Ny undersøgelse: Køkkenpersonalet er ikke en del af fællesskabet

En ny undersøgelse fra Kost og Ernæringsforbundet viser, at halvdelen af køkkenpersonalet i dagtilbud er ovenud lykkelige for deres arbejde, mens den anden halvdel overvejer at skifte job på grund af manglende inddragelse i fællesskabet og dårlige fysiske rammer.

Sunde kostvaner og en nysgerrighed på mad etableres tidligt i livet og har en effekt gennem hele livet. Derfor giver det god mening, at børn er med i køkkenet fra børnehavealderen, og at både pædagoger, forældre og børn har fokus på det, de små pus propper i sig.

Men 49 procent af de ernæringsprofessionelle i landets institutioner svarer ja til, at de inden for de seneste seks måneder har søgt eller overvejet at søge et nyt job, og at 23 procent ligefrem kalder arbejdsmiljøet dårligt. Det skyldes et fysisk hårdt arbejdsmiljø, dårlige køkkenfaciliteter, undernormering, mangel på samarbejde og fællesskab og en ringe kobling mellem mad, måltider og pædagogik i institutionen.

Det viser en ny undersøgelse, som Kost og Ernæringsforbundet har foretaget blandt 746 medlemmer, der er ansat i vuggestuer, børnehaver og integrerede institutioner. 260 har svaret.

Efter tre webseminarer om undersøgelsen føler formand for Kost og Ernæringsforbundet Ghita Parry sig rustet nok til at kunne sige, at trivslen især halter to steder:

Køkkenpersonalet føler sig ikke som en del af fællesskabet og arbejder i køkkener, der ikke er godt nok indrettede fysisk.

”Her vil jeg mene, at den menneskelige side om fællesskabet vægter højst, for man kan leve med mere, hvis man er glad for at gå på arbejde. Men tænk, at man kan føle sig ensom med sådan et virvar omkring sig,” udbryder Ghita Parry om undersøgelsens resultater.

Lederen skal favne alle ansatte

Formanden er overrasket over, at tallene i undersøgelsen er så høje, fordi pædagogiske arbejdspladser netop har fokus på socialt samvær og omsorg. Men hun mener også, at problemet er til at løse:

”Som leder skal man være opmærksom på at favne alle sine ansatte. Samtidigt skal de ernæringsprofessionelle gøre mere opmærksom på sig selv, deres viden og faglighed,” opfordrer hun.

Et fælles ansvar

Formand for Lederforeningen i BUPL, Eva Munck Immertreu, har drøftet undersøgelsen med sin bestyrelse bestyrelsen og har hørt forskellige forklaringer på, hvorfor det ikke fungerer.

”Det er altid trist, at nogle er kede af at gå på arbejde – uanset faggruppe. Vi hører både om køkkenpersonale, der ikke ønsker at deltage i personalemøder, og om køkkener, der ikke er indrettede til at have børnene med i madlavningen,” siger hun og medgiver, at der kan være et uopdyrket land at fokusere på her.

”Det er et fælles ansvar, hvor lederen tænker over, hvordan køkkenpersonalet skal indgå i personalegruppen og arbejdsfællesskabet, mens den ernæringsprofessionelle skal byde ind med sin faglighed og viden, så det bliver en dialog. Og så skal begge parter være dygtigere til at forventningsafstemme,” lyder Eva Munck Immertreus råd.

Du finder Kost- og Ernæringsforbundets undersøgelse om arbejdsvilkår i dagtilbud her.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.