Ulighed kan vises med tal. Den kan også mærkes i et barns liv

12-årige Birthe Larsen er selv i skole, da hendes mor og to søstre er ude at køre. I bilen sidder også den pige på halvandet år, som hendes mor har været dagplejer for, siden faren blev syg og senere døde, og de blev nødt til at sælge familiens forgældede gård i Thy.

På vej over en jernbaneoverskæring går bilen i stå, netop som toget er på vej. Birthe Larsens mor redder sig ud af bilen, og hendes døtre slipper også ud. Men hvor er den lille pige? Moren går i panik og løber tilbage mod bilen. Så rammer toget.

Der er et skel mellem top og bund

I dag er Birthe Larsen økonom ved Copenhagen Business School og har som forfatter til bogen ’Hvorfor stiger uligheden – og hvad gør vi ved det?’ været med til at sætte fokus på ulighed og fattigdom i Danmark.

For vi er ikke så lige, som vi kan lide at forestille os. Der er et skel mellem rig og fattig, top og bund. Mellem dem, der har råd til at rejse, sende børnene på privatskoler, bo i attraktive boliger og spise på restaurant. Og så dem, der sjældent holder ferie, kun kan drømme om friværdi og aldrig har hørt om særligt bestik til skaldyr.

”Vi mødes ikke på kryds og tværs af økonomiske skel, og vi ser ikke, hvordan de andre lever. Og så er det lettere for nogle at lukke øjnene, bruge 10.000 kroner på en god middag i weekenden og mene, at man skal skære i kontanthjælpen,” siger Birthe Larsen.

Uligheden er steget de seneste 35 år

Der er grund til at tale om fattigdom i Danmark, mener Birthe Larsen, for uligheden i landet er steget meget de seneste 35 år. Den rigeste 1 procent af befolkningen ejer nu 25 procent af hele den danske formue, og afstanden mellem top og bund ser kun ud til at blive større.

Som økonom kender hun alle tallene, der viser forskellene på dem med mest og dem med mindst. Men Birthe Larsen ved også noget om ulighed og fattigdom, som man ikke kan læse sig til i studiebøgerne på CBS.

Mange års bekymringer sætter sig dybe spor

Ved jernbaneoverskæringen var barnet allerede blevet båret i sikkerhed. Men det opdagede 12-årige Birthe Larsens mor alt for sent.

”Min mor brækkede alle sine lemmer, mistede sit ene ben og blev blind på det ene øje. Hun lå på hospitalet i godt og vel et år, for alle knoglerne skulle vokse sammen igen, og det tager tid at lære at gå med en benprotese,” siger Birthe Larsen, som heldigvis havde sine to voksne søstre og en storebror.

Så var der da i det mindste nogen hos hende, som hun siger det. Men pengene i familien var små, og mange års bekymringer for først hendes far og siden hendes mor har sat sig dybe spor i hendes barndom.

Foto: Jeppe Carlsen

Man lod bare, som om det ikke var sket

”Jeg har været voksen, siden jeg var 12. Min far var død, og min mor havde det meget svært. I den første tid efter ulykken vidste vi ikke, om hun ville overleve. Da hun begyndte at få det bedre, var hun stadig ikke sig selv. Hun kom tilbage til familien igen, men på en måde mistede jeg hende som mor,” siger Birthe Larsen.

Dengang i 1978 talte man ikke så meget om, hvordan man havde det. Birthe Larsen kan ikke huske, at hun har talt med en psykolog. I skolen var der heller ingen, der snakkede om farens død eller morens ulykke.

”Jeg husker så tydeligt, da min far skulle begraves, og vi kom til kirken. Jeg havde regnet med, at alle fra min klasse ville være der, men ingen kom. Det blev jeg meget ked af. Jeg havde brug for, at nogen spurgte mig, hvordan jeg havde det. Men det var, som om man bare lod, som om det ikke var sket,” siger hun.

En lang uddannelse lå ikke i kortene

Birthe Larsens forældre gik syv år i skole, inden de kom ud at tjene. Som ganske unge efter nutidens standard købte de gården Moselund og stiftede familie. Der var ikke meget lektiehjælp at hente for de fire børn, og med farens sygdom og død, morens ulykke og familiens økonomiske problemer lå det ikke i kortene, at Birthe Larsen skulle tage en lang uddannelse og blive en del af samfundets intellektuelle elite.

Men hun var god i timerne og trivedes godt i Sjørring Skole, så det føltes naturligt at gå videre til gymnasiet, selvom kun to fra klassen skulle den vej. På gymnasiet i Thisted fik hun opdyrket sin interesse for matematik og politik, og barndomsdrømmen om at blive arkitekt blev afløst af en ambition om at forstå uligheden i samfundet og bane vej for en større social mobilitet.

De andre talte om ting, hun ikke kendte til

Da Birthe Larsens bror blev udlært, holdt familien svendegilde, men der var ingen fejring, da hun fik studenterhuen på. Den akademiske verden var svær at forstå for familie og venner, og bedre blev det ikke, da Birthe Larsen valgte at flytte til København for at læse økonomi.

Her mærkede hun hurtigt, hvad det betyder at have en anden baggrund end sine medstuderende, både økonomisk, socialt og kulturelt.

”De talte om ting, jeg ikke kendte til. Selv havde jeg aldrig været på ferie eller i teatret, men de refererede til rejser, klassiske koncerter eller film, jeg ikke havde hørt om.”

Det første restaurantbesøg: Følelsen af at være helt lost

Især det første restaurantbesøg står stadig klart for hende. Erindringen om at kigge ned på dugen og opdage, at maden skulle spises med skaldyrsbestik. Følelsen af at være helt lost.

”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne have spurgt, hvordan man spiste med sådan noget. Men fordi jeg blev så usikker og følte, at alting var anderledes, sagde jeg ingenting,” fortæller hun om den manglende selvtillid, der kunne få hende til at tvivle i enhver situation.

Større ulighed gør det sværere at rykke sig

Ulighed handler om økonomi. Om forskelle i indkomst, formue og pension. Men lige så vigtigt handler ulighed om det, der følger med at have penge eller ej: Om uddannelse, kultur, sundhed, beskæftigelse, og hvilke muligheder du har i livet.

”Ulige muligheder begrænser mennesker i at gøre og leve, som de ønsker og har potentiale til. Større ulighed gør det sværere at rykke sig gennem indkomstlagene i samfundet,” siger Birthe Larsen og slår samtidig fast, at ulighed har konsekvenser, der rækker udover det enkelte menneske.

”Det betyder noget for et samfund, at der er mulighed for at bevæge sig gennem lagene. For eksempel kan en læge, der selv kommer fra en socialt svær baggrund, bedre sætte sig ind i vilkårene for patienter fra en lignende baggrund,” forklarer hun.

Investér i barndommen

En af de bedste muligheder for at udligne uligheden er efter Birthe Larsens mening at investere i barndommen: Flere ressourcer til vuggestuer, børnehaver og folkeskoler.

Spørgsmålet for økonomer er så, om man kan måle afkastet af den investering. Med andre ord: Kan man gøre værdien af omsorg op? Det håber Birthe Larsen, at hun og andre økonomer bliver bedre til.

”Kan vi måle værdien af omsorg på børns karakterer, deres trivsel, om de får længere uddannelse eller er mere i job? Det har vi svært ved som økonomer. Men vi skal prøve at gøre det meget mere. For der må være meget større effekter af at gøre noget ekstra for de helt små børn, end man har kunnet måle sig frem til indtil nu,” siger hun.

Foto: Jeppe Carlsen