Psykologer i ny bog: Giv hjernen bedre arbejdsbetingelser

Pædagoger ansat i dag- og døgninstitutioner oplever i høj grad, at det psykiske arbejdsmiljø er belastet. Hver femte føler, at ­muligheden for at levere kvalitet i arbejdet er lav. Næsten halvdelen oplever, at arbejdsindsatsen ikke hænger sammen med belønningen. Pædagoger har højere ­syge­fravær end andre og går oftere syge på arbejde af hensyn til deres kolleger. Det viser en ny undersøgelse, FTF har foretaget.
Samtidig mistrives danskerne generelt som aldrig før: Vi er mere stressede, deprimerede og mentalt udkørte, dokumenterer tal fra  sundhedsstyrelsen.

Og det er der ikke noget at sige til.

Menneskets hjerne er nemlig slet ikke gearet til det moderne liv. Det mener ­psykologerne Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen, der netop har udgivet bogen ’Hjernen på overarbejde – derfor er ­compassion vores vej til et bæredygtigt liv og samfund’.

Selvom det moderne menneske har både teknologiske, sundhedsmæssige og sociale goder, som det ikke tidligere er set i menneskets historie, har vi heller aldrig set mental mistrivsel stige så voldsomt som nu, fortæller Henrik Tingleff.

»Det er lettere end nogensinde at være ­menneske i dag, og samtidig har vi aldrig haft det dårligere,« siger han.

Hjernens design

Ifølge Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen er hjernens ­design en del af forklaringen. Menneskehjernens kontrolcenter består overordnet set af tre ­følelsesregulerende systemer, der samlet set styrer, hvad vi gør, og hvordan vi har det:

Motivationssystemet sørger for at motivere os til at opnå det, vi gerne vil. Det ­beroligende system går i gang, når vi føler os tilfredse, rolige og afslappede. Trusselssystemet ­sætter ind, når hjernen opfatter en trussel. Så ­vurderer vi lynhurtigt, om vi skal bekæmpe truslen eller flygte fra den.

Trusselssystemet er designet til at være aktivt meget kort tid ad gangen, men i det moderne konkurrencesamfund, hvor der konstant skal præsteres, måles og vejes, er vi stort set altid i alarmberedskab eller på vej imod næste udfordring, fortæller Vibeke Lunding-Gregersen.

»Det helt grundlæggende problem er, at vi har skabt et samfund, der primært ­taler ind i trusselssystemet og motivations­systemet, mens der er alt for lidt aktivitet i det ­bero­ligende system,« siger hun.

Mennesket er som udgangspunkt designet til at skulle slappe af, når det har opnået noget eller har overkommet en forhindring, men ofte springer vi den del over. Vilkårene i det moderne liv med effektivisering, optimering og nedskæringer betyder, at hjernen konstant er på overarbejde, og alt for sjældent får den pause, den har brug for. Det skaber stress og mistrivsel.

»Lige så snart vi har nået et mål, sættes der et nyt mål. Så er der bare noget nyt, vi skal skal nå. Vi skal altid mere, hurtigere og bedre. Hele tiden,« siger Vibeke Lunding-Gregersen.

Vær opmærksom

At vi i så høj grad mis­trives og får stimuleret hjernens ­bero­ligende ­system alt for lidt, skyldes især ­rammerne for det moderne liv, mener ­Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen.

»De efterlader meget lidt plads til ud­vikling af den bedste overlevelsesmekanisme, vi har – evnen til at mærke efter, være opmærk­somme og udvise medfølelse, som er afgørende for menneskets position som evolutionær ­sejrherre,« siger Vibeke Lunding-Gregersen.

I en tid, hvor fordybelse og ro ­nærmest er fyord, får vi ikke udviklet den evne ­tilstrækkeligt. Det kan begrebet ­compassion hjælpe os med at lave om på, mener­ for­fatterne. Compassion handler om at få ­skærpet ­opmærksomheden på egne og ­andres handlemønstre og kan bruges som et pædagogisk værktøj til at finjustere omsorgen både overfor én selv, kolleger, børn og forældre, forklarer Henrik Tingleff.

»Hvis man har de følelsesregulerende ­systemer i baghovedet og er opmærksom på, ’hvor er jeg, hvor er min kollega, den for­ælder eller det barn?’, så kan man bedre hjælpe hinanden med at bevare balancen og dermed overblikket,« mener han.

Rammes hårdt

For pæda­goger, der ­konstant er udfordret på deres faglighed, er der i særlig grad risiko for ubalance i hjernens tre følelsesregulerende systemer, mener ­Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen.

»Du kan måske gange de uheldige ­mekanismer med to eller tre for pædagoger. De er udsat for effektiviseringer og ­ændringer i ­normeringer, og det øger presset på den ­enkelte. Vi har samtidig en generation af forældre, der stiller store krav til, hvad deres børn skal lave og lære i børnehaven og SFO’en. Der er personlige udviklingsplaner, som skal indrapporteres, og børnene skal måles, vejes og testes. Trussels- og motivationssystemet er konstant på overarbejde blandt pædagoger,« siger Henrik Tingleff.

Netop forringede arbejdsvilkår, færre ­uddannede personaler og flere børn til ­færre voksne kan gøre det svært at skabe den ­nødvendige kvalitet i arbejdet som ­pædagog. Det giver en følelse af konstant at gå på ­kompromis. Når arbejdsmiljøet er ­presset til det yderste, er det ikke bare skidt for den enkelte pædagog – børnene bliver også ramt. Det kan nemlig slet ikke undgås, at det går udover børnene, hvis ­personalet ikke trives, fastslår Vibeke Lunding-Gregersen.

»Det er jo et paradoks i det moderne ­samfund, at vi på den ene side har fået skabt et samfund og nogle rammer, som kræver, at begge forældre er udearbejdende. På den anden side forringer vi konstant vilkårene i de pasningstilbud, som vi tilbyder vores børn. Ubalancen hos personalet smitter af på deres mulighed for at understøtte balance og trivsel hos de børn, hvis udvikling de har fået et kæmpe ansvar for at sikre,« siger hun.

Fælles ansvar

Man kan godt få det ­indtryk, at det er op til den enkelte med­arbejder at redde hele verden, men compassion er ifølge forfatterne ikke en mirakelkur. Det er ikke compassion at nå det hele og gøre alt for alle.Tværtimod, understreger ­Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen.

»Hvis jeg er den eneste pædagog på ­stuen og konstant har nye medhjælpere og sygemeldte kolleger, så er jeg under fundamentalt pres. Der findes ingen magisk knap, jeg kan trykke på, og som kan løse det hele for mig. Men jo mere pres, jeg er under, jo ­vigtigere er det, at jeg giver min hjerne ­optimale arbejds­betingelser. For eksempel ved at være ­opmærksom på hjernens tre følelses­regulerende systemer,« siger Henrik Tingleff.

Compassion handler også om at være opmærksom på sin egen trivsel og forsøge at stimulere sin egen hjernes beroligende system. Vi begår fejl og træffer markant dårligere beslutninger, når hjernen er på overarbejde. Derfor giver det ikke mening at løbe stærkere, springe pausen over ­eller at gå på arbejde, selvom vi er syge, for det et netop der, vi kommer til at vrisse af ­kollegaen eller reagere uhensigtsmæssigt overfor et barn eller overfor familien, når vi kommer hjem. I værste tilfælde bliver vi udkørte og udbrændte, og så har vi ikke opnået noget som helst, mener psykologerne.

»Compassion ændrer ikke på de grundlæggende problemer med effektiviseringer, normeringer og produktionskrav, men hvis vi hver især bruger vores viden om, hvordan vores hjerner arbejder til at give plads til ­relationer og reaktioner og forsøge at forstå, hvorfor vi eller folk omkring os gør, som de gør, så får vi mulighed for at give hjernen bedre arbejdsbetingelser,« forklarer Vibeke Lunding-Gregersen.

»Derfor kan compassion gøre en mærkbar forskel for den enkelte medarbejder og arbejdsplads,« supplerer Henrik Tingleff.