De sårbare børn kommer ikke i SFO: ’90 procent af dem ville have glæde af at gå hos mig’

Mange sårbare og udsatte børn kommer ikke i SFO, fritidshjem eller klub. To ud af tre pædagoger ser, at netop de børn ikke bliver meldt ind i det fritidstilbud, som de ellers ville kunne få stor glæde af.

Det viser svar fra knap 4.000 pædagoger ansat i skole og fritidstilbud ifølge undersøgelsen ’Pædagogen i skolen’ foretaget af BUPL i maj.

I de åbne besvarelser er der især én gruppe børn, pædagogerne fremhæver som fraværende i SFO og klub, nemlig de tosprogede.

Nørrevangskolen i Randers ligger i et område, der nogle gange optræder på den officielle ghettoliste, men dog ikke på den seneste – ikke at det gør den store forskel for beboerne, om de er på listen eller ej, for der bor stadig mange tosprogede og etniske danskere på overførselsindkomst, fortæller Britt Skov Mortensen, leder af juniorklubben Oasen på Nørrevangskolen.

Der var sidste år 33 børn i 3. klasserne på skolen. Kun 6 af dem var indmeldt i juniorklubben.

»90 procent af dem ville have glæde af at gå hos mig. Mange af dem kommer også her dag og spørger, om de må besøge os. Lige nu har jeg tre drenge, der kommer hver eneste dag og spørger. De går i 5. klasse,« siger Britt Skov Mortensen.

»For det meste siger jeg ’kom ind’. Nogle gange må jeg sige nej, fordi der er nogle, der betaler, der synes, det er træls, at de kommer på besøg hele tiden. Det er en svær balancegang. Jeg vil jo gerne lukke dem ind for at vise, hvad vi laver, for at gøre dem mere interesserede i at komme,« siger Britt Skov Mortensen.

Bekostelig affære

Fra 2013 til 2014 forsvandt 14.000 børn i alderen 6-9 år fra fritidsordningerne – et fald på 5,4 procent, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, som begrunder faldet med, at forældrene fravælger fritidsordningerne, fordi børnene bruger længere tid på skolen.

En vigtig faktor for fravalget er økonomi. For mange forældre er det blevet for dyrt at sende børnene i SFO, fortæller pædagogerne i ’Pædagogen i skolen’-undersøgelsen.

’Det er billigere at tage i svømmehallen hver dag med en gang pommes frites end at gå i SFO. Og så er der også en bedre normering,’ skriver en pædagog i de åbne besvarelser.

Det er nemlig en bekostelig affære at sende sit barn i SFO. 1.422 kroner koster det om måneden i gennemsnit på landsplan – for hvad der for de fleste børns vedkommende er omkring 10 timer om ugen. I 2013, året før skolereformen trådte i kraft, kostede det i gennemsnit 1.481 kroner om måneden at have et barn i SFO.

Kommunerne har ikke skruet nævneværdigt ned for priserne, selv om fritiden er blevet indskrænket på grund af skolereformens lange dage.

De tre dyreste kommuner, Langeland, Odense og Vejle, opkræver alle i omegnen af 2.000 kroner om måneden for en SFO-plads, viser de kommunale nøgletal.

Til sammenligning koster en børnehaveplads 1.683 kroner om måneden i gennemsnit på landsplan.

Luk mig ind

Samtlige pædagoger, Børn&Unge har interviewet, må jævnligt afvise børn, der gerne vil på besøg. Det er en rigtig svær situation, fortæller Charlotte Nagel, pædagog på Hedegårdsskolens BFO afdeling Nordlys i Ballerup.

»På den ene side ville man rigtig gerne have, at de var her. På den anden side nytter det heller ikke, at vi arbejder gratis. Vi prøver at forklare dem: ’Du går ikke på fritidshjemmet. Jeg kan godt forstå, at du vil ned og lege med dine venner eller veninder, men det må du snakke med dine forældre om’,« siger hun.

Sidste år svarede en pige: ’Jamen, der er ikke nogen hjemme, så hvad har du tænkt dig, at jeg skal?’

»Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt med, at jeg skulle sende hende på gaden,« siger Charlotte Nagel.

Grænseoverskridende

Det bekymrer Lars Søgaard Jensen, faglig sekretær i BUPL’s forretningsudvalg og politisk ansvarlig for 6-18-års-området, at pædagogerne ofte må afvise børn.

»Når man som pædagog vil have børnene med ind i fællesskabet, og børnene også gerne vil være der, så er det enormt hårdt og grænseoverskridende,« siger han og foreslår, at adgangen til fritidstilbud måske blødes op.

»Man burde arbejde med en form for fripladstænkning, nogle ’wild cards’, så man kan tilbyde børn en plads i to-tre måneder,« siger han.

Mange børn har fået mindre brug for fritidshjem, SFO og klub med de lange skoledage, medgiver han.

»Men når de børn, der har mest brug for at komme i fritidsinstitutionerne, falder fra, bekymrer det mig,« siger han.

Han beklager, at fritidstilbuddene generelt set er blevet så dyre.

»I den bedste af alle verdener var det gratis. Det er principielt det rigtige,« siger Lars Søgaard Jensen.

I virkeligheden burde fritidsordningerne være det sted, hvor alle, uanset om de er 7 eller 14 år, kan finde et fællesskab, og så skulle man arbejde på at gøre det til steder, hvor stort set alle børn har deres gang, mener han.