Forsker i langsom pædagogik: Derfor bør I følge børnenes tid
Morgensamling klokken 9, frokost klokken 11, lur og eftermiddagsmad klokken 14. Vuggestuehverdagen er typisk styret af et fast tidsregime. Men hvad sker der, hvis pædagogerne glemmer uret og i stedet følger børnenes tid?
”En ting er klokketiden, den voksne tid eller systemets tid. Men børn har også en subjektiv tidsoplevelse, som handler om, hvad de kan komme til at gøre med hinanden,” siger forsker Crisstina Munck.
Sammen med Anja Marschall har hun skrevet bogen ’Langsom pædagogik – om tids betydning for børns hverdag i institutionen’. Den opfordrer pædagoger til at skabe ro og tid til børnenes egne initiativer og til at gentænke tempo og rytme i institutionerne.
Børn bliver afbrudt mange gange
Ideen udsprang af et forskningsprojekt om mindre børnegrupper, hvor både forskere og pædagoger fik øje på tidens afgørende rolle.
”Børns leg og nysgerrighed bliver ofte afbrudt mange gange i løbet af en dag, fordi rutinerne kalder. De lærer, at de ikke kan fortsætte med det, de er optagede af, for de skal videre til det næste,” siger Crisstina Munck.
I en institution begyndte pædagogerne at ’strække tiden’ og udsætte putning eller samling, hvis børnene var i gang med en god leg. De opdagede, at børnene ikke nødvendigvis blev kede af det eller konfliktsøgende, tværtimod opstod et nyt mulighedsrum.
”Pædagogerne sagde til mig, at de oplevede, at nu begyndte det at være pædagogisk arbejde og ikke børnepasning,” fortæller hun.
Kritik af en accelereret barndom
Langsom pædagogik er ikke en metode, men et fagligt ståsted. Crisstina Munck ser det som en kritik af en accelereret barndom, hvor børn nærmest fra fødslen anses for at være i fare for at komme bagud.
”Der er en optimeringslogik og en frygt for, at hvis vi ikke hele tiden skaber særlige udviklingsrum, så går det galt. Men mange børn finder selv ind i interesser og lege, hvis de mødes af tillid og nærvær,” siger hun.
Forskerne er inspireret af forsker Alison Clarks bog ’Slow Knowledge and the Unhurried Child’, som også kritiserer, at børns tid til ro, nærvær og udforskning bliver presset.
Kollegial refleksion er nødvendig
At arbejde langsomt forudsætter en kulturændring, understreger Crisstina Munck. Det kræver, at pædagoger har tid til at observere, reflektere og tale om praksis.
”Når pædagogerne har ordentlige betingelser for at justere praksis, kan der ske ret vilde ting,” siger hun.
Et eksempel fra bogen er pigen ’Elin’, som ofte endte i konflikter og blev holdt udenfor. Da pædagogerne satte sig ind i legen som ’legehjælp’, fik hun succesoplevelser, og de andre børn begyndte at se hende som en relevant legekammerat.
Det skal være legitimt at blive i øjeblikket
Men langsomhed handler ikke om, at alt skal foregå i slow motion. Nogle gange skal man skynde sig. Pointen er at turde blive i det, man er i gang med, også selv om der sker uro et andet sted.
”Hvis man sidder med en lille børnegruppe, er det legitimt at blive og skabe et pædagogisk møde, hvor børn får øje på hinanden og fællesskabet styrkes. Det kræver, at ledelse og kolleger deler forståelsen, ellers ender man i brandslukning. Set fra børns perspektiv er det ikke hjælpsomt,” siger Crisstina Munck.
Læs artiklen Pædagog: Sådan arbejder vi med langsom pædagogik
Læs også Pædagoger og forskere insisterer på langsomhed i hverdagen
