Her er kimen til den eskalerende mistrivsel

Vi har alt for travlt. For travlt på andres vegne. For travlt med at tingene ikke må blive svære for børnene. For travlt med at kravle ind i børn og unges hjerner for at bestemme, hvad de skal ville og kunne nå. Og her har vi kimen til den eskalerende mistrivsel i barndommen og ungdommen, mener Anja Hvidtfeldt Stanek:

”Det er ikke ensidigt forklaringen på mistrivslen, men det er en væsentlig del af forklaringen,” siger hun.

Anja Hvidtfeldt Stanek er lektor på Institut for Psykologi, Syddansk Universitet, hvor hun blandt andet forsker i børns fællesskaber og på et mere overordnet niveau i, hvilke udfordringer det store fokus på læring i både dagtilbud og skole medfører. 

Hun tager imod i privaten, et lille husmandssted på Midtsjælland. Familien købte oprindeligt stedet, fordi der var plads til heste, en hobby som Anja Hvidtfeldt Stanek og hendes ældste datter deler. Men datteren er 26 år nu og for længst flyttet hjemmefra, og hestene er byttet ud med får, så forskeren kan dyrke sin egen uld til strikkeprojekterne. 

Fra fysik til pædagogik

Anja Hvidtfeldt Staneks vej ind i den pædagogiske forskningsverden har ikke været snorlige. I folkeskolen og gymnasiet var hun god til matematik og fysik, så det var oplagt at læse naturvidenskab på RUC. Hun gennemførte også den dengang toårige basisuddannelse.

”Undervejs blev jeg mere og mere overbevist om, at det ikke var det, jeg skulle bruge mit liv på,” siger hun. 

Så hun tog halvandet års pause, hvor hun arbejdede og rejste, og i mellemtiden havde RUC oprettet både pædagogik og psykologi. Og så begyndte hun forfra og fik snoet sig lidt, så hun kunne læse begge fag, hvilket man ikke måtte dengang. Og hun måtte sno sig en gang til på pædagogikstudiet, som primært handlede om voksenuddannelser, men hendes interesse var børnefeltet.

”Så der bøjede jeg reglerne lidt. Og det er muligvis det, der karakteriserer min vej gennem tilværelsen. Regler er til for … at hjælpe, men hvis de ikke kan det, så må de laves om. Og reglerne er også blevet lavet om, for nu er pædagogik og psykologi slået sammen,” konstaterer Anja Hvidtfeldt Stanek. 

Skæbnen vil, at hendes anden datter, 23 år, til sommer netop begynder at læse på den sammenlagte kandidatuddannelse i pædagogik og psykologi. 

Hvordan organiserer børn sig?

Anja Hvidtfeldt Stanek skrev speciale om børns trivsel og blev kandidat i pædagogik og psykologi i 2002. Inden specialet var afleveret, har hun fået arbejde på RUC som videnskabelig assistent, og det ene forskningsprojekt kom herfra efter det andet. 

I sit Ph.d.-projekt har hun undersøgt, hvordan børn organiserer sig med hinanden, når de begynder et nyt sted, i det her tilfælde skolen. Og her kom datter nummer tre til, nu 17 år og nøje planlagt, så hun passede ind i empiriindsamlingen. 

I projektet fulgte hun børn i overgangen fra børnehave til skole for at finde ud af, hvad der fylder for dem.

”Det er siden blevet en fortælling om børns overgang fra børnehave til skole. Men jeg var slet ikke optaget af overgangen. Jeg var optaget af, hvordan de organiserer sig det nye sted,” fortæller hun.

Da Ph.d.en skulle forsvares, var hun højgravid med barn nummer fire, en dreng. Efter endt barsel fik hun job på SDU, hvor hun lige har rundet 10-års jubilæet.

Skal lære at håndtere det svære

I dag er vi alt for optagede af overgangen, mener hun.

”Vi kigger stift på overgangen og tænker, vi skal løse den, så vi kan finde en måde, hvor vi får overgangen til at forsvinde. Det er en misforståelse,” siger hun. 

Og den misforståelse præger generelt vores indsats overfor børn og unge, mener hun, for vi er for optagede af strukturer, der skal foregribe problemer.

”Men vi har brug for at etablere et liv rundt om børnene, hvor det er i orden, at noget er svært. Og når det bliver svært, må vi håndtere det svære i stedet for at tænke, at det ikke er i orden, at noget bliver svært,” siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

Har for travlt på andres vegne

I stedet for at satse på, at strukturer kan være et quick fix, inden det bliver svært for børnene, skal vi stå klar med ressourcer og opmærksomhed, når bøvlet opstår.

”Vi kan ikke strukturere os ud af bøvlet, men det vil man gerne, og helst på en måde, hvor vi kan få det til at forsvinde, og hvor det ikke forstyrrer, så vi kan nå den eskalerende læringsdagsorden,” siger hun og tilføjer: 

”Vi har meget travlt.”

Man kan have travlt på forskellige måder, anfører hun, og vi har lidt for travlt på en lidt forkert måde.

”Vi skal holde op med at have travlt på andres vegne. Vi behøver ikke at sætte ambitionerne ned, men vi skal måske øve os lidt i at være ambitiøse og have travlt på vores egne vegne og ikke nødvendigvis på alle andres vegne.”

Læringsdagsordenen er gået over sine bredder

Ønsket om, at man kun skal have travlt og være ambitiøs på sine egne vegne, kolliderer med, at hele vores samfund gennem de seneste 20 år er blevet mere og mere læringsmålstyret, og at der dermed er kommet mere fokus på, hvad børn skal nå i såvel dagtilbud som skole. Selvfølgelig skal der være undervisning i skolen, så børnene lærer noget, men generelt er man gået for vidt med læringsmålstyringen, mener Anja Hvidtfeldt Stanek. 

”Læringsdagsordenen er gået over sine bredder. Den har fået lov til at forplante sig for meget, hele vejen ind i privatlivet,” siger hun. 

Diktere, måle og veje

Læringsdagsordenen er opstået i kølvandet på en teoretisk pointe om, at undervisning ikke nødvendigvis en til en bliver oversat til den intenderede læring hos dem, man forsøger at undervise, fortæller Anja Hvidtfeldt Stanek. 

”Den pointe er så blevet til, at vi ikke længere taler om undervisning og undervisningsrammer. I stedet skal vi gå direkte til kernen og tale om, hvad der skal ske inde i det helt private hoved hos børnene,” siger hun. 

”Vi har udviklet en samfundsmæssig forståelse af hele den pædagogiske arena, som er ekstremt intimiderende. Den forsøger at trænge helt ind i hjernecellerne på børn og diktere, måle og veje til, hvad der sker derinde,” siger hun. 

Legen bliver et optimeringsredskab

Kravene om læring er rykket med ned til de helt små børn og flyttet ud i hjemmene, påpeger Anja Hvidtfeldt Stanek. Og den styrkede pædagogiske læreplan, som daginstitutionerne skal arbejde med, forstærker efter hendes mening kravene om læring. 

”Navnet siger jo, hvad det handler om. Det er en læreplan, og den giver et styrket fokus på, at børn skal lære. Den har også fokus på leg, men når man ser nærmere efter, er grunden til, at vi taler om legen den samme pointe: Børn lærer gennem lege. Men så bliver legen et optimeringsredskab: Altså vi skal have lege, fordi børn lærer gennem at lege. Det er ikke, fordi vi skal have lege. Det er problematisk og trist,” siger hun.

Pædagogik for børnene

Og når legen skal understøtte læringsmålene, kan der opstå misforståelser om, hvad en dygtig pædagog er, påpeger hun. 

”Der er potentiale for, at den dygtige pædagog bliver til en pædagog, der optimerer legen for at styre mod et læringsmål. Og så holder jeg op med at være begejstret.”

Man styrker potentielt det forkerte i den pædagogiske læreplan, mener Stanek:

”Vi burde gå tilbage til at diskutere, hvad vi arrangerer rundt om børnene. Tilbage til at forholde os til, hvordan vi arrangerer undervisningen og pædagogikken for børnene - og flytter det lidt ud af børnenes hoveder.”

Accelererende mistrivsel

Netop invasionen af børns private liv og tanker bidrager til den accelererende mistrivsel, men hvorfor? Det kræver ifølge Anja Hvidtfeldt Stanek en teoretisk forklaring på, hvad det vil sige at være menneske. Og den kommer her:

”Mennesket er en særlig organisme på denne her jord. Vi er aktivt handlende sociale væsner, der er fuldstændigt afhængige af hinanden. Vi forbinder os på en særlig måde, som betyder, at jeg aldrig nogensinde kan forstå dig uden også at forstå, hvilken sammenhæng du er sat ind i. Alt det, der virker rundt om os, har jo betydning for, hvem vi er, og hvordan vi handler. På samme tid bidrager vi hele tiden gennem vores handlinger til både at vedligeholde og (ny)skabe det, der virker rundt om os.” siger hun.

Vi klipper nogle grundlæggende forståelser over

Læringsmålstyringen gør vold på noget alment menneskeligt, mener Anja Hvidtfeldt Stanek.

”Vi etablerer i stor stil et samfund, hvor vi ikke længere tager udgangspunkt i, at børn – og mennesker i det hele taget – faktisk gerne vil noget selv og er handlingsorienterede. Vi har lavet strukturer, hvor andre har bestemt, hvad børnene skal ville. Og så kommer vi til at klippe nogle grundlæggende forståelser over i forhold til, hvad det specifikt menneskelige er,” fastslår hun. 

Hvorfor stritter børnene imod

I takt med, at vi er blevet mere bekymrede for, om børnene lærer nok hurtigt nok og har skruet på knapperne, er problemerne blevet værre, pointerer hun.

”De pædagogiske rammer er i stigende grad blevet mere og mere styret efter at skulle nå bestemte mål på børnenes vegne. Og så er der blevet mindre plads til at se, hvad børnene selv vil. Når børnene stritter imod eller slår sig på det, som vi vil have dem til, så undersøger vi ikke, hvad de stritter imod eller hvorfor, fordi ikke er tid til det, og fordi vi grundlæggende ikke bedt om at holde øje med det,” siger hun.

Vi præinstallerer potentialet for psykisk sygdom

Problemet er, at vi med den tilgang ikke forstår og behandler børn som mennesker, konkluderer Anja Hvidtfeldt Stanek.

”Den forståelse bliver klippet ud, når pædagogikken bliver omsat til nogle grundforståelser af mennesker, hvor det handlingsorienterede forsvinder helt. Det er gravalvorligt, for med den tilgang, vi lægger for dagen for børn, der præinstallerer vi potentialet for psykisk sygdom,” siger hun.