Ud fra et børneperspektiv burde børn ikke begynde i vuggestue før i halvanden til toårsalderen, mener to garvede børnepsykologer. De roser pædagogers kamp for at give børnene de bedst mulige udviklingsbetingelser, men revser politikere for ikke at understøtte med gode normeringer.

Opdateret d. 23. oktober 2018

Af: Trine Vinther Larsen (journalist), arkivfoto

I hvilken alder er det bedst for et barn at komme i vuggestue?

Børn&Unge har spurgt Margrethe Brun Hansen, der blandt andet har skrevet ’Rød stue kalder’, og John Aasted Halse, der er tidligere formand for Børns Vilkår og arbejder på en ny bog med titlen ’Det sociale barn’.

De to garvede børnepsykologer er enige: Halvandet til to år er den ideelle alder.

De baserer deres svar på psykologiske tilknytningsteorier, der siger, at fra halvandetårsalderen er det sundt udviklede barn så sikker i sin tilknytning til sin primære voksne, at barnet er klar til at møde verden og socialisere med andre børn samt knytte bånd til nye voksne i vuggestuen.

»Derfor er det jo lidt underligt, at vi i Danmark har valgt, at børnene skal afsted, når de er omkring de 9-11 måneder. Det er her barslen slutter, men det er også i den alder, at separationsangsten indtræder hos barnet,« siger Margrethe Brun Hansen.

Barnet har, når det er 9-10 måneder dannet tilknytning til sin primærvoksne, men er også blevet bevidst om, at denne for barnet livsnødvendige voksne kan blive væk. For at en indkøring i vuggestue i så tidlig en alder opleves tryg, er det derfor vigtigt, at en pædagog tager over, når mor eller far slipper i dagtimerne.

»Vi ved fra forskning, at børnene ikke tager skade af at blive passet ude. Dygtige pædagoger kan sagtens danne gode relationer til barnet, der gør barnet trygt og i stand til at udvikle sig i institutionen, også i en tidlig alder. Men det er ikke uproblematisk. For der skal være nogle forhold til stede, før barnet kan danne en god kontakt – blandt andet en kontinuerlig voksen og god tid til pleje, nærvær og omsorg. At danne tilknytning tager tid, og vender man blikket mod institutionerne i dag, må man bekymret konstatere, at de forhold ikke er der,« siger Margrethe Brun Hansen.

Tak til pædagogerne

Samme bekymring har John Aasted Halse, der i over 30 år har fulgt daginstitutionsområdet tæt.

»Stor cadeau til pædagogerne, som er lykkedes med at få tingene til at hænge sammen på trods af gentagne forringelser af deres vilkår og for dårlige normeringer. Men nu mærker jeg, at selv de dygtigste pædagoger har svært ved at imødekomme børnenes behov. Det er skidt, ligegyldigt hvilken alder et barn har, men det er værre, jo yngre barnet er,« siger han.

I ældre psykologisk litteratur advarede man mod, at en kraftig moderbinding ville skabe egocentriske børn, og man kunne finde på at sige ting som: Jo mere børn får lov at skrige, jo bedre kirkesangere bliver de.

»I dag siger man, at ethvert behov hos det lille barn skal imødekommes akut. For jo mere regelmæssigt, barnet har oplevet, at dens primære voksne er der, jo mindre vanskelig bliver adskillelsen,« siger John Aasted Halse.

Kræver kvalitet

Børnepsykologerne anerkender, at det er svært for forældre i dag at gøre andet end at aflevere sine børn i 10 måneders alderen på grund af strukturerne i samfundet. Men de ville ønske, at forældre og især politikere begynder at tænke kvalitet ud fra børnenes perspektiv frem for arbejdsmarkedets perspektiv.

»Kvalitetskriteriet for forældrene, når de står og skal på arbejde, er traditionelt et spørgsmål om, hvorvidt der er en plads. Men det, der har betydning for barnet, er jo kvaliteten af den plads. Og en af de jammerlige ting i dag er, at det ofte er postnummeret, der afgør kvaliteten,« siger John Aasted Halse, der bakkes op af Margrethe Brun Hansen.

»Det er lidt et lykkespil, for kvaliteten handler meget om, hvilken kommune man er født i, og hvordan den kommune prioriterer normeringer. Så længe vi ikke har nationale minimumsnormeringer, kan der være stor forskel selv fra naboinstitution til naboinstitution,« siger hun.

Gode normeringer er et vigtigt kvalitetsparameter, mener begge psykologer, men ligesom en plads ikke bare er en plads, så er det heller ikke ligegyldigt hvem, der møder barnet i institution.

»Som i alle andre brancher er der også både gode og dårlige pædagoger. Ti idioter er ikke bedre end fem idioter,« siger John Aasted Halse.

Med hjerne og hjerte

En ordentlig institution er heller ikke, at den ser flot ud og er opført i smart, nyt byggeri. Det er indholdet, det kommer an på: Er der voksne nok? Hvilke aktiviteter sætter de i gang? Er de uddannede? Hvad ved de om børns udvikling? Hvem er de? Kort sagt: Hvad kan de?

»Den gode pædagog kan i gode institutioner med et godt arbejdsmiljø virkelig sætte turbo på børns udvikling. Jeg ville bare ønske, at man også politisk var mere interesseret i at understøtte pædagogernes vigtige arbejde,« siger John Aasted Halse.

Margrethe Brun Hansen supplerer med, at den gode pædagog er den, der både har hjerne og hjerte med i sit arbejde.

»Man kan læse om tilknytningsteori i massevis af psykologibøger, men det smukkeste, der er skrevet om dette, stammer fra bogen ’Den lille prins’. Her står, at ’kun med hjertet kan du se’, og som pædagog, der møder de nye små i vuggestuen, skal du af hele dit hjerte have lyst til at vinde deres tillid og lære dem at kende,« siger Margrethe Brun Hansen.

Hun er ked af de mange vikarer og uuddannet personale, som børn i dag udsættes for i institutionerne.

»Der bør være 100 procent pædagoger i personalegruppen. Især under en indkøring skal der være en plan for, hvordan barnet er sikret en kompetent, kontinuerlig voksen,« siger Margrethe Brun Hansen.

John Aasted Halse håber, at forældrene snart vil gøre oprør og ikke tage til takke med de vilkår, deres børn risikerer i normeringslotteriet.

»Jeg håber, vi kommer dertil, hvor forældrene ikke tager til takke med en plads. Den sag, der ikke går politik i, går der møl i. Så det begynder med, at pædagoger og andre oplyser forældrene om tingenes sande tilstand, og at forældrene ikke vil acceptere vilkårene og politisk vælger at sætte kryds efter det – og ikke stemmer efter den nye bil, som de kan få for skattelettelser,« siger John Aasted Halse.


Tilknytningsteori kort fortalt
  • Blev oprindeligt udviklet af den engelske psykoanalytiker John Bowlby og beskæftiger sig med børns emotionelle bånd til deres primære omsorgsperson(er).
  • Hvis et barn oplever at dets tilknytningsbehov dækkes, vil det have en forventning om, at andre tilknytningsfigurer, det møder i livet, vil være kilde til tryghed og støtte.
  • Den amerikanske udviklingspsykolog Mary Ainsworth videreudviklede teorien med en metode til at klassificere kvaliteten af barnets tilknytning som tryg eller utryg, og anslog med sin forskning, at 65 procent af de amerikanske børn udviste tryg tilknytning. Den resterende dels utrygge tilknytningsmønster var: ængstelig/ambivalent (10-15 procent), ængstelig/afvisende (20 procent) og for de mest udsatte børn disorganiseret (5-10 procent).
  • Et trygt tilknyttet barn vil være undersøgende, når forælderen er i lokalet og vil engagere sig i den fremmede. Når forælderen forlader lokalet vil barnet blive synligt oprevet, og barnet vil være glad for at blive genforenet med forælderen.
  • Et trygt tilknytningsmønster er relateret til veludviklet social og emotionel funktion senere hen.

Kilde: Wikipedia og børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.