Pædagoger og forskere insisterer på langsomhed i hverdagen

Roen får lov at sænke sig, når pædagog Sanne Thyrgaard og børnene på stuen kigger ud ad vinduet. Hvordan er vejret? Er der blade på træerne, og hvilken farve har de? Det snakker de lidt om. 

En lille fugl kommer hoppende ... hov, nu fløj den igen. De ser på skyerne, der sejler forbi på himlen. Langsomt nyder de øjeblikket.  

Sanne Thyrgaard og kollegerne i daginstitutionen Tinsoldaten i Hvidovre er begyndt at gøre langsomhed til en dyd i hverdagen. Det handler om at have tid til, at der foregår ingenting.  

”Om at kunne komme i en slags dvaletilstand, hvor man kan falde lidt i staver. Om at have sådan en blød og rolig stund,” siger Sanne Thyrgaard. 

Betydningen af tid 

Flere institutioner i Danmark, som Børn&Unge har været i kontakt med, arbejder med ’langsomhed’ som en værdi og et fundament for deres pædagogiske praksis. Og i pædagogiske forskningsmiljøer rundt­omkring i verden begynder flere og flere forskere at skrive om begrebet slow pedagogy. 

De beskæftiger sig med betydningen af tid som en selvstændig værdi i pædagogisk arbejde. 

I mange år var der fuld fart på Sanne Thyrgaard. Der skulle ske noget, gerne hurtigt. Men et projekt om naturpædagogik forandrede hende. 

Gennem to år tog hun sammen med en kollega en dag om ugen ud i skoven med en gruppe vuggestuebørn. Under granerne og den åbne himmel mærkede hun, hvad roen i naturen gjorde ved hende, børnene og relationerne. 

”I skoven prøvede jeg en helt ny måde at være pædagog på,” siger hun.  

Langsom pædagogik vakte genklang

Til projektet var der tilknyttet en forsker fra Center for Daginstitutionsforskning, Niklas Chimirri, og en dag havde han en videnskabelig artikel fra Australien med, som han syntes, pædagogerne skulle læse. 

Den handlede om slow pedagogy – langsom pædagogik. Artiklen vakte genklang i Sanne Thyrgaard.  

”Niklas fik os til at kigge på os selv med nye øjne. Pludselig stod det klart, hvad der egentlig er betydningsfuldt i det, vi gør. Vi hang ikke i en klokkestreng, når vi var ude i skoven, som vi var vant til. Nu arbejder jeg med at inddrage de erfaringer hverdagen på stuen, hvor jeg vil skabe følelsen af god tid,” siger hun. 

Vil vokse frem nedefra

Pædagoger og forskeres insisteren på langsomhed er en modvægt til årtiers fokus på effektivitet og målbare resultater i den offentlige sektor og den opskruning af tempoet, der er sket i samfundet og i de pædagogiske institutioner. Her skal børn nå mere på kortere tid, og pædagogerne har fået meget mere travlt. 

Barndomsforsker og professor på RUC Jan Kampmann er overbevist om, at langsomhed er en tendens i pædagogikken, der vil komme til at fylde mere i de kommende år. 

”Det er helt tydeligt, at slow pedagogy eller den langsomme pædagogik er ved at vokse frem nedefra. Jeg er ikke i tvivl om, at det indenfor et-to år vil fylde enormt meget,” siger han. 

Politisk negligering af tid

Det er ikke raketvidenskab, at tid er en afgørende faktor i pædagogisk arbejde. Faktisk giver det sig selv. 

Men politisk er betydningen af tid og kontinuitet blevet negligeret alt for længe, mener forsker og docent på Københavns Professionshøjskole Crisstina Munck. Hun står bag et nyt forskningsprojekt, der i fire år har nærstuderet et forsøg med mindre børnegrupper i Københavns Kommune.

”Vi har mistet blikket for betydningen af tid. Men hvis man skal arbejde med børns perspektiver, kræver det en form for langsommelighed. Ellers er det fuldstændig umuligt at tune ind på, hvad børnene egentlig fortæller. Det er jo ikke altid, at de kommunikerer med ord. Det kan være mimisk, med blikket, eller hvad de rækker ud efter – de helt små fine måder at være til stede på,” siger hun.

Kvalitet handler både om faglighed og kontinuitet

Der er et stort fokus på pædagogernes faglige kvalifikationer, men ideen om, at ’hvis bare vi sætter en dygtig pædagog ind, så klarer hun ærterne’, holder ikke. 

At flytte rundt på det pædagogiske personale som ludobrikker fungerer fint ud fra et vagtplanshensyn, men skidt fra et børneperspektiv. For kvalitet fra et børneperspektiv handler ikke alene om faglighed, men også om kontinuitet i relationsarbejdet, understreger Crisstina Munck.

”Relationer baserer sig på tillid, og tillid kan du ikke fremprovokere eller forcere. Tillid kræver tid. Det kræver, at du lærer en børnegruppe og deres familier at kende. Det sker ikke fra den ene dag til den anden,” siger hun. 

Vi skal tale langsomheden frem som værdi

Langsomhed er vigtigt, først og fremmest fordi de udviklende øjeblikke er så truede, mener kandidat i pædagogisk psykologi fra DPU Anja Kristine Hvidberg Olsen. 

Som indehaver af Relationsformidlerne og partner i KompetenceUniverset holder hun kurser for pædagoger, lærere og pædagogiske ledere, der ønsker nye redskaber til at styrke relationerne. 

Hun ser et behov for at tale langsomheden frem som en selvstændig værdi i pædagogisk praksis, fordi konkurrencestaten har sneget sig helt ned i vuggestuen med mantraer om større, bedre, hurtigere. Det, der kan måles og dokumenteres, bliver tillagt højere status end det nærværende og udviklende øjeblik.  

Barnet kan ikke spejle sig i travle voksne

”Vi farer rundt til alt muligt, og det går ud over nærværet. Når vi har travlt, stjæler vi barnets mulighed for at kunne spejle sig i den voksne. Det går ud over børnenes empatiudvikling. For den udvikling understøttes, når barnet møder en voksen, der er interesseret, afventende og responsiv i kontakten. Når barnet derimod møder en voksen, der ikke er til stede og har travlt med noget andet, vil det registrere det som en afvisning,” siger Anja Kristine Hvidberg Olsen.

Problemet er at pædagoger konstant bliver hevet væk fra nærværet, fordi de er for få og skal bruge tid på at dokumentere, teste, sprogscreene og så videre.

Det øjeblik, da Sofus fandt en mariehøne og kigge på os

”Men hvordan kan vi dokumentere, at der lige i det øjeblik, da Sofus fandt en mariehøne og kiggede op på os, skete noget afgørende for hans oplevelse af at have værdi i verden? Det er de øjeblikke, vi skal tilbage til,” argumenterer Anja Kristine Hvidberg Olsen. 

Men det er ikke så ligetil. 

”Jeg hører mange pædagoger fortælle, at de føler dårlig samvittighed, når de ’bare’ sidder i sandkassen med børnene. Selv om det faktisk er kerneopgaven at indgå en gensidig nærværende følelsesmæssig kontakt til børnene. At sikre udviklende øjeblikke og støtte børnene henimod en tryg tilknytning.” 

Læs også Alison Clarksons gode råd til pædagoger i artiklen 4 gode råd: Sådan giver I langsomheden plads i hverdagen.