Næsten hver anden leder er nødt til at arbejde i fritiden: Her er det værst
Oplever du, at arbejdsdagen ofte byder på noget andet, end du havde planlagt, og du derfor er nødt til at tage fritiden i brug? Så er du langt fra alene.
- 46 procent af daginstitutionslederne svarer i BUPL's seneste vilkårsundersøgelse, at de har så mange opgaver, at de er nødt til at arbejde i fritiden for at nå dem.
- Blandt lederne på skole- og fritidsområdet gælder det 27 procent.
Og der er enorme forskelle på problemets omfang kommunerne imellem, viser vilkårsundersøgelsen.
- Tre kommuner – Thisted, Frederikshavn og Haderslev – skiller sig særligt negativt ud ved, at hele 73 procent af lederne i de tre kommuner arbejder efter lukketid.
Det er høje tal, vurderer Kristine Schroll, som er formand for Lederforeningen i BUPL.
“Det er dybt bekymrende, at så mange ledere oplever, at de ikke kan nå deres arbejde, så de er nødt til at tage fritiden i brug,” siger hun.
I danmarkskortet i bunden af artiklen kan du se, hvor udbredt problemet er rundt om i landet.
Undersøgelse: Lederne arbejder langt mere end 37 timer om ugen
Når man er ansat uden højeste arbejdstid, er det i princippet ikke et problem, at ekstra opgaver i en periode kræver ekstra arbejdstimer. Så skal lederne bare kompensere ved at arbejde mindre i andre uger. I mange tilfælde sker det dog ikke.
Eksempelvis viste en undersøgelse om lederløn foretaget af BUPL i 2024, at de pædagogfaglige ledere i gennemsnit 41,4 timer om ugen.
“Det viser, at det er rigtig svært at arbejde mindre på nogle tidspunkter,” siger Kristine Schroll.
Lederne er nødt til at prioritere benhårdt og sige nej. Men det er bare ikke altid muligt, påpeger hun.
“Hvis tagrenderne er stoppede, så der løber vand de forkerte steder, eller noget andet er presserende lige nu, så siger man jo sjældent nej, fordi man havde planlagt at indberette noget i lønsystemet,” siger Kristine Schroll.
'Ofte umuligt både at være på gulvet og nå lederopgaverne'
Sanela Juzbasic er pædagogisk leder i Naturbørnehaven Kronens Mark og ledertillidsrepræsentant for dagtilbudslederne i Thisted Kommune, hvor 73 procent af lederne har svaret, at de tager fritiden i brug.
Her er lederne opmærksomme på problemstillingen, fortæller hun og peger på hovedårsagen til, at hun selv nogle gange ikke kan nå opgaverne indenfor arbejdstiden.
”I min egen institution indgår jeg 85 procent i normeringen. Men det er umuligt at være på gulvet 85 procent af tiden og stadig nå lederopgaverne. Især hvis der er sygdom, eller nogen er på kursus, så er jeg nødt til at træde til, og jeg ender med at lave et referat eller andet på computeren derhjemme,” fortæller hun.
Leders eget tip: Går hjem, når der er roligt
Som udgangspunkt foregår overarbejdet inden for reglerne i overenskomsten, fortæller Sanela Juzbasic. Man skal dog sørge for at holde fri på andre tidspunkter.
”Nogen er bedre til det end andre. Jeg har været leder i otte år og er blevet bedre til det. Hvis der er stille i institutionen, og der for eksempel er en del syge børn, kan jeg nogle gange gå hjem. Men det er noget, man skal lære, siger hun og tilføjer, at Work-life balance er et emne på ledermøder i Thisted for tiden.
Klar udmelding fra kommune: Ikke en kultur, vi ønsker
Ligesom Thisted er Haderslev kommune i toppen, når det handler om at arbejde i fritiden, men i Haderslev bliver der ikke stillet krav om, at lederne tager fritiden i brug, fortæller dagtilbudschef Thomas V. Andersen.
Det er afgørende at kigge på, hvad der ligger bag, påpeger han.
“Lederne er ansat med en vis fleksibilitet, så nogle gange ligger man over og andre gange under. Så er det okay. Men det er ikke okay, hvis man hele tiden er nødt til at tage arbejde med hjem. Det er ikke en kultur, vi ønsker,” siger han.
Hvis ledere i Haderslev oplever, at mængden af opgaver overstiger den tid, de har til rådighed, skal de gå til deres nærmeste leder, hvilket for institutionsledernes vedkommende er Thomas V. Andersen selv.
“Det kan være udtryk for flere ting. Der kan være for mange opgaver og for stor arbejdsbyrde. Det kan også handle om, at man bruger mere tid, end nogen i virkeligheden forventer. I begge tilfælde skal den nærmeste leder hjælpe med at prioritere og forventningsafstemme,” siger han.
Lederformand: Forvaltningen skal aflaste
Arbejdsgiverne bør kigge på, hvilke opgaver der bliver lagt ud til lederne, og forsøge at finde bedre løsninger, foreslår Kristine Schroll.
“Vi har længe talt om, at for mange administrative opgaver og pedelopgaver havner hos lederne. Kommunerne kan lave nogle gode forvaltningsmæssige team omkring lederne, så de kan støtte dem til ikke at skulle bruge fritiden,” siger formanden for Lederforeningen i BUPL og peger på, at støtten kan komme fra medarbejdere i forvaltningen, som er uddannet til det administrative og derfor måske er dygtigere til det, end de pædagogfaglige ledere.
“Jeg plejer at sammenligne det med, at jeg havde sløjd på seminariet, men det betyder jo ikke, at jeg er kvalificeret til at skifte et vindue. På samme måde kan administrationen give udfordringer, som betyder, at ledere har mindre tid til det, de er ansat til, nemlig at lede fagligheden og den pædagogiske udvikling,” siger hun.
Fokus på kerneopgaven: Kommune giver sparring
Det harmonerer fint med arbejdet for trivsel blandt ledere på dagtilbudsområdet i Haderslev, fortæller Thomas V. Andersen. Forvaltningen forsøger at støtte i forhold til nogle af opgaverne, der ikke direkte handler om kerneopgaven med den faglige ledelse.
“På økonomi-området giver konsulenter for eksempel sparring til lederne. I forhold til personaleledelse går HR tæt på og hjælper lederne med administrationen rundt om sygefravær,” siger dagtilbudschefen og tilføjer, at kommunen også er i gang med at undersøge, hvordan lederne kan aflastes på dele af deres nuværende opgaver med administration af ejendomme/bygninger.
Fokus på stort overarbejde ved OK-forhandlingerne
Måske kan der være forbedringer på vej via de kommende OK-forhandlinger, fortæller Kristine Schroll.
“Et af vores krav handler om at sætte mere fokus på at ramme de 37 timer i gennemsnit. Det håber vi at få kommunerne med på,” fortæller formanden for Lederforeningen i BUPL og uddyber, hvorfor det vil være klogt af kommunerne:
“Kommunerne er meget optaget af rekruttering, men en del af problemet med at rekruttere ledere er netop, at pædagogerne ser, at lederne har svært ved at nå deres arbejde. Det kan spille ind i forhold til, om de vil gå ledervejen,” siger hun.