Svingdør på rød stue: Langt flere pædagoger bliver fyret i prøvetiden

På få år er antallet af pædagoger, som bliver opsagt i prøvetiden, næsten tredoblet. Stigningen rammer særligt én gruppe af pædagoger, og udviklingen kan forværre pædagogmanglen, advarer BUPL og børnechef.

Jobsikkerheden for pædagoger er tilsyneladende højere, end den har været i mange år. Antallet af pædagoger, som mistede deres job i år 2021, var nemlig det laveste i en årrække.

Men den høje jobsikkerhed gælder tilsyneladende ikke for nyansatte pædagoger. Antallet af sager om pædagoger, som bliver opsagt i prøvetiden – de første tre måneders ansættelse – er næsten tredoblet: Fra 99 sager i 2013 til 275 sager i 2021. Det viser nye tal fra BUPL.

Øger risiko for pædagogflugt

Hver sjette pædagog, som mistede sit job sidste år, blev opsagt i prøvetiden, og BUPL’s tal indikerer, at udviklingen især rammer nyuddannede (se boks).

"Udviklingen antyder, at et stigende antal nyansættelser hurtigt kører skævt," siger Lasse Bjerg Jørgensen, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med politisk ansvar for blandt andet profession og rekruttering.

"Det rammer de enkelte institutioner, som mangler pædagoger, og det øger risikoen for, at flere pædagoger forlader faget kort tid efter endt uddannelse. Det har vi ikke råd til i en tid, hvor stigende pædagogmangel gør, at vi i den grad har brug for alle,” understreger han.

For få ansøgere øger risiko for ’dårligt match’

Lasse Bjerg Jørgensen peger på, at mangel pædagoger fører til, at flere og flere institutioner må ansætte kandidater, hvis profil ikke passer til jobopslaget.

”Institutionerne går i stigende grad på kompromis. Det behøver ikke som sådan være en dårlig kandidat, de ansætter, men matchet er oftere dårligt. Og det øger risikoen for, at det går skævt,” siger Lasse Bjerg Jørgensen.

Den betragtning genkender Merete Villsen, dagtilbudschef i Ikast-Brande Kommune og formand for dagtilbudsnetværket i Børne- og Kulturchefforeningen:

”Hvis man får 23 ansøgninger til en pædagogstilling, kan man finde det gode match. Men mange steder får man jo kun to ansøgninger til et job, og så bliver det langt sværere,” siger hun.

Flere vil få det svært i pædagogjobbet

Camilla Wang, rektor på Professionshøjskolen Absalon og næstformand for Danske Professionshøjskoler, peger på, at efterspørgslen på pædagoger, som kan gå direkte ind i en travl hverdag, bliver større og større.

”Samtidig bliver de pædagogstuderendes boglige og personlige forudsætninger dårligere og dårligere. Hver tredje pædagogstuderende har ikke fuldført en ungdomsuddannelse, og en voksende andel får specialpædagogisk støtte på grund af psykiske diagnoser,” siger hun.

Camilla Wang understreger, at pædagoguddannelsen bør styrkes, så alle pædagogstuderende bliver klædt bedst muligt på til praksis.

”Men det er en udfordring, at vi optager flere og flere på studiet, som af forskellige årsager kan få svært ved at fungere i et job, uanset hvor stærk uddannelsen bliver. Vi uddanner masser af dygtige pædagoger. Men vi uddanner også en gruppe unge mennesker, som ikke ville få en uddannelse ellers. Blandt dem kan nogle have svært ved at leve op til forventningerne i travle daginstitutioner, hvor opgaverne er mange og ofte ganske komplekse,” siger hun.

’Mere rummelighed har ikke været realistisk’

Merete Villsen fra Børne- og Kulturchefforeningen mener dog, at arbejdsgiverne er nødt til at øge rummeligheden:

”Jeg er nervøs for, at der nogle steder er en opfattelse af at nyansatte – ofte uden meget erfaring – skal kunne bidrage direkte fra dag 1. Hvis de ikke kan det, så er det bedre at opsige dem, inden prøveperioden er slut. Når vi har lavet et system, hvor eksempelvis unge med en angst-diagnose, kan tage en uddannelse, så nytter det ikke, hvis vi ikke samtidig laver et arbejdsmarked, som kan rumme dem, når de er færdiguddannede,” siger Merete Villsen.

Lasse Bjerg Jørgensen fra BUPL er enig:

”Men med den hverdag, der har været i lange perioder under coronapandemien, har det ikke været realistisk at sikre den rummelighed,” siger han og opfordrer arbejdsgiverne til i dialog med BUPL at se på, hvordan eksempelvis minimumsnormeringerne aktivt kan bruges til at sikre, at nye medarbejdere kan få en god indkøring.

Alle kolleger har ansvar for god indkøring

Lasse Bjerg Jørgensen mener, at alle kommuner bør have en rekrutteringsstrategi, som blandt andet styrker indkøringen af nye pædagoger.

”Hver enkelt institution, leder og kollega har et ansvar for arbejdsopgaven med at køre nye pædagoger ind. Men det kræver altså forudsætninger, som er bedre, end de har været under corona,” siger han.

Også dagtilbudschef Merete Villsen mener, det er afgørende at styrke indkøringen af nyansatte:

”Det handler om at skabe bevidsthed hos hver eneste institution og medarbejder om, at alle skal være med til at sikre, at nye kolleger får den nødvendige viden om, hvordan arbejdspladsen fungerer. Også helt lavpraktisk. Hvordan gør vi, når vi skal have børnenes overtøj af, hvilken stemning skaber vi i forskellige situationer, hvorfor og hvordan,” siger hun og understreger, at kommunerne samtidig bør stå klar med sparring og støtte til institutionernes indkøring af nye medarbejdere.”

 

Færre pædagoger bliver afskediget – flere ryger ud i prøvetiden

  • Antallet af sager* om opsigelse af pædagoger i prøvetiden er knap 2,8 gange højere i år 2021 end i år 2013.
  • I samme periode er antallet af prøvetidsopsigelser af pædagoger, som har været færdiguddannet i under to år, tredoblet.
  • Antallet af afskedigelser af pædagoger er i samme periode faldet fra 2.259 afskedssager til 1.644 sager.

*Brugen af ordet ’sager’ skyldes, at tallene stammer fra BUPL’s statistikker over modtagne sager om afskedigelser af pædagoger.

Kilde: BUPL’s statistikker over modtagne afskedssager

 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.