Tiltræk nye medarbejdere med smartere jobopslag, video og sociale medier
Jobmarkedet har nogle steder udviklet sig til et tag-selv-bord for pædagoger.
For lederne kan det have udviklet en hovedpine. Det kan være uhyre svært at tiltrække pædagoger, og ofte må man i gang med flere runder. Eller erstatte pædagoger med medhjælpere.
Derfor er det vigtigt at være bevidst om, hvad der kan tiltrække de rigtige folk til jobbet, understreger to eksperter i rekruttering over for BUPL’s nyhedsbrev til ledere.
Afstand, løn og X-Faktor
Når potentielle medarbejdere skal vælge, hvor de vil søge job, handler det ofte om konkrete forhold som løn og afstanden fra hjemmet, fortæller Morten Ballisager, der er direktør for Konsulenthuset Ballisager og har stor erfaring med rekruttering.
I forhold til indholdet i jobbet er det knap så enkelt at sige, hvad der virker tiltrækkende, vurderer Morten Ballisager:
”Man kan ikke entydigt sige, hvad der gør en institution attraktiv. Nogle tiltrækkes af udfordringer, andre af at hjælpe de mest udfordrede, mens andre igen især tiltrækkes af ordnede forhold.”
Inden du går i gang: Husk jeres renomé
Skal du som leder øge mulighederne for at tiltrække dygtige pædagoger, starter opgaven reelt lang tid før du overhovedet går i gang med jobopslaget.
Det er nemlig afgørende, hvad der bliver sagt om din institution på ’rygtebørsen,’ understreger Morten Ballisager.
Her er det typisk de nuværende og tidligere medarbejdere, som skaber en arbejdsplads’ renommé.
Derfor er det vigtigste punkt i forhold til at kommunikere, at en arbejdsplads er attraktiv, at den faktisk også er det.
Det kræver ifølge Morten Ballisager, at ambitioner og værdier er til at forholde sig til, og at medarbejderne er frie til at gøre, hvad der opleves som rigtigt i den enkelte situation. Samtidig skal kollegerne støtte hinanden, ligesom der på den gode arbejdsplads også altid er plads til at grine.
Ekspert giver 4 gode tip: Sådan får du fat i ansøgerne
Erhvervsforsker Søren Schultz Hansen understreger, at du med ret simple midler kan få et forspring i kampen om ansøgerne.
”Det er på tide at tage et opgør med ’plejer’ og både forbedre de traditionelle jobopslag og supplere med en indsats på sociale medier,” siger han på baggrund af en række interview med forholdsvis nyansatte på en række forskellige arbejdspladser.
Her får du Søren Schultz Hansens råd om, hvordan din institution blive attraktiv for flere ansøgere:
Stram op i skriftlige jobopslag
Man kan med fordel stramme gevaldigt op på indholdet i jobopslag ved at følge disse råd:
- Fjern intetsigende fyldord. Ofte kan opslagene være omkring halvt så lange, uden at man går glip af indhold.
- Vær modtagerorienteret. Fokuser på, hvad man får ud af at arbejde hos jer, og skriv det i toppen af opslaget.
- Prioriter, hvad der skal med. Drop lange lister over arbejdsopgaver. Tag de fire vigtigste.
- Overvej at bruge citater fra medarbejdere, som fortæller, hvad der kendetegner jeres arbejdsplads.
Brug video og ram de unge
Især de unge er vant til at kommunikere med billeder, herunder levende billeder. De synes, det er mærkeligt, hvis en potentiel arbejdsplads ikke også gør det. Og unge potentielle ansøgere skal nok opdage manglende brug af video, når de tjekker jeres hjemmeside ud (hvad de fleste ansøgere gør).
Her er, hvad I kan gøre:
- Læg i hverdagen små videoer ud på jeres hjemmeside, som viser stemningen på arbejdspladsen. De behøver ikke at være vildt flotte. Det afgørende er, at de er autentiske.
- Brug videoer sammen med jobopslaget (et link eller en QR-kode). Skriv alt det praktiske og formelle i opslaget, men brug videoen til at give et indtryk af, hvem I er.
- I forbindelse med rekruttering må videoerne meget gerne vise medarbejderne, så man kan få en bedre fornemmelse af arbejdspladsen.
Brug sociale medier og skab mere synlighed
Omkring halvdelen af virksomhederne bruger Facebook og LinkedIn til rekruttering. Langt færre bruger Instagram og YouTube, hvor især de unge ellers ofte er.
- Det er en positiv nyhed, for det giver jer mulighed for, at I kan skille jer ud på disse områder.
- Skab synlighed i hverdagen gennem små film eller billeder. Dermed kender potentielle ansøgere måske allerede til institutionen, når I supplerer jeres traditionelle jobopslag med opslag på sociale medier.
- Husk, at fotos og videoer som udgangspunkt klarer sig bedre end tekst på de sociale medier.
Inddrag målgruppen og udvid ansøgerfeltet
Har du allerede pædagoger, som minder om den målgruppe, du vil henvende dig til, så lad dem være med i rekrutteringen.
- Vil du udvide ansøgerfeltet, sådan at du fx også rammer yngre pædagoger, så lad en af de yngste medarbejdere være med til at skrive jobopslaget ud fra, hvad der er vigtigt for hende eller ham. Pædagogen kan også stå foran kameraet i en lille video om institutionen.
- Du kan også opfordre medarbejdere til at sprede budskabet om, at et job er ledigt. De kan have store netværk, så I kan komme bredere ud.