BUPL MENER: Jeg var ved at revne af raseri
’På min stue i min vuggestue er vi 2,5 voksne til 15 børn. Fuck hvor vi knokler, og nogle gange gør vi det ikke godt nok. Men selvom vi skal være selvkritiske, er der ingen, der skal fortælle mig, at bedre normeringen ikke også er en STOR del af løsningen for bedre vuggestuer’.
Sådan skrev jeg på min Facebook den 29. april 2012. På det tidspunkt arbejdede jeg som pædagog i en vuggestue, og jeg var dybt berørt over, at Ole Henrik Hansen, som nu er færdig med sin ph.d., tordnede frem i medierne med kritik af de danske daginstitutioner og den enkelte pædagogs engagement.
Da jeg første gang hørte ham sige, at vi lige så godt kunne arbejde i Netto som at være pædagoger, var jeg ved at revne af raseri. Både fordi jeg følte, han bespottede mig og min faglighed, og fordi jeg ved, han tager fejl.
I min vuggestue arbejdede vi med månedlige aktivitetsplaner, der tre gange om ugen opdelte børnegruppen i mindre grupper, hvor vi lavede forskellige aktiviteter. Altså på papiret en våd drøm for både børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) og Ole Henrik Hansen.
Men selvom vi diskuterede faglighed og ledelse og organiserede, evaluerede og dokumenterede, måtte vi krybe til korset mange gange, når vi ikke var nok voksne til at løse vores kerneopgave. Så var det nødløsninger og brandslukning samt følelsen af utilfredshed, når vi aflyste en fed, planlagt aktivitet.
Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Hvis pædagoger er bygningsarbejdere, der skal bygge et hus, støber vuggestuepædagogerne fundamentet. Det kræver koncentreret læringsrum og fri leg. Det kræver strukturerede, fælles aktiviteter, spontanitet og evnen til at gribe et øjeblik eller et initiativ fra børnene. Og det kræver en ordentlig pædagognormering.
Derfor var det også helt afgørende, at regeringen i sin finanslov for 2012 gav kommunerne 500 millioner kroner til at forbedre normeringerne. BUPL har nu fået den første opgørelse over, hvor mange pengene der rent faktisk er blevet brugt på normeringer. Og tallet er ikke opmuntrende. Kun 190 millioner kroner er brugt direkte på normeringer.
Enkelte kommuner har brugt pengene på noget helt andet, og vi har en kæmpestor opgave som fagforening i at sikre, at pengene kommer tilbage til institutionsområdet krone for krone.
Vi er kommet et lille stykke, der er lang vej endnu, men jeg har ikke tænkt mig at give op. Vi skal have en bedre grundnormering i de danske daginstitutioner for at sikre, at vi kan løse vores kerneopgave.
Ole Henrik Hansen gentog hundredvis af gange sidste år ’Hvad hjælper det at ansætte en dårlig pædagog i en dårlig institution?’. Dertil må mit svar være: Ingenting, men forestil dig så, hvilken forskel det så kan gøre at ansætte en god pædagog i en god institution?
Det er her, vandene skilles mellem Ole Henrik Hansen og mig. Han tror ikke, at der findes dygtige pædagoger nok. Men det ved jeg. Jeg har set dem, jeg kender dem, de er medlem af vores fagforening.
Og vi giver ikke op, for det her er en kamp, vi ikke har tænkt os at tabe.
