Presset arbejdsmiljø truer børns trivsel i daginstitutioner

Da Unni Lind gennem halvandet år observerede hverdagen i en vuggestue og en børnehave til sit ph.d.-projekt om trivsel i daginstitutioner, kunne hun ikke som en ’flue på væggen’ iagttage børn og voksne ubemærket. For en voksen, der ikke har travlt, er en mangelvare i daginstitutionen og bliver hurtigt populær hos børnene.

»Børnene søger voksne rolige kroppe. Typisk søgte de mig rigtig meget, selvom de ikke kendte mig. For jeg sad jo stille.« fortæller Unni Lind til Børn&Unge, der møder forskeren på Københavns Professionshøjskole.

Gennem observationer, fremtidsværksteder og interviews har Unni Lind stillet skarpt på sammenhængen mellem de voksnes pressede arbejdsliv og børns trivsel i daginstitutioner. At der er en sammenhæng, virker åbenlyst. Derfor kan det også undre, at den aldrig tidligere i er blevet belyst i forskningen.

»Ja, det er menneskeligt indlysende. Men ingen har undersøgt før, om der er en sammenhæng mellem børnelivet og arbejdslivet i forhold til trivsel – og hvilken sammenhæng, der er,« siger Unni Lind.

Organiserer dagen så de undgår katastrofer

Trivsel har svære betingelser i daginstitutionen, viser forskningen. Pædagogerne stræber efter at skabe en god dag, hvor de selv og børnene har trivsel. Men hverdagen er en lang forhandling om at placere børn og voksne sådan, at personalet undgår katastrofer, forklarer hun.

»Pædagogerne løber rundt med en protokol i hånden, når der er sygdom og møder, som jo gør, at folk må gå fra deres arbejde og børnene,« siger Unni Lind.

»Jeg ser utroligt mange udmattede voksne og børn, der bliver frustrerede i hverdagen.«

Det at være til stede sammen er en mangelvare. Børnene venter. De vil gerne være sammen med de voksne, men de er svære at få fat på over længere perioder.

»Det skaber fremmedgørelse og distance. Det gør det svært at være menneske sammen med andre mennesker. Fordi du er hele tiden på vej. Du er hele tiden i gang med løse noget, at undgå en katastrofe.«

Stress smitter børnene

Janne Vestergaard er pædagog i Børnehaven Flintebakken i Horsens. Hun genkender Unni Linds beskrivelse af hverdagen i daginstitutionen. Når de voksne er pressede, er det svært at undgå, at det påvirker børnene, fortæller hun til Børn&Unge.

»Når to pædagoger står og taler sammen for at planlægge, er der helt sikkert tre børn, der står og kigger på. Tonen og måden, de voksne taler sammen på, påvirker børnene. Vi kender jo alle sammen spejlneuronerne, der gør, at er man stresset som voksen, så overfører man det til børnene,« siger hun.

»Overskud giver bare mere overskud, og underskud giver mere underskud. Sådan oplever jeg det i hvert fald tit i dagligdagen. Børnene holder sig helt instinktivt væk, hvis de møder en stresset voksen.«

Jeg ser børn, der lærer, at de ikke kan forvente, at voksne har god tid til dem. Det er en mental indstilling og en særlig måde at være i verden, som sætter sig i børnene som institutionsbørn. Det er problematisk.

^{Unni Lind, forsker}

Arbejdsmiljø hænger sammen med løsningen af inklusionsopgaven

En af de få andre forskere, der har interesseret sig for sammenhængen mellem arbejdslivet og børns trivsel i daginstitutionerne er Karen Albertsen, der er psykolog og forsker i arbejdsmiljø. I 2015 stod hun i spidsen for et forskningsprojekt om inklusion, der meget klart viste, at arbejdsmiljøet i daginstitutionerne på flere måder hænger sammen med løsningen af inklusionsopgaven.

»De institutioner, hvor arbejdsmiljøet var meget dårligt, der havde de meget svært ved at løse inklusionsopgaven. Det var helt entydigt,« siger Karen Albertsen.

Når der ikke findes mere forskning i sammenhængen mellem arbejdsmiljø og kvaliteten i arbejdet i daginstitutioner, så kan det bl.a. handle om, at dokumentation af en sammenhæng mellem arbejdsmiljøet og børnenes trivsel og udvikling kræver mange ressourcer og er svære at lave på dagtilbudsområdet, mener Karen Albertsen.

»Der er for eksempel forskning, der har set på sammenhængen mellem normeringerne på hospitalerne og antallet af fejl. Det er lettere at måle på, fordi man kan se på antallet af døde patienter og antallet af fejlmedicinering og sådan nogle ting. Det har man gudskelov ikke i daginstitutioner, men det betyder, at det er sværere at dokumentere så hardcore sammenhænge« siger hun.

Ser ikke omsorgssvigt

I den seneste tids debat om vilkårene i daginstitutionerne er bølgerne gået højt. I læserbreve i medierne og på facebook fortæller forældre og pædagoger om episoder fra hverdagen i daginstitutionerne. Ordet ’omsorgssvigt’ går igen.

»Jeg ser ikke omsorgssvigt,« fastslår Unni Lind og uddyber:

»Debatten kommer hurtigt til at handle om, at det er synd for børnene, og de voksne gør det dårligt. Det synes jeg ikke, de gør. Men jeg synes, at vi samlet set har fået skabt et hverdagsliv ude i daginstitutionerne, som gør det svært at stræbe efter trivsel og det gode liv.«

Det er en relevant kritik, der rejses i øjeblikket, mener hun. Der er få voksne og de få, der er, har travlt. Men det er ikke sådan, at hun ser mange børn, der græder, er meget kede af det eller bliver slået, forklarer hun.

»Jeg ser i højere grad bare børn, der lærer, at det ikke kan betale sig at forvente, at voksne skal have god tid til dem. Det er en mental indstilling og en særlig måde at være i verden, som sætter sig i børnene som institutionsbørn. Det er problematisk.«