Pædagoger advarer om fattigdom: Flere børn uden gummistøvler og gulerødder

Børn, der ikke har regnjakke, vinterstøvler eller skiftetøj. Børn, der aldrig er på ferie og aldrig er med til arrangementer eller sociale aktiviteter. Børn, der må kigge langt efter frugt, grønt og fuldkorn, når de åbner for madkassen i børnehaven.

Det er nogle af konsekvenserne, når danske familier oplever fattigdom. Og dem møder pædagoger mange af i landets institutioner.

I en ny undersøgelse fra BUPL svarer 38 procent af de deltagende pædagoger, at der er børn i institutionen, hvis forældre ikke har råd til at købe basale ting som regntøj eller vinterstøvler.

Undersøgelsen viser samtidig, at problemet vokser. 23 procent oplever, at der er sket en stigning i antallet af børn eller familier, der er økonomisk presset. Det overrasker ikke professor Jan Kampmann, som er tilknyttet Center for Daginstitutionsforskning, Roskilde Universitet.

»Det stemmer overens med, hvad vi ved både nationalt og internationalt. Børnefattigdommen er stigende som konsekvens af de generelle politiske og økonomiske forandringer, der har været over de sidste 10-15 år,« siger Jan Kampmann.

Hul i gummistøvler vælter læsset

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har for nyligt slået fast, at 64.500 børn i Danmark i 2017 levede under fattigdomsgrænsen – en stigning på 12.000 børn i forhold til året før.

En stigning, de tydeligt kan mærke i fritidsordningen Maglegården på Hedegårdsskolen i Ballerup. Her fortæller pædagogisk leder Berit Ebbe, at der er betydeligt flere børn til morgenåbning end for få år siden, og at flere af børnene ikke ville få morgenmad, hvis de ikke spiste i institutionen.

»Børnene er også presset på påklædning og fodtøj, og de kommer aldrig på ferie. Der er ikke noget galt i at overtage tøj fra større søskende, men når tøjet går i arv for tredje eller fjerde gang, er det godt slidt. Det er heller ikke det fedeste for en pige at få sin storebrors tøj eller møde op i sommersko, når vi skal på tur om vinteren,« siger Berit Ebbe i et interview med Børn&Unge.

Hul i gummistøvler vælter læsset

Ifølge professor Jan Kampmann viser forskning både herhjemme og i udlandet, at økonomisk pressede forældre forsøger at kompensere for de små kår, så børnene så vidt muligt ikke lider under familiens fattigdom.

»Forældre forsøger at holde børnene skadesløse og sparer så på andre områder. For eksempel på deres egne prioriteter eller på mad. Men hvis der så pludselig går hul på et par gummistøvler, er familierne så pressede, at der ikke er luft nogen steder i budgettet til at finde penge til nye, og så kan hele læsset vælte,« siger Jan Kampmann.

Flere pædagoger fortæller i undersøgelsen om, hvordan børn bliver ekskluderet af fællesskabet på grund af fattigdom. De kan ikke snakke med om oplevelser, de andre har haft, og de ved godt, at de falder uden for normen, når de møder op i slidt, nedarvet tøj, der er to numre for småt eller for stort.

’Ofte bliver disse børn valgt fra,’ som en pædagog i undersøgelsen udtrykker det.

»Der bliver ofte en voldsom diskriminationsfaktor i forhold til de børn, hvis familier har så stram en økonomi, at de, uanset hvor meget de prøver på at holde deres børn skadesløse, ikke kan leve op til det niveau, børn fra andre familier har. Det gør sig endnu mere gældende i skolen end i en daginstitution, men også i børnehaven kan det handle om, om man har det rigtige tøj eller legetøj at vise frem til de andre børn,« siger Jan Kampmann.

Pædagoger giver frugt og snakker genbrug

I undersøgelsen fortæller flere pædagoger om, hvordan de forsøger at hjælpe børn af økonomiske pressede familier.

’Vi har minimum et barn, hvor madpakken sidst på måneden ofte er leverpostej på toastbrød og intet frugt eller grønt. Så giver vi et stykke frugt, uden at det er noget, der tales om,’ siger en pædagog.

En anden fortæller om særlige forældresamtaler, hvor pædagogerne fortæller om, hvordan de selv kan finde på at købe genbrugstøj: ’Det kan nogle gange trøste forældre i fattigdom, at de ikke er ’unormale’, hvis de går i genbrugsbutikker og finde gode ting til en billig penge.’ ’Vi laver flere arrangementer, hvor det ikke kræves, at man medbringer noget,’ fortæller en tredje pædagog i undersøgelsen.

»Jeg er imponeret over pædagogers gode øje for ikke at bidrage til at eksponere børn fra økonomisk pressede familier. Det er en del af den pædagogiske tradition i Danmark, og jeg vil rose pædagogprofessionen for, at de altid har set det som en del af deres professionalitet,« siger Jan Kampmann.

»Det er dog vigtigt at holde fast i, at der er en grænse for, hvad pædagoger kan gøre. Vi må ikke pålægge pædagoger et ansvar for at udligne sociale og økonomiske forskelle, for det kan de ikke. Forskellene er meget mere grundlæggende end som så,« tilføjer professoren.

Et svært valg

Også Niels Ploug, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik med flere bøger og forskningsprojekter om social arv bag sig, har indtryk af, at pædagoger og andre fagpersoner yder en stor indsats for at afhjælpe nogle af de vanskeligheder, som økonomisk trængte familier og børn kan stå i.

»Man finder for eksempel en barnecykel, som bare trænger til at få strammet skruerne og få lidt luft i dækkene, og giver den til en familie, man har en fagprofessionel relation til. Ved siden af sin kerneopgave yder man altså en mellemmenneskelig indsats,« siger Niels Ploug.

En pædagog i undersøgelsen fortæller om, hvordan det at hjælpe andre kan sætte pædagoger i et etisk dilemma:

’Vi skal vurdere, hvem vi mener er de familier, der har størst behov. Det er ikke altid et valg, der er lige nemt,’ siger pædagogen.

»Det er oplagt, at der kan opstå dilemmafyldte situationer, hvis man hjælper en bestemt forælder eller et bestemt barn, mens der lige ved siden af står en familie, der objektivt set har lige så store eller større behov for hjælp. Der er en grund til, at man ikke har tænkt ind, at daginstitutioner skal drive den her type af aktiviteter, for pædagoger kan nemt komme i en situation, hvor noget, der var tænkt som en hjælp eller venlighed, kan blive problematisk,« siger Niels Ploug, der tidligere overfor Børn&Unge har kaldt fattigdom for en overset faktor i forskning og debat om social ulighed.

Svært at løfte opgaven

Formanden for BUPL, Elisa Rimpler, er enig med Niels Ploug i, at pædagoger, der arbejder med fattige børn, står i etiske dilemmaer:

»Vi bliver som pædagoger nødt til at vælge, hvor vi skal lægge vores indsats. Og udfordringen er samtidig, at vi får færre og færre ressourcer, så det bliver sværere og sværere at løfte den helt basale opgave, vi har. Hvis der er børn og familier, der har brug for at blive taget særligt hånd om, så kræver det ekstra arbejde af pædagoger, og det har vi svært ved at få mulighed for med de ressourcer, vi har i dag,« siger Elisa Rimpler, som samtidig advarer mod at tro, at pædagoger helt kan udligne sociale og økonomiske forskelle på børn.

»Vi kan kun gøre det, vi kan, og det betyder, at vi kommer til at stå med vores gode hjerte og faglighed og se på, at der er børn, som glider ud af hænderne på os. Vi kan give omsorg og en hjælpende hånd, og vi kan sørge for ekstra skiftetøj i daginstitutionen. Men vi kan ikke kompensere for den bekymring, et barn føler, fordi forældrene har det svært, eller for følelsen af at være udenfor, fordi man har svært ved at lege biograf, skovtur eller ferie, når man aldrig har prøvet nogen af delene,« siger Elisa Rimpler.

»De børn får en møllesten om halsen, og senere i livet får de det endnu sværere. I sidste ende kan det komme til at koste samfundet mange flere penge, fordi man ikke har givet den hjælpende hånd, børnene har brug for i en udsat situation,« tilføjer hun.