Kønsdiskrimination fra 1969 styrer lønnen i omsorgsfag

Hvis ikke man var klar over det inden coronapandemien, er det tydeligt for enhver nu: Arbejde med sundhed, omsorg og hygiejne er fuldstændig centralt for et velfungerende samfund. Samfund og økonomier uden en offentlig service som vores kæmper en helt anden kamp lige nu; flere er mere eller mindre brudt sammen.

Alligevel aflønner vi ansatte i typiske kvindefag - som sygeplejersker, jordemødre, pædagoger, socialpædagoger og social- og sundhedsansatte - som om deres arbejde er mindre værdifuldt end arbejde, mænd traditionelt udfører. Det er ikke noget nyt; den lavere værdiansættelse af kvinders arbejde har lange historiske rødder. Det absurde er, at vi som samfund ikke har gjort op med den for længst.

Det opfordrer vi til, at vi gør NU.

'Et supplement til mandens løn'

Der ligger et væsentligt politisk ansvar bag uretfærdighederne. I juni 1969 vedtog et overvældende flertal i Folketinget en reform, der fastsatte lønnen for tjenestemænd i det offentlige. Dengang - som i dag - var arbejdsmarkedet stærkt kønsopdelt. Og dengang mente man ikke, at opgaver, der primært blev varetaget af kvinder, var regulært arbejde. Det, kvinder fik i løn, blev anskuet som et supplement til deres mands, familiens hovedforsørgers, indkomst. Derfor den lavere løn.

Fagene inden for sundhed og omsorg er centrale for, at mennesker lever så gode og meningsfulde liv som muligt. Og for at samfundet fungerer selv under en pandemi.

Egentlig var det meningen, at den såkaldte tjenestemandsreform skulle revideres med årene. En sådan revision har aldrig fundet sted. Nogle har måske tænkt, at den danske model ad åre udjævnede forskellen mellem klassiske kvinde- og mandefag, efterhånden som kvindefagene udviklede sig og blev mere centrale for vores velfærdssamfund. Eller efterhånden som synet på ligestilling ændrede sig. Men det er ikke sket.

Omsorgsarbejde kræver faglighed

Institut for Menneskerettigheder kunne i 2020 dokumentere, at de diskriminerende lønstrukturer er fortsat: ”Traditionelle kvindefag ligger stort set lige så lavt lønmæssigt som i 1969, og nogle kvindefag falder endda ned i hierarkiet, selv om deres uddannelser er blevet længere”. Årtiers overenskomstforhandlinger har ikke rettet op på skævheden.

Når det var politikerne, der fastlagde værdien af mænd og kvinders arbejde fra start, må det også være dem, der gør skaden god igen. Hvad der er forvoldt af skade med politik, skal fikses med politik. Der er en kulturel bias, som bliver ved med at hjemsøge både kvinder og mænd i de traditionelle kvindedominerede fag: At omsorgsarbejde ikke er en faglighed, men et produkt af intuition.

Vi er, antages det, kaldet til opgaverne, ikke grundet udfordringer, karriere eller et ønske om professionalisering, men fordi det ligger i vores natur at hjælpe og servicere andre. Godtager man den præmis, er det nemt at konkludere, at vi faktisk slet ikke behøver ordentlig løn, for glæden ved arbejdet er løn nok i sig selv.

Værdi skal ses på lønsedlen

I stedet for en fair løn kan kvinder og mænd i omsorgsfag fint nøjes med heltekåring, klapsalver og honningkager som tak. Det er nedvurderende, sexistisk og forkert. Og hvis nogen har været i tvivl, har coronapandemien vist alle, at det også er komplet utidssvarende.

At drage omsorg for andre er blandt andet en medicinsk og social faglighed, der kræver uddannelse og kompetencer. Hygiejne kræver tilsvarende professionalisme. Jo stærkere faglighed, jo bedre og sundere et velfærdssamfund har vi. På den led er fagene inden for sundhed og omsorg centrale for, at mennesker lever så gode og meningsfulde liv som muligt. Og for at samfundet fungerer selv under en pandemi.

Den værdi skal reflekteres på lønsedlen. Det bliver den ikke nu.