Digitale skemaer gør børn til problemet: Pædagoger kan ikke holde det ud
Pædagoger i danske dagtilbud bruger en stor del af deres tid og ressourcer på at indtaste og udfylde skemaer om børnenes trivsel, sociale, motoriske og emotionelle kompetencer og sprog i digitale systemer som TOPI (Hjernen og Hjertet), Kompetencehjulet og TRAS. Vurderingsredskaber, der i dag er udbredt i langt de fleste kommuner.
"Redskaberne til kortlægning af børn er blevet så udbredte i kommunerne og i praksis, at vi efterhånden må sige, at arbejdet med dem er en uomgængelig del af det at være pædagog. Derfor er det relevant at undersøge og at skabe faglige samtaler om, hvordan det gøres i praksis, og hvilken betydning det får," siger forsker Line Togsverd, der sammen med en gruppe kolleger ved UC Syd har undersøgt brugen af de digitale kortlægningsredskaber i pædagogisk praksis.
Forskningen rejser spørgsmålet om, hvordan den ganske omfattende kortlægning af børn får betydning for børn og pædagoger, og om det har konsekvenser for hverdagen i daginstitutionerne.
Tastetid ved computeren fylder i hverdagen
For det første bruger pædagogerne en del tid på at udfylde digitale skemaer. Tastetid ved computeren fylder meget i hverdagen ude i institutionerne, viser undersøgelsen.
"Det tager rigtig lang tid. Pædagogen skal gå fra børnene og sætte sig ind på et kontor eller en arbejdsplads, der er indrettet til det, fx på personalestuen, åbne computeren og taste ind i skemaer. Fælles for de her redskaber er nemlig, at de alle er digitale," siger Line Togsverd.
De digitale redskaber bliver i høj grad indført af forvaltningerne og begrundet med, at det er godt at have noget ensartet at vurdere børnene med. Argumentet er, at det ikke er pædagogernes subjektive vurderinger, der former deres blik på børnene, men at der skabes data, som er sammenlignelig på tværs af kommunen. Mange pædagoger oplever da også selv, at brugen af de digitale redskaber gør dem systematiske, grundige og faglige.
Forsker: Er data objektiv og neutral?
Line Togsverd sætter dog grundlæggende spørgsmålstegn ved, hvorvidt den data faktisk er så objektiv og neutral, som både pædagoger og forvaltning begrunder brugen af koncepterne med.
"Når man som forsker sidder med i indtastningssituationerne, bliver det meget tydeligt, at vi må sætte spørgsmålstegn ved, om det faktisk forholder sig sådan. Ikke fordi pædagoger vil snyde eller gøre forkerte ting, men fordi det at oversætte sådan nogle standarder til konkrete børn og konkrete børneliv kræver et stykke oversættelsesarbejde. Og pædagogerne er nødt til at rulle alle mulige forskellige strategier ud," siger hun.
Man kommer til at kigge efter mangler
Helt grundlæggende etablerer kortlægningsværktøjerne et 'standardbarn', som det levende barn måles op imod, påpeger forskeren.
"Vi kan se, at pædagogerne bliver vældigt optagede af ikke at få barnet til at fremstå alt for sort-hvidt," siger Line Togsverd.
Pædagogerne befinder sig i et spændingsfelt mellem på den ene side at være loyale over for værktøjet og på den anden side at være loyale over for det konkrete barn, som bliver vurderet ud fra faste kategorier og standarder i skemaet. Og når man vurderer et barn og klikker af i skemaet, kan barnet nemt komme til at fremstå som et barn med mange mangler.
”Det er sådan et par briller, man tager på, og selvom man ikke vil det, kommer man til at kigge efter, hvad der er barnets problem, som gør, at det ikke lever op til standarden i skemaet. Hvis der hele tiden står 'kan ikke', 'kan næsten' og 'kan med hjælp', tegner man et billede af et barn som relativt mangelfuldt. Det kan de fleste pædagoger slet ikke holde ud,” siger hun.
Data bliver motor i forældresamarbejdet
Det bliver problematisk, fordi den data, som pædagogerne producerer i systemerne, ofte også fungerer som en 'motor' i forældresamarbejdet, påpeger Line Togsverd. Når pædagogerne har samtaler med forældrene i løbet af barnets tid i daginstitutionen, er data i meget høj grad udgangspunktet. Systemerne er ofte indrettet sådan, at når pædagogen er færdig med at foretage sine vurderinger, kan hun trykke på en knap, og så genererer systemet en lang rapport, som kan sendes til forældrene via Aula.
"Men mange af pædagogerne fortæller os, at det gør de ikke. De er nødt til lige at forberede forældrene først," siger Line Togsverd:
"Det er jo data, der som udgangspunkt problematiserer barnet, barnets kunnen og barnets gøren. Det bliver ret følsomt og vanskeligt at have med at gøre for pædagogerne. Vi kan se, at pædagogerne gør sig rigtigt mange tanker om, hvordan de kan aflevere det her til forældrene."
Redskaber anvender et ’psykologisk og patologiserende sprog’
Der er behov for mere forskning i og en bredere diskussion af, hvor de mange kortlægningsredskaber leder pædagogernes fokus hen, understreger Line Togsverd.
"Vi har lavet kvalitativ forskning i få dagtilbud og set nogle situationer, og vi kan ikke vide, om det er sådan alle steder. Men hos os skaber det en opmærksomhed på, at kortlægningsredskaberne retter pædagogernes øjne i retning af det enkelte barn og placerer problemerne der," siger hun.
Nogle af de redskaber, som mange daginstitutioner bruger, anvender det, som Line Togsverd kalder et ’psykologisk og patologiserende sprog’.
"De ser efter særlige typer af adfærd hos børnene. Det handler for eksempel om selvregulering, eller om barnet er emotionelt stabilt og har sociale kompetencer," forklarer hun.
Barnet bliver problemet, relationerne og konteksten ryger ud af fokus
Når man ser efter, om barnet kan eller ikke kan regulere sig, bliver det mindre oplagt at se på, hvad barnet eventuelt protesterer imod. Det bliver til barnets individuelle problem, hvorimod man fra en mere pædagogisk synsvinkel vil interessere sig for konteksten og relationerne, forklarer forskeren: Hvad ved den her samling gør, at barnet protesterer? Er aktiviteten meningsfuld for barnet? Eller er barnet interesseret i noget andet og vil ikke sidde stille?
”Redskaberne får os til at pege på barnet som problemet, og at barnet skal tilpasses den struktur, vi har. Det bliver meget vanskeligt at komme til at problematisere og spørge sig selv: Er den struktur, vi har, hjælpsom for børnene?”
Praksis bliver drejet i retning af at ’træne’ børn
Redskaberne til kortlægning handler om at gøre status på, hvor børnene er i deres udvikling lige nu. Det retter også nemt vores fokus mod, hvad barnet skal lære for at komme videre til næste trin og på højde med næste måling, påpeger forskeren. Men, som alle pædagoger jo godt ved, udvikler børn sig slet ikke ens.
”Redskaberne ser ud til at virke ind i et maskineri, hvor det bliver logisk og rimeligt i meget høj grad at indrette hverdagslivet – ikke efter hvad der interesserer børnene lige nu, men efter hvad de skal kunne senere. Vi skal spørge os selv, om praksis bliver drejet i retning af ’teaching for the test’ og i at ’træne’ børn i det, de mangler,” siger Line Togsverd.
Det står i modsætning til dagtilbudsloven og læreplanen, hvor intentionen er, at pædagogerne arbejder med læringsmiljøet og ikke det enkelte barns læring, påpeger forskeren.
”Her er det præciseret, at der ikke skal beskrives mål for det enkelte barn, men at der skal fokuseres på læringsmiljøet. Spørgsmålet er, om de her redskaber faktisk gør det.” siger Line Togsverd.
Giver koncepterne mening for et fireårigt barn?
Der er mange penge på spil, påpeger forskeren, da private virksomheder udbyder kortlægningsværtøjerne og sælger licenser til at bruge dem.
”Der er tale om store investeringer i det hele taget, fordi kommuner og institutioner har opbygget en hel infrastruktur omkring redskaberne. Og pædagoger og ledere har investeret deres tid og faglighed. Det gør det endnu mere nødvendigt, vigtigt og rimeligt, at vi forholder os kritisk,” siger Line Togsverd.
”Pædagogik handler altid om at spørge sig selv: Hvorfor og for hvis skyld? På hvilke måder er det her hjælpsomt og ønskværdigt? Og hvilke mål vil vi have? Giver de mål, som implicit sættes op i de her systemer, mening? Og for hvem giver de mening? De giver måske mening for konkurrencestaten, men giver de også mening for et fireårigt barn?”
