Forsker i langsom pædagogik: Derfor bør I følge børnenes tid
Morgensamling klokken 9, frokost klokken 11, lur og eftermiddagsmad klokken 14. Vuggestuehverdagen er typisk styret af et fast tidsregime. Men hvad sker der, hvis pædagogerne glemmer uret og i stedet følger børnenes tid?
”En ting er klokketiden, den voksne tid eller systemets tid. Men børn har også en subjektiv tidsoplevelse, som handler om, hvad de kan komme til at gøre med hinanden,” siger forsker Crisstina Munck.
Sammen med Anja Marschall har hun skrevet bogen ’Langsom pædagogik – om tids betydning for børns hverdag i institutionen’. Den opfordrer pædagoger til at skabe ro og tid til børnenes egne initiativer og til at gentænke tempo og rytme i institutionerne.
Børn bliver afbrudt mange gange
Ideen udsprang af et forskningsprojekt om mindre børnegrupper, hvor både forskere og pædagoger fik øje på tidens afgørende rolle.
”Børns leg og nysgerrighed bliver ofte afbrudt mange gange i løbet af en dag, fordi rutinerne kalder. De lærer, at de ikke kan fortsætte med det, de er optagede af, for de skal videre til det næste,” siger Crisstina Munck.
I en institution begyndte pædagogerne at ’strække tiden’ og udsætte putning eller samling, hvis børnene var i gang med en god leg. De opdagede, at børnene ikke nødvendigvis blev kede af det eller konfliktsøgende, tværtimod opstod et nyt mulighedsrum.
”Pædagogerne sagde til mig, at de oplevede, at nu begyndte det at være pædagogisk arbejde og ikke børnepasning,” fortæller hun.
Kritik af en accelereret barndom
Langsom pædagogik er ikke en metode, men et fagligt ståsted. Crisstina Munck ser det som en kritik af en accelereret barndom, hvor børn nærmest fra fødslen anses for at være i fare for at komme bagud.
”Der er en optimeringslogik og en frygt for, at hvis vi ikke hele tiden skaber særlige udviklingsrum, så går det galt. Men mange børn finder selv ind i interesser og lege, hvis de mødes af tillid og nærvær,” siger hun.
Forskerne er inspireret af forsker Alison Clarks bog ’Slow Knowledge and the Unhurried Child’, som også kritiserer, at børns tid til ro, nærvær og udforskning bliver presset.
Kollegial refleksion er nødvendig
At arbejde langsomt forudsætter en kulturændring, understreger Crisstina Munck. Det kræver, at pædagoger har tid til at observere, reflektere og tale om praksis.
”Når pædagogerne har ordentlige betingelser for at justere praksis, kan der ske ret vilde ting,” siger hun.
Et eksempel fra bogen er pigen ’Elin’, som ofte endte i konflikter og blev holdt udenfor. Da pædagogerne satte sig ind i legen som ’legehjælp’, fik hun succesoplevelser, og de andre børn begyndte at se hende som en relevant legekammerat.
Det skal være legitimt at blive i øjeblikket
Men langsomhed handler ikke om, at alt skal foregå i slow motion. Nogle gange skal man skynde sig. Pointen er at turde blive i det, man er i gang med, også selv om der sker uro et andet sted.
”Hvis man sidder med en lille børnegruppe, er det legitimt at blive og skabe et pædagogisk møde, hvor børn får øje på hinanden og fællesskabet styrkes. Det kræver, at ledelse og kolleger deler forståelsen, ellers ender man i brandslukning. Set fra børns perspektiv er det ikke hjælpsomt,” siger Crisstina Munck.
Pædagog: Sådan arbejder vi med langsom pædagogik
Med ’langsomhedens pædagogik’ får både børn og pædagoger i Ågård Børnehus mere ro, nærvær og bedre relationer i hverdagen, fortæller pædagog Cecilie Østergaard.
Da Cecilie Østergaard startede som pædagog i Ågård børnehus i Ågård nær Vejle sidste år, var det første gang, hun hørte om ’langsomhedens pædagogik’, som Leder Karin Pihl Rasmussen havde introduceret, og som institutionen netop var begyndt at arbejde med.
”Jeg blev ekstremt begejstret og tænkte bare: ja! Det passer så godt ind i, hvem jeg er som pædagog,” siger Cecilie Østergaard.
”Jeg er fløjtende ligeglad med, om børnene får en kopitegning og et armbånd med hjem hver eneste dag. Vores børn er blevet kigget i øjnene, er blevet lyttet til, er blevet guidet og har fået nærværende pædagoger, så behøver der ikke at komme alle mulige produkter med hjem.”
Hvordan arbejder I konkret med ’langsomhedens pædagogik’ i jeres praksis?
”Jeg er ikke en fortravlet pædagog, der løber rundt for at lave store forkromede aktiviteter, men derimod følger vi børnenes spor og det, de har lyst til. For mig betyder det, at vi skaber mulighed for at se det enkelte barn. Jeg føler et bedre nærvær. Vores institution er indrettet med forskellige legemiljøer delt op i temaer. Vi pædagoger er fordelt ud i de her legemiljøer, så vi er tæt på børnene og kan guide dem i deres leg og deres relationer til hinanden, men også til os. Børn skal kunne komme til en voksen og få den tryghed, de har brug for, for så at begive sig ud i verden og undersøge den igen. Og det synes jeg, langsomhedens pædagogik kan give.”
Hvad gør I, når I kan høre det hele vælter på nabostuen, eller der opstår en konflikt på badeværelset?
”Vi har organiseret os sådan, at der hver dag er én voksen, som vi kalder ’flyver’. Det er den, der ’flyver rundt’ og tørrer numser og hjælper børnene tilbage i leg, hvis de begynder at løbe lidt frem og tilbage, så de ikke bliver rodløse. På den måde kan den enkelte pædagog få ro til at blive og lege sammen med børnene. Det giver ro og nærvær. Vi forsøger også at gøre det tydeligt for børnene, hvem der er ’flyver’. Vi har sådan en gul halskæde på, og lige nu går vi med walkie-talkie, for så kan vi kommunikere ned til den anden stue, uden at flytte os, og så vi forbliver nærværende ved børnene.”
Hvad oplever du, at tiden til ro og nærvær betyder for børnene?
”Jeg oplever børn, der bliver dygtigere til at lege og får en bedre relation til hinanden. Jeg oplever også, at børnene bliver betydeligt bedre til at løse konflikter via sproget og ikke komme til at slå. Vi arbejder benhårdt på, at børn skal være indre styret, og i det arbejde oplever jeg også, at det hjælper, at vi er nærværende. Fordi vi kan være der og se: ’hov, nu kan jeg se, du bliver vred, skal jeg hjælpe dig’? For når vi er nærværende, når vi at opdage, hvad der sker for børnene og kan guide dem.”
Hvad betyder det for dig som pædagog?
”Det giver også mig en ro. Jeg kan mærke, at mit nervesystem har det betydeligt bedre, og at jeg ikke føler mig stresset på samme måde som tidligere. Det er stadigvæk benhårdt arbejde at være pædagog i en daginstitution. Men jeg har fået mere ro i mit eget nervesystem, og jeg føler ikke, at jeg skal være tre steder på en gang. Børn kan godt have svært ved at vente og udsætte egen behov. Der kan jo godt stå tre-fire børn på en gang og sige, Cecilie, Cecilie, Cecilie. Men ved, at vi arbejder på den her måde, synes jeg, det bliver en anelse bedre. Fordi der er mere ro, både på børn og voksne.”
