Din forståelse af legen afgør, hvordan du handler og deltager

Forestil dig en gruppe børn i børnehaven, der er i gang med at lege dinosaurer. Bruger du anledningen til at fortælle dem lidt om, hvornår dinosaurerne levede, og hvad de forskellige typer hed, og hvordan de så ud? Eller bliver du optaget af, om de samme børn har de samme roller igen og igen. Og bekymrer du dig om, at nogen er udenfor og skal inkluderes i legen? Lader du børnene lege uden at forstyrre? Eller forvandler du dig selv til en farlig Tyrannosaurus Rex og leger med?

Hvad du gør som pædagog, afhænger af, hvordan du ser og forstår børnenes leg i situationen.

”Pædagoger er nødt til at udvikle et bredt handlerepertoire, så de kan handle på leg på flere måder,” siger Christina Haandbæk Schmidt, docent og ph.d. ved UCL, der har gransket legen i forskningsprojektet ’Et praksissprog for leg’.

Tre forskellige legeforståelser

Leg er  nemlig langt fra et entydigt fænomen, derimod er flere forskellige legeforståelser i spil i praksis. I projektet har forskerne undersøgt, hvordan legen forstås af henholdsvis pædagoger i praksis, i politiske dokumenter og i forskningslitteraturen. Gennem deres analyser har de fundet tre forskellige forståelser af leg, som bygger på hvert deres barnesyn og har hver deres udfordringer.

”Vi håber, at vi kan sætte gang i drøftelser af, hvordan vi forstår leg ude i børnehusene. At vi bliver klogere på, hvordan vi handler, når vi møder børns leg. De drøftelser kan forhåbentlig skabe bedre legebetingelser for børnene i daginstitutionerne og udvikle et mere præcist fagsprog for leg,” siger forskeren.

Leg er og skal være mange ting

Debatten om legen blussede op igen, da den styrkede pædagogiske læreplan fra 2018 satte legen i centrum, og i blandt andet Børn&Unge er fronterne blevet trukket op mellem fortalere for leg som et middel til læring og fortalere for børns ret til at lege uden indblanding fra voksne. Men ifølge Christina Haandbæk Schmidt er det en forfejlet kamp at kæmpe om én forståelse af legen.

”Så mister man blikket for, at leg kan og bør være mange ting. Hvor leg som middel til læring tit bliver opfattet som meget instrumentelt, bliver fri leg romantiseret. Vi vil gerne vise, at der i spændingsfeltet mellem de to forståelser er tre forståelser af leg, som alle tre har deres berettigelse," siger hun.

Forskerne er dykket ned i både lovtekster og forskningslitteraturen, og de har interviewet pædagoger i daginstitutioner. Her har de fundet tre forskellige legeforståelser, som går igen, og som kommer til udtryk i både politiske dokumenter, pædagogisk praksis og forskningen.

Leg som læring dominerer i dagtilbudsloven

Den første er en forståelse af ’leg som læring’. Den er især udbredt i de politiske dokumenter, som forskerne er dykket ned i. Det er blandt andet dagtilbudsloven og det vejledningsmateriale til læreplanen, som ministeriet har udgivet. Her bliver legen langt hen ad vejen forstået som et middel til at opnå læring, forklarer Christina Haandbæk Schmidt

”Mange pædagoger går lige nu og jubler over, at legen er tilbage. Men vi kan se, at leg egentlig bare skal være med til at udvide læringsbegrebet, sådan ikke det ikke bliver ’røv-til-sæde-pædagogik’. Legen er ikke en erstatning for læring, men nærmere en tilføjelse til læring,” siger hun.

Men leg som læring er også udbredt i praksis. Forskerne har set eksempler på, at pædagoger bruger legen i forbindelse med rutineopgaver, for eksempel til at lære børnene at rydde op.

Leg skal ikke kun være lærende

”Der er gode eksempler på, at læring kan gøres legende. Men det er ikke leg, det er en legende didaktik,” siger forskeren.

Udfordringen opstår, hvis forståelsen af leg som læring får lov at dominere i alle de sammenhænge, hvor børn leger. For pædagoger bliver let meget optagede af, at børn skal lære noget bestemt, når de arbejder med læreplaner og læringsmål, forklarer hun.

”Hvis de så kommer forbi nogle børn, der leger dinosaurer, kommer de let til at gøre legen til noget andet end det, børnene faktisk leger, fordi pædagogerne er optagede af, at nu kan børnene da lige lære noget om dinosaurerne, hvornår de levede, og hvordan de så ud. Men så ødelægger de jo legen,” siger Christina Haandbæk Schmidt.

Pædagoger ser leg som udvikling

Den anden forståelse er den, de fleste pædagoger abonnerer på. Den handler mere om udvikling og inklusion end om læring, forklarer forskeren. Her tænkes legen som et fællesskab, børnene skal være i for at udvikle sociale og personlige kompetencer. 

”Som pædagog er man optaget af at være med til at udvikle legen, så den ikke går i stå. At alle børn får plads og kan kommunikere med hinanden på en god måde,” siger forskeren.

Den forståelse af leg som udvikling dominerer blandt pædagoger i praksis, viser forskningen.

Mere end et middel til inklusion

”Pædagogerne er optagede af, at alle børn skal være med i et legefællesskab, og inklusionsdagsordenen er meget tydelig for dem. Vi vil gerne opfordre til, at den forståelse ikke kommer til at dominere unødigt, og at pædagogerne også skaber plads til andre forståelser,” siger forskeren.

”Når pædagogerne fokuserer for meget på udvikling og inklusion, kan det nemt tippe over til en bekymring for, om alle børn nu er med, og om børnene udvikler sig godt nok i legen.”

Leg som dannelse udfordrer

Den tredje forståelse er ’leg som dannelse’, som især er udbredt i forskningslitteraturen. Her forstås legen som en fundamental udtryksform for børn, der leger, fordi de vil lege – ikke fordi de skal lære eller udvikle noget specifikt. Det er den leg, vi ofte kalder ’fri leg’, og som børn ifølge både dagtilbudsloven og FN’s Børnekonvention har ret til.

”Pædagoger er helt med på, at det er supervigtigt og måske det vigtigste for børn, når de går i daginstitution. Men samtidig kan de have svært ved, hvordan de selv skal agere i forhold til den spontane og børneinitierede leg,” siger Christina Haandbæk Schmidt.

Skal jeg selv lege?

Hun efterlyser svar i både forskning og praksis på, hvordan pædagoger kan arbejde med legen som dannelse.

”Spørgsmålet er, hvordan en pædagogisk kompetence også omfatter at arbejde med den spontane og børneinitierede leg? Skal jeg selv lege som pædagog? Hvordan undgår jeg at ødelægge børnenes leg og det, de er optagede af? Hvordan undgår jeg at sætte en lærings- eller udviklingsdagsorden ind her?”