Lederforeningen i BUPL øger presset for at styrke ledernes vilkår og indflydelse
Pædagogfaglige lederes rolle er afgørende for kvaliteten. Men deres rolle er også mere udfordret end nogensinde.
Opgaverne er blevet mere komplekse, forventningerne til ledelse tæt på praksis er steget, og presset på rekruttering, trivsel og økonomi er markant.
Og for at imødekomme de udfordringer er der behov for, at BUPL lokalt bedst muligt varetager de pædagogfaglige lederes interesser, samt for at Lederforeningen i BUPL sætter turbo på arbejdet med at styrke ledernes trivsel i jobbet.
Sådan lyder konklusionen oven på Lederforeningen i BUPL's landsmøde i Nyborg, som blev afholdt i Nyborg 23. april 2026. Landsmødet blev afholdt i forbindelse med Den Nationale Lederkonference 2026, hvor mere end 400 pædagogfaglige ledere deltog.
Helt konkret vedtog de delegerede på landsmødet:
- En indsats for at sikre, at ’ledernes faglige, politiske og organisatoriske interesser mest hensigtsmæssigt kan understøttes fremadrettet.’
- Et nyt program for Lederforeningens arbejde frem mod 2029 med 3 indsatsområder:
1. bedre betingelser for pædagogfaglig ledelse
2. for bedre psykisk arbejdsmiljø for lederne
3. lederløn, der modsvarer opgaver og ansvar
Genvalgt lederformand glæder sig over solidt fundament: Vi er ikke færdige
Lederforeningen har nu et solidt fundament for at sætte turbo på arbejdet med at styrke ledernes trivsel og arbejdsvilkår. Det glæder Kristine Schroll, som på landsmødet blev genvalgt som formand for Lederforeningen i BUPL uden modkandidater.
”Vedtagelsen af det nye arbejdsprogram baner vejen for at fortsætte ad det spor, vi har arbejdet i de seneste to år. Vi har helt bevidst valgt ikke at tage nye fokuspunkter ind i arbejdsprogrammet simpelthen fordi vi ikke mener, vi er færdige med arbejdet for at sikre, at lederne har de nødvendige vilkår for at kunne bedrive god pædagogfaglig ledelse og trives i jobbet,” siger hun.
Læs mere om det vedtagne arbejdsprogram i faktaboksen nederst i artiklen.
Vedtaget: BUPL’s lokale leder-arbejde skal tjekkes
De delegerede på landsmødet vedtog også, at BUPL’s arbejde for pædagogfaglige ledere lokalt skal tjekkes efter i sømmene: Der skal laves en evaluering, som skal munde ud i anbefalinger til, hvordan ’ledernes faglige, politiske og organisatoriske interesser mest hensigtsmæssigt kan understøttes fremadrettet.’
Baggrunden er, at det ifølge Lederforeningen går for langsomt med omstillingen til den nye organisering af lederarbejdet, som BUPL’s kongres vedtog i 2024.
”Kongresbeslutningen i 2024 blev vedtaget med intention om at skabe nye deltagelsesmuligheder for lederne samt at bringe lederne tættere på de lokale fagforeninger. I Lederforeningen oplever vi ikke, at disse ting er sket i tilstrækkelig grad. Derfor vil vi have en evaluering af præcist, hvad der fungerer og ikke fungerer. Kort sagt: Hvilke knapper skal vi skrue på for at gøre samarbejdet bedre for leder-medlemmerne i BUPL,” siger Kristine Schroll.
Plan frem til 2029 er klar: Formand ser to succeskriterier
Med landsmødet vel overstået ligger planen for Lederforeningen i BUPL’s arbejde frem til 2029 altså klar. Og formand Kristine Schroll ser to succeskriterier foran sig:
”Vi har indsamlet en stor viden om ledernes trivsel og deres vilkår for at bedrive god pædagogfaglig ledelse. Den viden skal der nu handling bag, og vi skal bruge den til i højere grad at få sparket dørene ind til de kommunale forvaltninger. Desuden er det klare mål, at vi i 2029 skal være nået frem til en struktur, hvor lederne ser sig selv have en større plads i BUPL, og at BUPL i endnu højere grad vil være det naturlige valg for dem som leder,” siger hun.