Ondskab i omsorgsfag: Faglighed er dit værn mod at handle ondt
Når psykolog Dorthe Birkmose holder foredrag om sin bog, ’Når gode mennesker handler ondt’, kommer reaktionerne prompte: ’Ej, det gør jeg ikke’ og ’Du skal ikke komme og kalde mig ond’, lyder det fra tilhørerne, som ofte er pædagoger.
"For fagprofessionelle, der er ansat til at hjælpe, udvikle og drage omsorg for andre mennesker, er det enormt angstprovokerende at tænke på, at de kan komme til at ydmyge eller krænke. Det strider imod omsorgsarbejdernes selvforståelse som nogle, der gør gode ting for andre, og derfor reagerer mange med vrede eller benægtelse. Eller de bliver kede af det, fordi de bliver klar over, at de faktisk har stået i situationer, hvor de har gjort skade på andre," siger Dorthe Birkmose.
Hun håber med sin bog og sine foredrag at bryde tabuet om ondskab i omsorgsfagene og bidrage til en udvikling, hvor man i hvert fald tør tænke tanken, at man kan komme til at handle ondt. Men bare det at kalde det ondskab er nok til, at nogle afholder sig fra at læse hendes bog. Og hun har oplevet fagbladsredaktører redigere det helt centrale begreb ud af hendes indsendte indlæg. Alligevel insisterer hun på at bruge ordet ondskab.
"I litteraturen sondrer man mellem den store og den lille ondskab. Den store ondskab foregår i krig og under tortur, mens den lille kan være den, som finder sted blandt personaler, der er ansat til at hjælpe andre. Men sondringen giver ikke mening, når man tænker på, at soldaten og bødlen faktisk er ansat til at udføre ondskab, mens omsorgspersonalet er ansat til at gøre godt og alligevel gør ondt. Vi er nødt til at kalde ondskab for ondskab for at kunne opdage den og se den i hos os selv og tale om den, så vi i sidste ende kan bekæmpe den," siger Dorthe Birkmose.
Først kommer forråelsen
Et andet tabubelagt begreb, som Dorthe Birkmose bruger i sin bog og ligeledes finder allestedsnærværende i både sundheds- og socialarbejdet i dagens Danmark er ’forråelse’.
Hvor hun definerer ondskab som den handling at gøre andre ondt, er forråelse i bogen beskrevet som en proces, hvorigennem mennesket bliver tiltagende råt, brutalt, koldt og kynisk i sine tanker og herigennem i stand til at handle ondt.
Processen kan vare alt fra få timer til uger eller år, men altid går den fra, at man får impulser til at handle ondt, over at man begynder at handle ondt, til man til sidst har handlet ondt så ofte, at man får overbevist sig selv om, at handlemåden faktisk er god.
"Man siger måske, at det er okay at råbe ad eller sende Ebbe i skammekrogen, når han reagerer voldsomt, fordi det giver de andre børn ro. Men det er bare en bortforklaring af den ydmygelse, sådan en timeout er for drengen," siger Dorthe Birkmose.
Hun understreger, at hun har den dybeste respekt for det hårde og ordentlige arbejde, pædagoger hver dag udøver trods de svære vilkår. Og det er netop de svære vilkår, hun ser som katalysatorer for, at forråelsen kan træde til.
"Tag SFO-området, hvor en undersøgelse fra Aarhus for nylig viste, at pædagoger oplever, at børnene råber, slår og sparker, selvom pædagogerne gerne vil hjælpe og lave aktiviteter med dem. Det er der bare ikke normeringer, tid og ressourcer til. Og bliver man selv slået, er det klart, at man skruer ned for empatien og kan få lyst til at skælde ud eller det, der er værre. I sådanne situationer er der en enorm risiko for forråelse, og her er det vigtigt at sige, at pædagoger, der reagerer med afmagt ikke er onde. I psykologien findes ikke onde mennesker, kun onde handlinger. Men alle mennesker kan af afmægtighed, og hvis de er presset langt nok ud, drives til forråelse og onde handlinger," siger Dorthe Birkmose.
Tør tisset op
Dorthe Birkmose har ikke mindst fra chokerede pædagogstuderende hørt om en øget brug af timeouts og andre straf- og belønningssystemer i daginstitutioner. I sin bog fortæller hun, hvordan vuggestuebørn er blevet tvunget til at tørre deres eget tis op, efter de har fået skældud. Et andet barn er som en straf blevet udelukket fra fællesskabet og må stå og kigge ind gennem ruden til de andre børn, der spiser deres madpakker.
"Konsekvenspædagogikken er i alle afskygninger blevet mere populær end nogensinde. Selv undervisningsministeren fremhæver muligheden for at straffe børn i folkeskolen, og jeg ser det som udtryk for afmagt," siger Dorthe Birkmose, der vedgår, at pædagogers oplevelse af afmagt kan være frygtelig reel.
"De onde handlinger sker ikke, fordi nogen her ønsker at handle ondt eller har nogen plan om at såre eller skade nogen. Det er netop en tankeløs ondskab, der er tale om, hvor man kommer til at krænke, fordi man handler uden at tænke sig om. Det er ikke, fordi man ikke er fagligt dygtig, men fordi man er så presset på tid og ressourcer, at man kun kan brandslukke," siger Dorthe Birkmose.
Hun mener, at forråelsen på børneområdet får grobund på grund af barske besparelser, flere børn med store vanskeligheder, hårde fyringsrunder og øgede krav og kontrol fra politikere.
"Jeg talte med nogle børnehavepædagoger, som i deres afdeling var seks pædagoger ansat til 120 børn. Med den normering er der ikke meget, man kan gøre, ligegyldigt hvor dygtig man er. Og skal der spares på blandt andet børne- og ungeområdet, så bliver det kun værre," siger Dorthe Birkmose.
Artiklen fortsætter under billedet.
Faglighed som værn
Forråelsen kan langtfra kun findes mellem pædagoger og børn. Den hersker også i forholdet mellem pædagoger og forældre, mellem kolleger, mellem ledere og medarbejdere, og mellem ledere og politikere, ligesom den mærkes i samfundet, hvor der for eksempel florerer fortællinger om, at alle da kan passe børn.
Alle skal se deres egen ondskab i øjnene, men Dorthe Birkmose giver politikerne et særligt ansvar.
"Det politiske niveau gennemsyrer et helt samfund, og det er politikerne, som har vedtaget besparelserne, og deres fejl er, at de ikke vil tale om de forringelser, besparelserne medfører. De sovser besparelser ind i positive ord som optimering og effektivisering, men pædagogerne kan jo hver dag se de negative konsekvenser. Og det gør bare pædagogerne endnu mere afmægtige ikke at måtte tale om det, der foregår," siger Dorthe Birkmose.
For ikke at deltage i et kollektivt selvbedrag flygter mange pædagoger derfor ud af faget eller ind på diplom- og masteruddannelser. De, der bliver, enten forliger sig med forringelserne og bliver tiltagende selv forrået, eller de kæmper imod ved at skabe sådan nogle små øer, hvor man kan holde fanen højt.
"Man prøver at hæge om fagligheden og de gange, man gjorde det godt, uden at være blind for, at man ikke altid gør det godt nok. Det er netop den faglige tænkning, der er det bedste værn mod ondskaben og forråelsen. Vi har brug for faglig dialog for at skabe refleksion og undgå selvbedraget om, at vores onde handlinger er gode. Ellers risikerer man at flytte grænsen for, hvad der er okay, og acceptere, at man omsorgssvigter et omsorgssvigtet barn, fordi kommunen ikke har ressourcer til støttetimer. Så har man ændret moral, og så begynder det at blive rigtig uhyggeligt," siger Dorthe Birkmose, der ville ønske, hun havde en vaccination mod ondskab eller en billig løsning på problemerne.
"Her er ingen nemme løsninger. Det er benhårdt at kæmpe for fagligheden, men også nødvendigt. Hvor der er faglig tænkning, kan forråelsen ikke få rigtigt fat," siger hun.
