Tina sagde farvel til lederjob: Jeg var blevet syg igen, hvis jeg var blevet
Jeg kunne finde på at gemme mig under skrivebordet. Så kunne forældre, børn eller pædagoger ikke se mig, når de kom ned ad trappen. Som regel vinkede jeg ellers til folk gennem vinduet fra min plads, men de dage måtte ingen få øje på mig. Det virker helt grotesk. Men det gav mening for mig. Jeg orkede ikke at blive set.
Det var i sommeren 2015, at jeg blev sygemeldt med stress. Tankemylder holdt mig vågen om natten, jeg følte mig utilstrækkelig og havde en konstant trykken i mellemgulvet. Som om der sad en elefant på mig.
Et kommunalt forløb skulle hjælpe mig tilbage til arbejdet, og jeg fik det faktisk bedre. Men psykologtimerne og mindfulness-øvelserne kunne ikke ændre ved det, jeg i årevis havde været frustreret over: Vi skulle hele tiden spare, skære ned og effektivisere, og som leder var det mit ansvar, at alt hang sammen.
Vi kunne ikke ønske os et bedre sted
Vi havde en fantastisk institution. Det syntes både jeg, medarbejderne og bestyrelsen. Med de dygtigste pædagoger, lavt sygefravær og stor kontinuitet. Og vi sprudlede. Vi meldte os til aktionsforskning og pilotprojekter, og vi sagde til hinanden, at vi ikke kunne ønske os et bedre sted at være eller bedre kolleger.
Men der var milevidt fra hverdagen i vores institution til politikernes visioner. Der kom hele tiden nye tiltag og koncepter, som vi skulle implementere, uden at vi fik ressourcer til at gøre noget ved de egentlige problemer. Ofte stillede jeg mig selv spørgsmålet: Hvad skal det egentlig til for? Oven i dette og på trods af alle besparelserne hang vores økonomi slet ikke sammen.
Der skulle ske noget drastisk, hvis ikke vi skulle lukke. Vi måtte gøre plads til flere børn, om det så betød at bygge ud eller indrette en pavillon. Det var en kæmpe forandring og et stort, nødvendigt arbejde, som hverken jeg, medarbejderne eller bestyrelsen ønskede at sætte gang i. Og jeg vidste, at jeg ikke kunne stå i spidsen for det. Alene tanken fik stresssymptomerne til at vende tilbage.
Jeg sagde op i efteråret 2018 uden at have andet job. Mange sagde, at jeg var modig. Men jeg havde intet andet valg. Jeg var blevet syg igen, hvis jeg var blevet.
Følte mig for gammel og forkert
Det har ikke været nemt siden. Jeg har en uddannelse som familierådgiver, som jeg håbede på at bruge i et nyt job, men jeg har søgt og søgt uden andet resultat, end at jeg har følt mig for gammel og forkert. Jeg kunne ikke vende tilbage som pædagogisk leder, men jeg kunne heller ikke komme videre. Det er blevet til enkelte job, blandt andet i supermarkeder og en boghandel. Jeg elsker at kunne gøre en forskel for kunderne og danne en relation til dem. Det er et vigtigt arbejde, men ikke lige så vigtigt som at være pædagog.
Nu har jeg fundet min vej til fortsat at arbejde med pædagogik. Jeg er medforfatter til en bog om relationskompetence og laver workshops, efteruddannelse og oplæg for pædagoger.
Den sidder stadig i mig: Følelsen af, at det er lige meget, hvor dygtige pædagoger vi er, hvis de politiske visioner er for langt væk fra hverdagen. Jeg kan godt lægge tanken på hylden og fokusere min undervisning på, hvordan man som pædagog kan arbejde bevidst relationskompetent under de vilkår, der er. Samtidig siger jeg til lederne, at de skal sige fra overfor urimelige krav.
Arbejdsløsheden har givet mig mange søvnløse nætter, men min beslutning var alle bekymringerne værd. Nu kan jeg bruge min tid og mine kræfter på det, jeg elsker ved pædagogisk arbejde, uden at jeg har ansvaret for regneark og mødeskemaer, der ikke kan gå op.
Det ansvar sidder mange af mine kolleger med hver dag, og jeg tager hatten af for både pædagoger og lærere, som bliver ved med at gøre en forskel for børnene. De har verdens vigtigste job. Og fra den talerstol, jeg har fået, gør jeg, hvad jeg kan for at hjælpe til, at de lykkes med det pædagogiske arbejde.
