Professor advarer: Derfor er dårlige daginstitutioner en fare for velfærdssamfundet
Vi har alle pligt til at arbejde det, vi kan. Gerne på fuldtid. Ellers bryder vi velfærdskontrakten, og det truer hele vores samfundsmodel. Sådan lyder opsangen fra nationaløkonom Nina Smith
”Vi skal ikke tage velfærdsstaten for givet,” siger Nina Smith, der er dybt bekymret for den tendens, hvor flere – især kvinder, som samtidig udgør størstedelen af arbejdsstyrken i velfærdsprofessionerne – ønsker at arbejde mindre.
”Det er et kæmpe problem. For vores velfærdsmodel bygger på, at både far og mor kan gå på arbejde, og at kvinderne også arbejder. Reelt på fuldtid. Ellers hænger modellen ikke sammen rent økonomisk. Det gælder ikke kun pædagoger, men også alle andre, for vi skal bruge rigtig mange skatteindtægter på at levere pasning og pleje til syge, gamle og børn.” siger Nina Smith, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet.
Kontrakten er brudt
En ting er, at alle, der kan arbejde, skal opfylde vores del af velfærdskontrakten. Men skal man ikke også rette skytset mod politikerne og sige: For at det kan lade sig gøre, skal der investeres massivt i at genoprette vores institutioner, så pædagogerne rent faktisk har lyst til at arbejde i dem, og så alle andre kan sende børnene dertil med god samvittighed?
”Jo. Det er jeg helt enig i. Den del af kontrakten er også blevet brudt, og det er vi nødt til at være tydelige omkring,” siger Nina Smith.
”Og jeg kan sagtens se, at arbejdsvilkårene ikke altid er særlig attraktive, og lønnen er jo heller ikke så forbandet høj. Hvis man prøver at bevare helikopterblikket, er det jo det, vi skal slås for. Altså at have en offentlig sektor, som faktisk har ressourcerne,” siger hun.
Vi skal kæmpe for god kvalitet
Hvis konsekvensen i stedet bliver, at vi arbejder mindre, og at vi hver især finder vores egne løsninger for at tage os bedre af os selv, vores børn og gamle forældre, er det ifølge Nina Smith at fortsætte en ond cirkel, der allerede er godt i gang.
I stedet skal vi holde fast i at kæmpe for de visioner, der til at starte med var for vores velfærdssamfund: At der skal være god kvalitet i daginstitutionerne og i ældreplejen. Og at både mænd og kvinder til gengæld kan passe deres arbejde uden at blive stresset. Hvis den kontrakt smuldrer, frygter hun, at det bliver kvinderne, der går hjem.
”Og så har vi for alvor tabt slaget om velfærdssamfundet,” fastslår hun.
”Hvis kvinderne går hjem, får vi aldrig opprioriteret det, som udfordringen virkelig handler om: At pædagogers løn og arbejdsvilkår skal være lige så gode og ordentlige, som hvis man passer på folks penge eller noget andet,” siger hun.
Og minder om, at det var med indførelsen af velfærdsstaten, at kvinderne fik frihed, blev økonomisk uafhængige og selv kunne begynde at sætte standarder og få reel indflydelse på samfundsudviklingen.
Det handler om magt
Det er afgørende vigtigt, at kvinder får del i magten, mener hun. Først den dag, hvor kvinder også sidder på de magtfulde positioner, og hvor mænd og kvinder deles nogenlunde lige om hjemmearbejde, udearbejde og magtpositionerne, vil samfundet for alvor lære at værdsætte alt det, der foregår i velfærdsprofessionerne, er hendes pointe.
”Det her handler sgu om magt,” fastslår hun.
”Hvis vi overlader det til dem inde i Finansministeriet at bestemme – og jeg kan garantere dig for, at der sidder flest mænd, og de tænker som mænd – så kommer vi aldrig derhen, hvor omsorgsarbejdet for alvor bliver værdsat.”
Nina Smith har forsket i kvinder og magt. Hun er med egne ord ’gammel rødstrømpe’ og har selv haft en lang række indflydelsesrige poster i forskellige bestyrelser og kommissioner, senest som formand for regeringens reformkommission. Hun er en af dem, politikerne spørger til råds, når der skal tages beslutninger om samfundets udvikling, også på det pædagogiske område.
Vi skal lære at beregne værdien af omsorg
Hun efterlyser, et finansministerium, der ikke kun bruger mange ressourcer på at regne ud, hvordan højere skatter har negative effekter på lysten til at arbejde. Der skal også beregnes, hvad det vil betyde, hvis vi investerer i daginstitutionerne og folkeskolen, forklarer hun.
”Hvad betyder det for arbejdsudbuddet, at daginstitutionerne er velfungerende? At børnene er sunde og raske? Og hvordan påvirker det måske arbejdsudbuddet i en positiv retning at investere i den slags ting? Det er vigtige spørgsmål, som vi skal blive meget bedre til at regne på.”
For når politikerne overvejer skattelettelser, regner de med, at folk vil arbejde mere, men når det kommer til investeringer i daginstitutionerne, står der bare et stort rundt 0 i regnestykket. Når det bare ser ud til at være en udgift, kan det ikke undgå at påvirke de politiske beslutninger, lyder Nina Smiths vurdering.
Kommunerne sidder i en økonomisk skruestik
Med dit økonomblik er løsningen så, at vi skal have flere penge ud i den her sektor?
”Det handler ikke bare om penge, men også om ledelse og at bruge ressourcerne rigtigt,” svarer Nina Smith.
Når det er sagt, sidder kommunerne fast i en ’skruestik, hvor de er blevet kørt benhårdt styringsmæssigt’ de seneste 15 år, fastslår hun. Det går hårdt ud over daginstitutioner og skoler.
”Det er jo en politisk beslutning. Jeg har intet problem med at sige, at vi ikke får rettet op, hvis ikke kommunerne får flere ressourcer og muligheder for at løse velfærdsopgaverne bedre.”
