Margrethe Brun advarer: Pas på med bombastiske legetøjsregler

De fleste forældre og pædagoger kender situationen, for den er ganske kendetegnende for den måde, børn reagerer på, når de er glade for et nyt stykke legetøj: De vil dele glæden og begejstringen med deres nærmeste, som for en fireårig er dem, man går i børnehave med, fortæller psykolog Margrethe Brun, der har beskæftiget sig med det pædagogiske område i mange år.

Men hvad var der sket, hvis Sofie var barn i jeres børnehave?

Det afhænger af, hvor Sofie bor, for regler om privat legetøj deler de pædagogiske vande. Og det er der god grund til, for hvad der kan være godt for den ene institution, er ikke nødvendigvis godt for den anden, mener psykologen.

Legetøj som objekt

Det kan være svært at vurdere, om det giver mest mening at forbyde legetøjet, at indføre ’legetøjsfredag’, eller om legetøjet må flyde frit mellem hjem og institution.

Men før man beslutter sig for institutionens praksis, må man forstå, at for børn er legetøj mere end bare en genstand, understreger Margrethe Brun. For nogle har det en afgørende og trøstende effekt, og det kan især usikre eller nye børn have brug for. Legetøjet bliver et overgangsobjekt, siger Margrethe Brun.

»Et overgangsobjekt er en genstand, som barnet har knyttet sig til og derfor kommer til at repræsentere hjemmet og tryghed. Den bliver trøsteren, når det hele er for overvældende. Legetøj er meget repræsen­tativt, fordi det minder om det trygge ved hjemmet,« siger hun og tilføjer, at der her er tale om legetøj, som barnet føler en bestemt tilknytning til.

»Der er stor forskel på legetøj, men tit er bamser og plysdyr noget, som børnene har sovet med og derfor også har dannet en form for tilknytning til. Jeg kender ingen institutioner, hvor man, når man begynder, ikke må have en lille ting med hjemmefra, der minder om hjemmet,« siger Margrethe Brun.

Eksemplet med Sofies fødselsdagsgave er noget helt andet, og derfor er der også brug for en anden legetøjspolitik overfor den type legetøj, end der er over for puttebamsen, mener Margrethe Brun.

For når mange institutioner vælger at sige nej til privat legetøj, så handler det ikke om, at børn ikke må have en trøstegenstand med. Det handler i stedet om, at det private legetøj kan skabe konflikter.

»I børnehaven gælder det, at legetøjet er alles, og derfor kan pædagogen sige: ’Når Tobias og Ellen er færdige med at lege med det, så kan du få det’. Det kan være svært at sige, når det er legetøj, som børnene har med hjemmefra,« siger hun og tilføjer, at også forældrene kan opleve unødigt mange konflikter, når børnene om morgenen skal vælge, hvad der skal med i daginstitutionen:

»Jeg hører tit fra forældre, at hvis det er i orden at tage legetøj med, så giver det problemer om morgenen, for hvad skal man have med? Og hvis man kun må have én ting med, hvad gør man så, hvis man vil have en lægetaske fyldt med udstyr med?«

Ingen retningslinjer

Derfor bør reg­lerne, uanset hvilke man vælger, tage afsæt i den konkrete børnegruppe. Og netop derfor er det svært at komme med klare retningslinjer for, hvilke regelsæt der fungerer bedst, siger Margrethe Brun.

»Hvis det bliver et problem for barnet at komme ud ad døren, fordi det ikke ved, hvad det skal vælge, og hvis det giver for mange konflikter, som man ikke synes, man får has på, måske på grund af aldersspredningen eller jalousi i børnegruppen, så lav om på jeres regler. Aftal i stedet, at legetøjet må komme med én gang om ugen eller om måneden,« siger hun.

Smidige regler

Selvom konfliktniveauet kan være højt, når børn må tage deres eget legetøj med, så undgå for bombastiske regler, advarer Margrete Brun.

»Børn i tre-til fireårsalderen vil rigtig gerne vise deres nye ting frem, så man skal passe på med at have en regel uden undtagelser, for det har altså betydning, når et barn kommer og vil vise noget. Det handler ikke om, at barnet vil blære sig, men om at man skal se barnet og nyde den glæde, barnet har ved at vise noget nyt og være i centrum,« siger hun og opfordrer til, at alle institutioner gør sig klare overvejelser om emnet, men samtidig er fleksible. Når Sofie ønsker at vise sin My Little Pony til sine bedste venner og pædago­gerne, kan den vises frem i forbindelse med samling på stuen – og derefter lægger man den ud på barnets plads.

»Lav regler, hvor barnet har plads til at glæde sig over sit nye legetøj. Det kan være en god anledning til, at barnet kommer i fokus, samtidig med at de andre får lov til at røre ved legetøjet og snakke med om det. Det gælder især i institutioner, hvor men ikke har en legetøjsdag,« råder Margrethe Brun, der foreslår, at de vedtagne regler meldes klart ud til forældre og børn, så ingen er i tvivl om, hvad man må og ikke må tage med.

»Min holdning er, at institutionen skal have en klar holdning til, hvad de signalerer, og så skal man have en aftale med forældrene om, at man prøver det af et års tid for at se, hvordan det fungerer. Man kan være heldig, at man har en personale-og børnegruppe, hvor det bare fungerer, men hvis det ikke gør, skal man handle på det. For mig er det vigtigste, at man får diskuteret sig frem til en holdning, så man ved, hvordan man griber det an, for eksempel når man står overfor dilemmaet med, hvordan man definerer ét stykke legetøj.«

Forældre med på råd

Legetøjsregler er som udgangspunkt en pædagogisk beslutning, men det kan give mening at tage forældre eller forældrebestyrelsen med på råd. Det gør det lettere at se problematikken fra alle sider, inden man vedtager en regel.

»Nogle mener for eksempel, at hvis barnet har fået nyt legetøj, så kan man invitere vennerne hjem og lege med det, og det er jo rigtigt. Men der kan jo gå lang tid, før mor og far har tid til en legeaftale. Så reglerne skal tage udgangspunkt i, hvad børnene trives med, men også hvad pædagoger og forældre trives med,« siger Margrethe Brun og understreger, at spørgsmålet i høj grad handler om, hvilken type man er.

»Når nogle institutioner i flere år kan trives med ikke at have regler på området, er det ofte, fordi forældre og pædagoger har et afslappet forhold til tingene og for eksempel accepterer, at legetøjet kan blive væk, men nok dukker op på et tidspunkt,« siger hun og understreger igen vigtigheden af, at pædagogerne er helt klare i mælet om, at hverken de eller ledelsen kan tage ansvar for det private legetøj, når det er med på besøg i institutionen.

Uanset hvilke regler der fungerer i ens institution, råder Margrethe Brun til altid at omfavne børnenes lyst til at vise deres legetøj, fordi det giver adgang til en side af barnet, man måske ellers ikke får set.

»Det private legetøj fortæller meget om, hvem barnet er. Så når barnet får lov til at tage noget legetøj med, så får man som pæ­dagog lov til at se en ny side af barnet. Det kan åbne for nye samtaler, man ellers aldrig ville have haft, og det kan give gode idéer til aktiviteter, fordi legetøj viser, hvad barnet er optaget af,« siger hun.

Læs hele artiklen i Børn&Unge nr. 3 (åbnes som pdf)

7 RÅD TIL EN POLITIK OM LEGETØJ

• Se på børnegruppen: Har I mange
  konflikter og grupperinger? Det kan
  privat legetøj forværre.
• Hvad siger forældrene? Oplever de, at
  børnene efterspørger at have legetøj
  med? Giver det unødige konflikter i
  hjemmet, hvis barnet skal beslutte sig
  for, hvad der skal med?
• Hvad skal legetøjet bruges til? Vil
  I lave pædagogiske aktiviteter med
  det, eller er det for at imødekomme et
  ønske hos barnet?
• Hvad siger forældrebestyrelsen?
  Hvad mener vi selv? Alle bør høres,
  inden I træffer en beslutning eller
  ændrer jeres praksis.
• Meld klart ud. Informér både børn og
  forældre tydeligt.
• Vær smidige i forhold til, at nye børn
  kan have et puttedyr med i overgangsfasen.
• Giv tid. Prøv den nye ordning af i et
  halvt eller et helt år,