Arv og miljø: God opmæksomhed skal læres

Oprindeligt fokuserede professor Charlotte Ringsmose sin forskning på skolers mulighed for at bryde den sociale arv. I den forbindelse nævnte en skoleleder noget, der har haft betydning for hendes karriere lige siden: At lærerne på skolen kunne mærke forskel på børnene, fagligt og socialt, alt efter hvilken børnehave, børnene kom fra.

Da gik det for alvor op for professoren, at i skolen er det for sent.

»Skal diagnoser, specialundervisningsbehov og alt muligt andet forebygges, skal der sættes ind i den tidlige barndom, i vuggestuer og børnehaver, hvor børn og deres hjerner er mest åbne for påvirkning,« siger Charlotte Ringsmose, som i dag forsker i feltet mellem daginstitutioner, pædagogik og neuropsykologi.

Hun mener, at specialundervisning og ekskludering kan forebygges gennem meget mere aktive indsatser i vuggestuen og børnehaven. Hun er fortaler for mindre fri leg og flere aktiviteter med voksne som omdrejningspunkt. Det skal skærpe og stimulere børnenes opmærksomhed – den opmærksomhed, som er altafgørende for at lære sprog og sociale færdigheder. Det er også den opmærksomhed, som børn, der er disponeret for en diagnose som ADHD, typisk mangler. 

»Der er en meget ensidig fokusering på sproglige test. I stedet bør det pædagogiske arbejde tilrettelægges, så vi griber børns lyst til at lære og derigennem skærper deres opmærksomhed,« siger Charlotte Ringsmose. 



Her er fundamentet. Vi befinder os på et lille kontor på Aarhus Universitets Institut for Pædagogik og Uddannelse, der ligger i Emdrup nord for København. Professoren vifter med en bog.

‘From neurones to neighbourhoods’ står der på forsiden.

»Kender du den,« vil Charlotte Ringsmose vide, og Børn&Unges udsendte ryster på hovedet.

Charlotte Ringsmose forklarer, at bogen belyser det faktum, der er common sense for visse dele af neuropsykologien, og som pædagoger, lærere og vi andre har brug for at blive mindet om en gang imellem. Nemlig, at et barns hjerne er ufærdig. At ’barnets udvikling er tæt knyttet til omgivelsernes mulighed for lige præcis at støtte den hjerne – uanset udgangspunktet’, som Charlotte Ringsmose formulerer det. Eller med andre ord: Et barn har gener med sig, men miljøet har altid stor betydning for, hvordan barnet trives og udvikler sig. Og her har vuggestue- og børnehavepædagoger et kæmpe ansvar.

»Forældrene, men også de faste voksne i børnehaven og vuggestuen, danner et fundament for barnet, som der bygges videre på resten af livet,« siger hun.

Charlotte Ringsmose mener, at der er en sammenhæng mellem det, at børn går i institutioner og institutionernes kvalitet og det stigende antal børn, der får en ADHD-diagnose og bliver henvist til specialundervisning. 

»Forskningsmæssigt er der ikke belæg for at sige, at der er en sammenhæng,« understreger professoren, »men det vil vi gerne blive meget klogere på.«



Arv, men også miljø. Inden for psykiatrien er der en udbredt forståelse af, at en lidelse som ADHD skyldes en fejl i hjernen, som kan behandles med medicin. Men barnet og barnets hjerne formes af de omgivelser, barnet er en del af. Derfor har miljøet betydning, fremfører Charlotte Ringsmose. 

»Når et barn får en diagnose, kan barnets forældre, pædagoger og lærere klappe sig selv på skulderen og tænke: ’Jeg kunne ikke have gjort noget, barnet havde jo ADHD’. Men det kan man, især i vuggestuen og børnehaven, hvor barnet og hjernen stadig er i en rivende udvikling,« siger Charlotte Ringsmose. 

Miljøets betydning for ADHD underbygges af resultater af et engelsk behandlings­program til ADHD-børn i førskolealderen, ’The New Forest Parenting Programme’. Her gennemgår børn, der har ADHD, et otte ugers behandlingsprogram, hvor blandt andre forældrene bliver trænet i at sætte tydelige grænser uden at krænke, hvor både kvaliteten og kvantiteten af samværet øges, og hvor børnene træner deres opmærksomhed gennem leg og spil. Programmet har vist sig så effektivt, at symptomerne på ADHD i forsøgene blev reduceret betydeligt hos 53 procent af de børn, der blev behandlet. 

Programmet, der er ved at blive indført på forsøgsbasis i Danmark, viser altså, at utilpassede småbørn med den rette feed back fra voksne og i de rette omgivelser, kan hjælpes gevaldigt på vej. 



Nysgerrigheden skal gribes. »Hvordan gør man lige det?« spørger journalisten ud i rummet. Charlotte Ringsmose ser på mig.

»Hvad er pædagogik,« spørger hun tilbage og svarer selv: »I pædagogik er det til forskel fra lærerfaget relationen, der er i fokus. Og i relationen opbygges og skærpes barnets opmærksomhed.« 

Relationen kommer i fokus gennem et læringsmiljø, hvor aktiviteter igangsat af voksne er en del af børnehavens eller vuggestuens generelle liv,« siger professoren. 

»Børn udvikler opmærksomhed, sprog og sociale kompetencer ved at blive mødt af voksne, der synes, at det er skægt og spændende at være sammen med dem, at mødes ’dig og mig om noget’. Børn har en kæmpe læringslyst fra det øjeblik, de kommer ud af maven, og hvis den læringslyst bliver grebet, kommer opmærksomheden af sig selv,« siger Charlotte Ringsmose.

Hun kommer med et eksempel fra en af de institutioner, hun har besøgt i forbindelse med projektet ’Læring og udvikling i daginstitutioner’ (LUDVI). Institutionen er veldrevet med en visionær leder, engageret personale, og hvor institutionens pædagogik og rum er tænkt i ét. 

Børn, forældre og pædagoger mødes i et alrum, hvor kaffe og te står fremme, og bestemte ansatte tager imod børnene. Der er forskellige aktivitetsrum, for eksempel et kreativt værksted, hvor staffeli, sakse, papir og limstifter hele tiden står fremme, en hyggelig læsekrog, der er afskærmet af et akvarium og et fantastisk uderum, hvor der er fede sandkasser og forskellige huler og rum. Pædagogerne og medhjælperne har organiseret sig, så hver enkelt ved, at ’i denne uge skal jeg lave aktiviteter i dukkekrogen’, ’i næste uge skal jeg have lerværksted på legepladsen, og ’jeg skal have minimum otte børn med mig’.

»Institutionen er velorganiseret, børnene kan være både inde og ude, og legeplads og inderum er læringsrum, hvor der kan ske alle mulige spændende ting, som er sat i gang af voksne,« fortæller Charlotte Ringsmose. 



Masser af organisering. Professoren ser ikke nødvendigvis mangel på ressourcer som den største barriere for en lærende pædagogik. 

»Man falder ikke over voksne i de danske daginstitutioner. Men antallet af pædagoger skaber ikke alene en udviklende pædagogik. Det afgørende er, hvordan de definerer deres opgave,« siger Charlotte Ringsmose og henviser til de undersøgelser, som viser, at børn i danske institutioner er overladt til den frie leg. 

»Mange steder er der rammer for spisning, putning og tid på legepladsen. Men ikke særlig mange rammer for aktiviteter,« siger Charlotte Ringsmose, der mener, at småbørnsområdet er præget af det, hun kalder ’en modningstankegang’, der ikke er hensigtsmæssig. 

»Jeg hører ofte psykologer eller pædagoger sige: ’Han har brug for et år mere i børne­haven, så er han skoleparat’. Men det er vigtigt at indse, at opmærksomheden, sproget og motorikken er et læringsanliggende. Noget, der skal stimuleres af omgivelserne, og som ikke kommer af sig selv,« siger Charlotte Ringsmose.

Hun henviser til PISA-undersøgelser, der viser, at finnerne er meget bedre til at bryde den sociale arv, end vi er i Danmark. De finske børn, der kommer fra ressourcesvage hjem, matcher danske børn fra middelklassen rent fagligt, når de når skolealderen. Det har sin forklaring. 

»I Finland har man fra den tidlige barndom arbejdet ganske bevidst med lærings­aspektet, altså at man i institutionerne dagligt har forskellige aktiviteter, hvor de voksne er sammen med børnene,« konstaterer Charlotte Ringsmose. 



Spot sommerfuglebørn. Har man organiseret sig, så der er tid og rum til lærende aktiviteter, er næste skridt at spotte de børn, der har allermest behov for at møde læringsmiljøer, der støtter udviklingen af deres opmærksomhed.

Charlotte Ringsmose kalder dem for ’sommerfuglebørnene’ – dem, der flagrer fra leg til leg, fra person til person, uden at noget rigtigt synes at fænge i længere tid ad gangen.

Eller de ’forpupper’ sig ved at trække sig fra leg og fra voksenkontakt og er svære at engagere. Begge grupper har brug for det modsatte af, hvad de udstråler, nemlig voksenkontakt om en aktivitet. 

»Vi kan ikke binde dem fast og lære dem noget, men derimod fange dem på deres interesser. Vi kan opsøge de små sejre, hvor man tænker: ’Aha, her er noget, der fænger. Noget, som vi kan være fælles om’,« siger Charlotte Ringsmose.

Undersøgelser viser, at børn fra middelklassefamilier har lettere adgang til voksne end ressourcesvage børn. Samtidig giver det ikke udsatte børn gode odds med på vejen, at de ofte samler sig i udsatte boligområder, hvor institutionernes opgave bliver særligt krævende, uden at ressourcerne nødvendigvis følger med. Men det mindste vi kan gøre er at prøve, mener Charlotte Ringsmose. 

»Vi må have en professionel holdning til barnet, også det udsatte barn, så vi ikke allerede i småbørnsalderen stempler dem som ’umulige’ og overlader dem til sig selv. Og så kan de ellers få specialundervisning og en diagnose i skolen,« siger hun.



Hvem er Charlotte Ringsmose?

Charlotte Ringsmose er cand.pæd.psyk, autoriseret psykolog, ph.d., professor ved Aarhus Universitet og professor i Norge.

Hun er forskningsleder for LUDVI (Læring og udvikling i daginstitutioner), der skal undersøge det fysiske og sociale læringsmiljø i daginstitutioner i sammenhæng med børnenes skoleparathed.

Har tidligere undersøgt, hvordan daginstitutioner bryder den sociale arv i forhold til børnenes sociale og kognitive udvikling. Har desuden arbejdet med det, der kendetegner ’effektive’ skoler, det vil sige skoler, som bryder mønstrene fra børnenes familiebaggrund. 



Charlotte Ringsmose er med i e-bogen ’Epidemien – min jagt på sandheden om ADHD’, som netop er udkommet. Bogens forfatter er journalist Marianne With Bindslev, som også har interviewet professoren til Børn&Unge.

Bogen koster 24 kroner og kan købes/downloades via www.zetland.dk