Emma Holten: Værdien af pædagogers arbejde er usynlig i økonomien
Emma Holten er feministisk aktivist og debattør. Hun har fordybet sig i feministisk økonomi, som kan give en forklaring på, hvorfor pædagoger og andre ansatte i omsorgsfag tjener så lidt på trods af den værdi, de skaber for samfundet. Vi har talt med Emma Holten om feministisk økonomi.
Hvad er feministisk økonomi?
”Når man ser på økonomiens historie, er kvinders arbejde et kæmpestort gabende hul. Det gælder især arbejdet i hjemmet, men i det hele taget det arbejde, som kvinder typisk har udført i forhold til børn, ældre og syge. Økonomer har meget svært at opgøre værdien af det arbejde på den måde, de gerne vil. Det har resulteret i, at kvinders bidrag er blevet undervurderet, og at kvinder er blevet underbetalt. Samtidig er værdien af kvinders arbejde ikke blevet talt med i de vigtige økonomiske beregninger. Mange af os har en opfattelse af, at økonomi er ligesom fysik og kemi. At det er tal og udregninger, som man ikke kan diskutere. Feministisk økonomi går ud på at vise, at selvom det er tal og grafer, så er økonomi 100 procent et politisk område, hvor der er vildt meget intern debat om, hvad man skal tælle med, og hvad der har værdi.”
Hvorfor skal pædagoger interessere sig for feministisk økonomi?
”Pædagoger er en enormt kvindedomineret gruppe, der trækkes med den samme byrde som for eksempel sygeplejersker og SOSU’er, der alle arbejder med det, vi kalder ’omsorgsarbejde’. Selvom pædagoger arbejder nu, strækker værdien af det arbejde, de laver, sig langt ud i fremtiden. Det lyder vildt, men når Finansministeriet regner på pædagogers arbejde, ser de det udelukkende som en udgift og ikke som en investering i mennesker. Når pædagoger kæmper for højere løn og bedre arbejdsforhold, vil det derfor altid se ud som en udgift for staten. Ifølge Finansministeriet kunne vi faktisk lige så godt smide pengene i havnen, som vi kan give dem til pædagoger. En feministisk økonom vil sige, at det, pædagoger skaber, er enormt værdifuldt, og vi skal synliggøre den værdi, når vi tager politiske beslutninger. Men det er usynligt i de fleste økonomiske modeller.”
Hvad er din forklaring på, at lønniveauet er så lavt inden for omsorgsfagene?
”Det er en kombination af mange forskellige årsager. En af de ting, der er på spil i Danmark, er tjenestemandsreformen. I 1969 indførte man løntrin i det offentlige, og der blev mange af omsorgsfagene placeret i bunden. Både fordi man mente, at det ikke var supervigtigt arbejde, men også fordi man tænkte, at det her er kvindejobs, og kvinder jo har en har en mand, som kommer med den rigtige indtægt. Der var også en idé om, at omsorgsarbejde kommer fra et instinkt. Jeg tror, mange pædagoger vil genkende en fordom om, ’at vi kan da alle sammen passe børn’. Feministisk økonomi beskæftiger sig med, hvordan kvinders arbejde er blevet kaldt instinkt, mens mænds arbejde blev kaldt kompetence. Mange pædagoger kæmper stadig med den fordom i deres arbejdsliv. Den kommer af vores køns historik, hvor man har set nogle job som en professionalisering af arbejde, kvinder allerede lavede i hjemmene, og ikke som en faglighed.”
Hvad skal der til for at vinde kampen for ligeløn?
”Den kulturelle kamp er super central. Det handler om vores opfattelse af, hvad der er er fair og ikke fair. Det fantastiske ved omsorgsfagenes kamp lige nu er, at man kæmper for at skabe en kulturel forandring, hvor folk ser vigtigheden af omsorgsarbejdet. Derudover er der også kampen om, hvordan Finansministeriet udregner værdi, og hvilken rolle de udregninger skal spille. Vi skal begynde at se værdien af pædagogers arbejde på den lange bane. Der er økonomi – og det erkender mange økonomer også – en lille smule kortsigtet. Mange pædagoger vil kunne genkende, at det første folk siger, når vi diskuterer bedre normeringer til familiefrokosten, er: ’Hvor skal pengene komme fra?’ Det gode svar på det spørgsmål er, at selvom Finansministeriet ikke kan se det, peger meget på, at det på den lange bane bliver dyrt, både menneskeligt og økonomisk, hvis børns behov for opmærksomhed og omsorg bliver negligeret, fordi der ikke er tid og ressourcer i institutionerne.”
Hvad er det næste vigtige skridt herfra?
”Det er enormt vigtigt, at vi tager de her diskussioner med vores venner og familier. Bare det, at man formulerer den kritik og siger: ’Den måde, vi værdisætter omsorg i det offentlige lige nu, er helt skæv i forhold til den værdi, vi skaber for samfundet og os alle sammen’. Når den debat bliver løftet og taget alvorligt, vil det komme alle til gode. Det er også vigtigt, at vi står sammen i den fælles kamp. Når man er under pres, som man er i omsorgsfagene nu, kan man hurtigt komme til at vende sig mod hinanden. Men ingen vinder noget på bekostning af andre. Vi skal løfte hinanden. Den solidaritet er virkelig vigtig.”
Emma Holten er aktivist og foredragsholder og en markant stemme i den kønspolitiske debat. Hun er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og kønspolitisk rådgiver i Oxfam IBIS.
