A-kasser ruster sig

Konkurrencen på arbejdsmarkedet er skærpet, og nu går tre fagforeninger sammen for at profilere sig i forhold til de gule a-kasser.

Tre store faglige a-kasser ruster sig ­sammen i kampen mod de tværfaglige ­a-kasser. Gennem en målrettet kam­pagne i aviser, hjemmesider og web­annoncer vil pædagogernes, sygeplejerskernes og ingeniørernes a-kasser profilere sig i forhold til blandt andre Kristelig A-kasse.

De tre a-kasser er kendetegnet ved, at de alle er specialiserede inden for hvert deres område.

Det er et klart fortrin, mener medlem af BUPL's forretningsudvalg og formand for ­BUPL-A, Lis Pedersen.

"Vi er en fagligt afgrænset a-kasse. Og det betyder, at vi ved meget om det pædagogiske område. Det er der, vi har vores ekspertise, og det er en fordel for vores medlemmer. Vi har flere gange oplevet, at man ikke ved, hvad det er for tilbud, vi har. Og det vil vi nu oplyse om," siger hun.

I Kristelig Fagbevægelse medgiver lands­formand Søren Fibiger Olesen, at de ikke er specialiserede og for eksempel ikke har pædagogisk ekspertise. Men han afviser, at deres tilbud er ringere.

"Vi har den samme service, og vi er ikke et ringere tilbud. Vi har en meget høj tilgængelighed. Vores medlemmer kan få fat i os det meste af døgnet. Vi har åbent fra kl. 8-22," siger han.



Trussel mod danske model. Kon­kur­rencen mellem a-kasserne blev øget, da den borgerlige regering trådte til i 2001. Kort efter blev den såkaldte frihedspakke indført, og den havde til hensigt at etablere arbejdsløsheds­kasser, der var uafhængige af fagforeningerne.

Det gennemgående tema for regeringen var, at lønmodtagerne skulle have mulighed for at vælge frit.

"Frihedspakken skulle skabe konkurrence på arbejdsmarkedet og har ophævet den klassiske sammenhæng mellem a-kasse og fagforening. Det er en markedsgørelse af området, hvilket på længere sigt er en alvorlig trussel mod den danske model," siger professor og arbejdsmarkeds­forsker på Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.

Den danske model er kendetegnet ved, at to parter - lønmodtagere og arbejdsgivere - indgår kollektive overenskomster, som regel uden at den tredje part, staten, blander sig. Men ifølge Flemming Ibsen er den danske model i fare, fordi de nye fagforeninger og deres a-kasser står uden for systemet.

"De nye a-kasser siger, at de også har en fagforening. Men det er falsk markedsføring. De har ingen strejkeret, ingen forhandlingsret og ingen overenskomster. De står uden for den danske model," fastslår han.



Det er ikke billigt. De alternative fag­foreninger og a-kasser får stadig flere medlemmer. Den største, nemlig Kristelig Fagforening, har cirka 100.000 medlemmer. Foreningen markedsfører sig i gratisaviser og lokalradioer, og på sin hjemmeside annoncerer den med, at det er muligt at være medlem i både a-kasse og fagforening for 576 kroner om måneden.

Men Lis Pedersen fra BUPL-A afviser, at det er særlig billigt.

"Hvis man alene ser på a-kasse-delen, så kan vi gøre det billigere. Dertil kommer, at vi kan tilbyde en ekspertise, som de ikke kan. Vi kan yde bistand til jobsøgning og hjælpe med at finde frem til ledige stillinger. Og derudover kan vi tilbyde vores medlemmer coaching," siger hun.

Arbejdsmarkedsforskeren fra Aalborg går så vidt som til at kalde de alternative fagforeninger for gratister. Dermed henviser han til, at de ikke har arbejde med at indgå overenskomster, men at deres medlemmer alligevel får gavn af den.

"De får glæde af det, som de andre betaler for. Det er en slags gratister eller nassere. Og det er et problem for fagforeningerne. Mange har ikke gjort sig bevidst, at det eneste, disse fagforeninger kan levere, er en a-kasse. De har ingen ekspertise inden for de enkelte fag," siger Flemming Ibsen.

Mens 3F og HK har været hårdt ramt af konkur­rencen fra de nye fagforeninger og a-kasser, er BUPL og BUPL-A kun ramt i begrænset omfang. Medlemstallet har stort set været uændret de seneste fem år. 

Kampagnen, som har mottoet 'Kom med på A-holdet', begynder i marts og kører derefter i cirka tre uger.



Læs mere om kampagnen på: www.aholdet.dk



BUPL er billigere

Her kan du se forskellen på prisen for et medlemskab af BUPL's a-kasse og Kristelig a-kasse (seneste sammenlignelige tal):



1.Administrationsbidrag 2.Adm.bidrag + forsikring mod ledighed 3. Adm.bidrag + forsikring mod ledighed + efterlønsbidrag (fuld tid)



BUPL-A 1.080 kr 4.752 kr. 10.020 kr

Kristelig A-Kasse 1.380 kr. 5.052 kr 10.320 kr





Gratis for studerende



Om et lille års tid er Maria Svenningsen færdiguddannet fra pædagogseminariet i Viborg. Men allerede nu har hun tænkt på at sikre sig, hvis hun skulle blive ledig. 

"Jeg har meldt mig ind i a-kassen, så jeg er sikker på at kunne få dagpenge," siger den 24-årige kvinde.

Medlemskabet koster ikke noget for pædagogstuderende under 30 år. Netop nu kører BUPL og Socialpædagogernes Landsforening (SL) en kampagne, der skal få unge til at melde sig ind i en a-kasse, sådan at de er sikret en indkomst, hvis de bliver arbejdsløse efter endt uddannelse. Maria Svenningsen hilser kampagnen velkommen. 

"Det var meget svært af få informationer, og det har ikke tidligere været særlig synligt, at medlemskabet er gratis," siger hun.

Ellers fravælger mange unge at være medlem af en a-kasse, fortæller professor og arbejds­markeds­forsker fra Aalborg universitet, ­Flemming Ibsen.

"Vi har haft højkonjunktur siden 1994. Og det har de unge vænnet sig til, og de har en tiltro til, at der vil være fuld beskæftigelse hele tiden. Men nu er arbejdsløsheden på vej op igen," siger han.

Da Maria Svenningsen var i praktik, sørgede hun også for at have det faglige system i ryggen. Det var ikke af hensyn til økonomien, men for at kunne stå stærkt, hvis der nu kom problemer på arbejdspladsen.

"Jeg meldte mig ind i PLS (Pædagogstuderendes LandsSammenslutning, red.). Det blev dog ikke nødvendigt at hente hjælp, men det var godt at vide, at jeg havde et sted, hvor jeg kunne få råd og vejledning, hvis det blev nødvendigt," siger hun.

Maria Svenningsen vurderer, at cirka halvdelen af de studerende, som er med i en ­a-kasse på pædagogseminariet i Viborg, vælger en alternativ a-kasse som for eksempel Kristelig A-Kasse i stedet for BUPL-A.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.