Sådan hjælper vi hinanden, når børnegråden gør ondt

Tænk på filmen ’Dødens gab’. Måske hører du nu den karakteristiske musik? En række stigende og faldende toner, som hurtigt sætter stemningen i biografen og får alle til at rykke tættere sammen i mørket: De de, de de, de de, de de…

Utrygheden spreder sig, mens hovedpersonerne plasker rundt i det store blå med den konstante trussel fra en skjult fare fra dybet.

Det er den følelse, pædagogerne fra Daginstitutionen Læringshuset sætter ord på, når de taler om at høre hajmusik. En oplevelse af, at nu bliver det hele for meget. Sådan havde en af pædagogerne det, da en dreng på stuen græd meget i to eller tre uger, fortæller Bettina Stillits, pædagogisk leder i Læringshuset, Hedehusene.

”På et tidspunkt bliver man bare fyldt helt op af, at det er svært at være i gråden. Og så kommer den der hajmusik,” siger Bettina Stillits, der selv har oplevet, hvor hårdt det kan være, når børn græder meget:

”Det er så frustrerende. Både i forhold til barnet, som ikke skal græde meget. Og så i forhold til den pædagogiske refleksion, man har både selv og med sine kolleger: Vi har prøvet det ene, det andet og det tredje. Så hvad pokker skal vi nu gøre?”

Nu har jeg hajmusik for ørerne

Det spørgsmål har pædagogerne i Læringshuset fået gode svar på, efter at de har deltaget i forskningsprojektet ’Trygge relationer i vuggestuen’. Her har de blandt andet arbejdet med, hvordan de bruger deres egen krop og sindsstemning til at skabe tryghed og ro blandt børnene. I det forløb er de blevet mere opmærksomme på, hvornår de hører de ildevarslende toner, og hvordan de skal reagere på dem.

Som i eksemplet med drengen, der græd meget i ugevis, og hvor hans primære pædagog til sidst måtte sige til sin kollega: ’Nu har jeg den der hajmusik for ørerne.’

”Hendes kollega blev ikke trigget på samme måde og kunne derfor sige: Skal jeg ikke prøve at tage ham? Og det hjalp faktisk. Drengen fik en fantastisk dag. Vi har altid været meget opmærksomme på, at barnet har en primær pædagog under tilvænningen, fordi det skaber tryghed hos barnet. Men det kan også gøre, at den voksne føler sig meget fyldt op,” siger Bettina Stillits og tilføjer:

”Det er blevet mere legalt at sige: Jeg kan ikke lige nu. Det er ikke et nederlag, for vi arbejder sammen i fælles ånd om at få børnene så godt tilvænnet som muligt.”

Det er normalt at føle ubehag

Som en del af forskningsprojektet ’Trygge relationer i vuggestuen’ har Læringshuset fået uddannelse i den trygge tilknytning mellem børn og pædagoger. Fokus har dels været på at sætte pædagogerne i stand til bedre at forstå børns følelsesmæssige behov ud fra et tilknytningsperspektiv, dels på at opfordre det pædagogiske personale til at kigge på sig selv og reflektere over, hvordan det påvirker dem, når børnene udtrykker deres følelsesmæssige behov på forskellige måder, blandt andet gennem gråd.

”Der kan være mange grunde til, at et barn græder. Det lille barn græder, fordi det ikke på andre måder kan kommunikere, at det eksempelvis er sultent eller savner forældrene. Det græder for at sætte gang i omsorgsadfærd fra voksne omkring det, og vi ved, at vores nervesystem bliver påvirket, så vi får lyst til at reagere. Så gråden er designet til at stresse os en smule,” siger Katrine Wendelboe, psykolog og postdoc ved Center for Tidlig Indsats og Familieforskning ved Københavns Universitet.

Hun har stået for uddannelsesforløbene i Læringshuset og fortæller, at gråden har fyldt meget, både i hendes undervisning og i de samtaler, de deltagende pædagoger har haft.

”Vi prøver at gøre det klart, at det er normalt at reagere med følelser af ubehag på gråd. Og vi opfordrer deltagerne til at snakke om, hvad gråden gør ved dem. På den måde håber vi på at kunne nedbryde den følelse af utilstrækkelighed, der kan være forbundet med at håndtere, at et barn græder. Du kan som pædagog få tanker om, at du ikke er professionel eller dygtig nok, hvis der er meget gråd. Velkommen i klubben. Det trigger os alle,” siger Katrine Wendelboe.

Stress kan give uhensigtsmæssig respons

Hvor længe man kan holde gråd ud, er forskelligt fra person til person. Men er man i en stresset situation gennem længere tid, går det ud over evnen til at reflektere og være velreguleret.

”Når man er stresset på den måde, får man trang til at undgå det følelsesmæssige ubehag, man mærker i sig selv, og så tyer man til en respons på barnets behov, som ikke altid er hensigtsmæssig,” siger Katrine Wendelboe og advarer mod, at det kan skabe en ond cirkel:

”Som pædagog skal du være en beholder for barnets følelser. En stabil person, der er der, så barnet ikke er alene med det svære. Men hvis man ikke er i stand til at blive i gråden, fordi man ikke har hjælpsomme strategier til at holde den ud, kan barnet få en fornemmelse af, at dets følelser gør de voksne utrygge. Og så bliver barnet kun mere utrygt.”

Børn kan tilpasse sig voksnes utryghed

Den onde spiral kan blive dybere af, at børnene kan udvikle en adfærd, der er tilpasset de voksnes utryghed. En form for fejlsignaler, som både kan handle om at græde for meget i et forsøg på at få konstant nærhed på bekostning af at udforske og lege, men som også kan bestå i, at børn ikke gør opmærksom på sig selv. Som om de tænker: De voksne har det ikke godt, når jeg græder, så jeg må hellere holde op.

Derfor er det ifølge forskeren vigtigt at kigge grundigt på barnet og forstå dets adfærd i forhold til, hvor trygt det føler sig i sin tilknytning til personalet.

”Er det et barn, der reagerer forventeligt med utryghed, fordi det ikke kender personalet godt nok endnu, eller er der meget uro i institutionen? Er barnet så trygt, at det kan bevæge sig væk fra pædagogerne for at udforske og lege? Kan barnet vise, at det har det svært og har brug for de voksne, og kan barnet bruge de voksnes nærvær og omsorg til at falde til ro igen?” siger Katrine Wendelboe.

Læs også artiklen Børnene græder mere end før: Sådan forstår du gråden.