En faglig forskel

En glad far

Jeg fik snakket med en far, som kom og hentede sin dreng. Drengen var faldet i søvn på vores gynge og havde været meget svær at få vækket igen. Vi havde aftalt, at jeg skulle spørge, om det var normal adfærd, at han var meget svær at få "liv i", når han lige tog en lille lur.

Faren ville lige vide, om det var da gyngen var oppe eller nede, da han havde "luret"? Jeg sagde, at det var sådan lidt begge dele. Faderen kunne fortælle, at drengen var kommet sent i seng aftenen i forvejen, og at det var en normal adfærd, at han kunne være meget vanskelig at få "liv i" igen, når han lige tog sig en lur. Så vi skulle ikke være bange, men han var glad for, at vi var opmærksomme på det.

Karsten Pedersen

Børnehave, Odense



Da fem høns skulle slagtes

Det store samtaleemne i hele børnehaven har været, at vores fem dværghøns i dag skal slagtes, og at der skal koges suppe på dem. Det har givet mange reaktioner - mest, at det er synd for hønsene. Det giver anledning til at snakke om de høns/kyllinger, man kan købe i butikkerne, og hvor det kød, vi spiser, kommer fra.

På legepladsen er der stor interesse for de halshuggede høns, og mange børn hjælper med at plukke dem og er interesserede i at se indvoldene og fortæller mig ivrigt, hvad der er hvad, da jeg kommer ud på legepladsen.

Inden jeg har fri, når jeg lige at informere om nogle iagttagelser på et barn, som vi på mandag skal have en forældresamtale om.

Da jeg kører hjemad i et dejligt solskin, er det med en følelse af, at arbejdsdagen har været rigtig fin. At jeg i dag i høj grad fik lov at være en nærværende pædagog. At dagen i dag ikke blot blev fyldt med en masse praktiske gøremål eller planlægninger, som trækker os væk fra nærværet med børnene. Den blev en god blanding, hvor jeg tror på, at jeg gjorde en forskel for nogle børn.

Anne Marie Hygebjerg

Børnehave, Malling



Da saltdejen blev levende

Sidder om et bord, fem børn og tre voksne. "I dag skal vi lege med saltdej", siger Åse og deler en klump dej ud til hver. Børnene begynder at lege med dejen. Der går et stykke tid. De voksne falder i valgkamp og værdisnak. De fleste af børnene mister lidt efter lidt interessen for dej-klumpen. Falder fra. Tilbage sidder Thorbjørn og jeg. Jeg har en "indre følelse" af, at det her saltdej egentligt er ret intetsigende. Laver mig en terning. Jeg kigger ud i luften og tænker i mit stille sind: "Hmm, hvad faen skal man dog gøre for at få liv i en klat saltdej?" Stikker fingeren igennem terningen, så neglen titter ud på den anden side. Jeg kigger på Thorbjørn og siger "kuk-kuk". Han smiler tilbage. Så stikker han en finger gennem sin lille klat dej og siger "kuk-kuk". Vi sidder der og kukker med vores fingre.

Pludselig får Thorbjørn en genial idé. Lægger fingeren ned på bordet og dækker den med en anden klat dej. Han begynder at sige snorkelyde. Jeg hopper med på vognen. Lægger min finger ned på bordet, dækker den med en "dej-dyne" og siger: "ZZZZZZZZZZZZZzzzzzzzzz". 

Thorbjørn smiler. Pludselig siger han: "MMMUUUUAAAAHHHHHH!!" (spøgelseslyd). Min finger vågner med et sæt og ryster så meget, at dejklatten falder af fingeren. Thorbjørn klukker af grin. Siger "Igen". Min finger lægger sig til at sove. Vi snorker i kor. Thorbjørn siger WWWUUUUAAAH, og endnu en gang vågner min finger med et spjæt. Sådan går der 20 minutter af mit liv og tyve minutter af Thorbjørns. Sådan en hændelse hæfter sig, og hvem ved - måske mødes vi igen en dag med fingeren i en klat dej. Jeg skal være den første til at hoppe med på vognen.

Anne Birgitte Nielsen

Specialbørnehave, Tørring



Hun fik sit gode humør tilbage

Efter frokost sidder Anna, som jeg er sammen med, og øver balance på sin stol, imens jeg rydder op efter frokosten. Da jeg er færdig, begynder vi at øve MOVE (Mobility Opportunities Via Education). I dag øver vi først at rejse sig ved en stang, der sidder fast i væggen. Herefter får Anna specialsko på, da hun skal op og gå i en pil (gangvogn). Skoene er meget stramme, da de skal støtte og rette den ene fod. Anna klager sig højt, og det bliver kun til nogle få minutters i gang pilen, da hun begynder at græde og skrige. 

Da vi ikke har mange børn i dag, er det bare med at gribe chancen og gå en tur i skoven. Til hverdag har vi flere børn i kørestole end "hænder", og så kan vi ikke altid komme på tur. 

Jeg finder Annas flyverdragt og får hende i den. Jeg tænker ved mig selv, at det nu ikke er det nemmeste at få en spastisk pige i en flyverdragt, og bagefter har jeg det da også meget varmt. Det blæser i dag, men det synes Anna bare er sjovt, og jeg synes, det er dejligt at komme ud og få lidt luft. Vi går ned i skoven, jeg kaster nogle blade ud over Anna, hendes stol bliver dækket af blade, og hun griner højt. Det er dejligt, at hun har fået det gode humør tilbage. Anna kan nogle få ord, og ud fra dem får vi os en lang samtale om mor, far, en hund og biler.

Mia Michelle Hyldgaard

SFO/specialskole, Tranbjerg J



En intens og kortvarig oplevelse

Jeg har p.t. et barn, som har brug for at komme væk fra legepladsen, når alle de andre kommer ud, både for hans egen skyld og de andres. På sådan en solrig og blæsende eftermiddag var det oplagt at tage i skoven og se alle bladene falde ned fra træerne, og samtidig se de skønne farver, som skoven har lige nu. Måske var der en flok ænder, som syntes, det ville være godt at få næbbet i vores tørre brød, som vi havde taget med. Oplevelsen blev intens og kortvarig, da barnets moder ringede mig op på min mobiltelefon for at sige, at nu var hun altså i børnehaven for at hente sit barn (længe leve teknologien). Vi aftalte, at jeg nok skulle køre barnet hjem, når vi havde leget lidt i skoven og fodret ænderne.

Hjemme igen i børnehaven 11/2 time senere ventede mit andet støttebarn. Vi fik tid til at læse en god Bamse- og Kyllingbog og leget med legotog, som er en yndlingsbeskæftigelse. Hen ad 16-tiden begyndte børnene at blive hentet, og da der var to børn tilbage, fik vi os et knækbrød og noget snak. Det sidste barn, jeg havde, hjalp flittigt til med at stole op og feje, så rengøringspersonalet kunne vaske gulv, når de kom. Mit sidste farvel den dag blev til en far, som arbejder rigtig meget hele tiden, hvis du spørger barnet.

Kirsten Lykke Kristoffersen

Specialpædagog/tillidsrepræsentant, Skanderborg



Jeg skal være 100 procent engageret

Efter en kort bustur er vi ude ved vores Skovhus, og efter at alle har hængt tøj og rygsække op og fået hjemmesko på, er vi klar til dagens "arbejde". I denne uge er vi i gang med at lave vores eget eventyr. Det er svært, så der skal virkelig lægges energi i det. Vi har lavet et lille rum om til eventyrhule, hvor vi sidder blødt i mørket med masser af stearinlys tændt og snakker om, hvad der skal ske. Hver gang der er skrevet noget nyt på eventyret, læser jeg det højt, så alle ved, hvad der sker. Det er vigtigt for mig, at alle får ejerskab til eventyret, så jeg er opmærksom på, at alle får sagt noget, og at alle føler sig lyttet til. Der skal ofte forhandles om handlingen, hvad er der flertal for, hvad synes den enkelte, hvorfor og så videre. 

Jeg kan mærke, at jeg bruger mig selv meget, men mærker også, hvor meget jeg får igen, når jeg hører børnenes engagement og iver. Ser de glade ansigter, når de finder på noget, der skrives ned, og hvor megen opmærksomhed de hver især har på det, vi er i gang med. Det er mig, der skal være drivkraften, og det er mit ansvar, at alle 11 børn får noget ud af det, og jeg er bevidst om, at jeg skal være 100 procent engageret for at få alle med...

"En glad pædagog"

Skovbørnehave, Østjylland



At se det store i de(t) små

Og så begyndte en samtale, som jeg nok godt kunne have brugt mere tid på at forberede for mig selv, men den vigtigste ingrediens var til stede: en kop te til barnet og papirerne fra trivselssamtalen. Barnet benægtede det meste, jeg sagde, til trods for jeg kunne referere til papiret. Jeg ændrede strategi flere gange, men fastholdt mit mål med, at hun skulle være interesseret i det videre arbejde, hvor jeg luksusagtigt har fået lov til en gang imellem at lave nogle helt særlige aktiviteter for en mindre gruppe børn for at få netop hende socialiseret på stuen. De mange overvejelser, som vi både på stuen og i huset har gjort os om barnet, flyver rundt i mit hoved, da hun for 117. gang spørger, om hun må gå nu, imens kropssproget er vendt væk fra mig. Der er gået en halv time, da jeg klart og tydeligt fortæller hende, at hun ikke må gå, før vi har fundet en løsning. Jeg går hen for at lukke det automatiske vindue, hvor det trækker på hende, da hun begynder at åbne op. Hun spørger, om jeg har lyst til at spille et spil. Og endelig glider snakken. Vi finder en fælles konkret løsning, hvor vi vil gøre noget særligt sammen med et andet barn i næste uge. Og jeg ved, at endelig har jeg fundet nøglen til hende.

Anonym - Fritidshjem, København