børnene på forhånd vidste, hvad interviewet skulle bruges til. Der var igen skjulte dagsordner overfor børnene.

Det er ikke nødvendigt at bruge enorm lang tid på at blive fortrolig med børnene.

»Jeg har lavet nogle bragende interviews med børn, som jeg aldrig har mødt før, som bare kom ind ad døren.«

Men måske er det slet ikke nødvendigt, at det er pædagogerne, der laver interviews.

»Meget af det arbejde med at lave interviews med børn, som vi synes er svært, det tror jeg faktisk, de kan lave selv. Hvorfor ikke lade de tre store piger i en børnehave gå rundt med en båndoptager og spørge de andre? Det ville de synes var sjovt. Vi bør i højere grad inddrage børnene i at producere dokumentation for det, der er godt, og det, der skal forandres i institutionerne,« siger Pernille Hviid, der under sin forskning fik rigtig gode resultater med at lade børnene interviewe hinanden. 



De svære svar. Pernille Hviid understreger, at det er nødvendigt at have klare regler for børneinterviews.

»Min etiske spilleregel er, at man ikke skal åbne for mere, end man kan tåle at høre. Men når man spørger, så skal man høre efter, hvad de siger. Risikoen er, at man får det at vide, som man ikke vil høre,« siger Pernille Hviid og nævner et eksempel med sin egen datter Anna på næsten otte år, som sidder lige ved siden af os og tegner med glimmertusch, mens mor bliver interviewet.

»Hvordan kan du forholde dig til, når Anna, tre år gammel, på vej til børnehaven siger: "Når jeg bliver mor, så skal mine børn ikke så meget i børnehaven." Det er næsten ikke til at holde ud at høre på, når man ræser af sted til børnehaven. Så noget af det, de siger, det gør noget ved dem, der lytter. Noget af det vil vi helst ikke høre,« siger Pernille Hviid. 

»Hvorfor ikke,« spørger Anna, bøjet over sin tegning.

»Fordi vi ikke kan lave om på det, så vi får dårlig samvittighed, og så ville vi ønske, at I ikke havde sagt det,« forklarer Pernille.



Klik, klik, klik. Lige nu har Pernille Hviid også lidt dårlig samvittighed overfor sine tre børn, som ud over Anna er Frederik på 13 og Svend på seks år. Arbejdet med afhandlingen har nemlig været utrolig tidskrævende, og det har naturligvis betydet mindre tid til børnene.

Som Anna siger, stadig bøjet over sin tegning:

»Det har været hårdt at vente på, fordi ens mor hele tiden skulle sidde foran computeren. Man kunne også høre dig om aftenen, når du sad inde ved computeren klik, klik, klik, klik.« 

Pernille Hviid er enig i, at det var hårdt.

»Det tog mig et år, hvor jeg ikke lavede andet. Jeg har aldrig arbejdet så meget hele mit liv før. Jeg arbejdede dag og nat. Jeg arbejdede til klokken 3 hver nat, og det var ikke kun en måned, det var faktisk et år. Man kan godt køre en hård spurt, men det niveau kørte jeg i et år. Det er altså i overkanten. Jeg kunne ikke rigtig finde rundt bagefter - i livet,« siger Pernille Hviid, der også har måttet droppe nogle ferier for at få afsluttet sin afhandling. 

»Du var træt,« siger Anna.

»Jeg var meget træt bagefter,« siger Pernille Hviid, der nu skal holde ferie med børnene, inden hun for alvor skal begynde på Københavns Universitet, hvor hun er blevet ansat som adjunkt på Institut for psykologi.



De 10-12-årige. På universitetet venter der endnu mere forskning, hvis hun vil blive der.

»Det er ikke en dans at komme indenfor dørene på universitetet. Nu skal jeg kvalificere mig til lektor, og det har jeg tre år til,« fortæller Pernille Hviid, der for at blive lektor skal lave mere forskning, hvor resultaterne skal publiceres internationalt.

»Det skal være stort,« konstaterer hun. 

Lige nu overvejer hun kraftigt at lave noget om de 10-12-årige børn:

»De voksne kan ikke bestemme sig til, om de er voksne, børn eller unge. Og det lyder som om, at de 10-12-årige er ved at ungdommeliggøre sig, og at forældrene fortolker dem sådan.« 

»Vi kalder dem kompetente og fortolker dem som ungdommelige og måske seksuelle væsener, næsten voksne. Hvordan er det at føle sig som barn og blive behandlet som ung? Vi ved ikke noget om dem,« siger Pernille Hviid og påpeger, at der er tale om et helt nyt vilkår for den aldersgruppe.

»Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, hvordan de har det med det. Og det tror jeg faktisk, jeg har brug for at tale med dem om,« siger Pernille Hviid. Psykolog og ph.d. Men inderst inde stadig en nysgerrig pædagog, der brænder efter at vide mere om, hvad der er vigtigt for børn.

Ph.d., forkortelse for latinsk philosophiae doctor. Ph.d. er den næsthøjeste universitetsgrad i Danmark. Kun doktorgraden er højere, under kommer kandidat og 

bachelorgraderne. Normalt opnås ph.d.-graden som resultat af en treårig forskeruddannelse ved et universitet, og ph.d.'en afsluttes med en større selvstændig, videnskabelig afhandling.