Fusioner er in

Vi akkumulerer, vi akkumulerer ..." sang en populær dansk gruppe i 70erne, Jomfru Ane Band. Den insisterende tekst kunne omskrives til en mere aktuel: "Vi fu-si-o-ne-rer, vi fu-si-o-ne-rer. ..." I hvert fald har fagbevægelsen næsten samstemmigt sunget med på dét omkvæd siden 1970. Tendensen gennem de sidste 30 år har været klar: Mindre fagforbund slog sig sammen til større. På et halvt århundrede er der således blevet 48 færre fagforbund. Det drejer sig mest om mange små forbund, som er blevet optaget i større. 

Udviklingen har været sådan, fordi forbundene har set en fordel i at slå sig sammen om at løse stadig større og tungere opgaver. Professor i politologi på Aalborg Universitets Henning Jørgensen forklarer:

»Overenskomstforhandlinger drejer sig i dag ikke længere blot om kroner og timer. De handler også om personalepolitiske muligheder for medlemmerne for efteruddannelse og videreuddannelse og om arbejdsmiljøbestemmelser - for at nævne nogle få. Det kræver mere og mere, og derfor kan man bedre sikre medlemmernes interesser, hvis man slår ressourcerne sammen. Den anden store grund til, at forbundene fusionerer, er, at de på den måde bruger færre penge samlet til administration. I et samlet Pædagogisk Forbund vil der være færre skriveborde end i de to nuværende forbund PMF og BUPL.« 



Samarbejde og selvstændighed. Hele fagbevægelsens struktur har altså gennem de sidste 30 år været præget af både fusioner og optagelser. Fusioner handler om, at to ligeværdige parter indgår et samarbejde og danner et tredje samlet forbund, mens optagelser går ud på, at små eller mindre forbund bliver optaget af større forbund. Udviklingen har dog ikke været den samme under alle hovedorganisationer. 

»På FTF-området har det været så svært at få denne udvikling i gang. Her er der stadig tale om en lilleput-struktur,« beskriver Henning Jørgensen det.

Han forklarer, hvorfor fusionstrenden ikke slår så stærkt igennem i FTF som i LO:

»Det har noget at gøre med, at FTF først og fremmest er en serviceorganisation, hvor de enkelte forbund ikke altid føler det nærværende, hvilken hovedorganisation de tilhører. Det er, fordi de selv forhandler overenskomst, uden at hovedorganisationen FTF er inde over. FTF har jo ikke nogen hovedaftale på samme måde som LO har. Det betyder også, at det enkelte fagforbunds selvtilstrækkelighedsfølelse forstærkes i FTF, mens man i LO har set, hvordan man bliver stærkere og ikke bliver spillet ud mod hinanden som i FTF.«



FTF postmoderne. At fusionstendensen kan iagttages over hele Europa, kan arbejdsmarkedsforskerne kun være enige om. Og Jens Lind, leder af Institut for Sociale Forhold og Organisation ved Aalborg Universitets ser BUPLs strategi som en oplagt reaktion på den Europa-omspændende tendens:

»Ledelsen i BUPL har set sig om og fulgt, hvad de andre gør. Og BUPL kunne ikke have analyseret situationen bedre,« mener han:

»De har set den mulige trussel: "Hvis PMF går ind i FOA, bliver vi klemt ud." For at undgå at blive overhalet, er organisationen gået ind i fusionsforhandlinger. Ledelsen har gjort det helt rigtige. Man bliver nødt til at overleve som organisation,« slår Jens Lind fast.

Han mener ikke, der er tvivl om stordriftsfordelene ved at fusionere. Men han synes, det er mere uklart, hvad der vil ske ved at skifte hovedorganisation fra FTF til LO:

»Hvis vi skal tage alle dem, der plæderer for decentralisering og individualisering på ordet - dem, der i øvrigt også hævder, at vi nu lever i et postmoderne eller postfordistisk samfund - er FTFs struktur den mest optimale og tidssvarende, fordi den hviler på en specialiseret professionsorganisering. Ud fra de aktuelle samfundsteorier er små, specialiserede forbund det rigtige,« siger Jens Lind

Jens Lind ser både styrker og svagheder i et tilhørsforhold til LO:

»Det kan være en fordel at være i LO, idet LO jo er den mest betydningsfulde hovedorganisation i Danmark. Men fordelen afhænger af, om man internt i LO får gennemslagskraft, og i øvrigt også af, om LO i fremtiden kommer til at spille en markant rolle som talerør for forbundene, hvilket blandt andet SiD prøver på at begrænse. Når man ser på forbedring af løn og øvrige ansættelsesvilkår, er det af mindre betydning hvilken hovedorganisation, man tilhører. Med den decentralisering af løndannelsen, der finder sted inden for den offentlige sektor, vil hierarkisering og konkurrencen øges lokalt, og så er det ikke nødvendigvis en fordel at satse på en organisationsstruktur, der minder om industriforbund, hvilket er konsekvensen af den plan, der er skitseret,« siger Jens Lind.

Hvad angår gennemslagskraft er hans kollega Henning Jørgensen dog ikke i tvivl:

»Ingen gider høre på små fagforbund. Politisk og mediemæssigt har man større gennemslagskraft med et stort forbund. Det skyldes det politisk-administrative systems måde et være på i dag. Og igennem de sidste 30 år er medierne blevet bedre til at sætte en dagsorden. For at komme igennem med krav må man blive hørt og set. Den, der får sat en dagsorden i medierne - og dermed også ofte hos politikerne - har vundet den halve sejr,« siger Henning Jørgensen.



Fakta om fusioner

Antallet af forbund i LO er reduceret fra 70 i 1950 til 22 i 2000. Reduktionen ser dog ud af mere, end det er, fordi det fortrinsvis er de helt små forbund, der er forsvundet gennem optagelser i større forbund. I de sidste 50 år er der foretaget syv fusioner i LO.



1970ernes fusioner. To fusioner mellem jævnbyrdige parter størrelsesmæssigt set: Beklædningsarbejderforbundet og Textilarbejderforbundet. De dannede DBTF.

Snedkerforbundet og Tømrerforbundet dannede ST. Alle disse organisationer var på lidt under 20.000 medlemmer. De to nye forbund fik således medlemstal på mellem 35- og 40.000 medlemmer hver.



1980ernes fusioner. Fire forbund i nærings- og nydelsesmiddelindustrien: Ét større forbund, Slagteriarbejderforbundet med 22.000 medlemmer slog sig sammen med tre mindre forbund: Bageri-Konditori- og mølleriarbejderforbundet, Sukkervare- og Chokoladearbejderforbundet samt Tobaksarbejderforbundet, der alle tre havde mellem knapt 2.500 og 7.500 medlemmer. Det nye forbund, NNF, blev dermed storebroderen og de tre mindre brødre.



1990ernes fusioner. Et yderpunkt var dannelsen i 1992 af FOA i den (amts)kommunale sektor, som en fusion mellem DKA og HAF med henholdsvis 120.000 og 75.000 medlemmer, det vil sige den tredjestørste og sjettestørste LO-organisation. Det var en fremadrettet fusion mellem to store store grupper indenfor blandt andet ældreområdet.

Sammenslutningen i 1990 mellem fire mindre forbund med mellem 5.000 og 9.000 medlemmer til Restaurations- og Bryggeriforbundet kan ses som et forsøg på at styrke et organisationsmæssigt relativt svagt område. De traditionsbevidste bryggeriarbejdere var ved at blive for små til at overleve alene og kunne bibringe restaurationsfagene fagforeningsmæssig styrke. Eksperimentet endte dog dårligt, da man ikke kunne blive enige om en overenskomst for sæsonarbejderne i Nyhavn. Bryggeriarbejderne indtrådte 1.1.2001 i SiD efter urafstemning i november 2000.



Per 1.1.94 blev skabt et enhedsforbund på det grafiske område, Grafisk Forbund, ved fusion mellem fire mindre organisationer på mellem 1804 og 8473 medlemmer, men GF tabte en faglig strid med HK om betjening af ny teknologi. GF blev opløst per 1.1.2000, og medlemmerne er fordelt på andre områder, fortrinsvis HK.



I 1990erne har der været flere fusioner end optagelser. Samlet set har 26 organisationer været involveret i fusioner i perioden 1970-2000. Alt i alt har 438.000 fagforeningsmedlemmer været berørt af fusionerne. Men heraf udgør FOA de 193.000 eller 44 procent.

Stort set alle andre fusioner end FOA er indgået som forsvarshandlinger: Det vil sige relativt svage organisationer, der er begyndt at få problemer med at varetage medlemmernes interesser, slutter sig sammen. Typisk er der ikke kommet særligt radikale eller vidtgående fusioner ud af det.



Kilde: Jesper Due og Jørgen Steen Madsen: "Fagbevægelsens struktur i det 20. århundrede." Udgivet af LO, marts 2001.