BUPL henter millioner til arbejdsskadede pædagoger: Nu er der dårligt nyt

Sidste år skaffede BUPL et særdeles stort erstatningsbeløb til arbejdsskadede pædagoger. Men det kan blive sværere fremover: Regeringen vil nemlig forringe beskyttelsen af lønmodtagere, som bliver ramt af arbejdsulykker. Det møder hård kritik.
Ung kvinde med hovedpine
Hovedtraumer er blandt de arbejdsskader, som kan give store erstatningsbeløb, viser BUPL's statistikker. Og ved kroniske skader er pædagogens alder ofte en vigtig faktor for, hvor stor erstatning, arbejdsskademyndighederne tildeler.

Hvert år bliver omkring hver tiende pædagog ramt af en arbejdsulykke. Det viser de nyeste tal fra Arbejdstilsynet.

I mange tilfælde kræver de medfølgende arbejdsskader eller erhvervssygdomme hjælp fra BUPL. Og i 2024 resulterede hjælpen fra BUPL i et bemærkelsesværdigt højt erstatningsbeløb til skadede pædagoger (se faktaboks).

Men sikringen lønmodtagere, som bliver ramt af arbejdsulykker, vil fremover blive dårligere.

Sådan lyder advarslen fra BUPL og flere andre fagforeninger efter at regeringen kort før jul ændrede reglerne for anmeldelse af arbejdsulykker:

  • I dag skal en ulykke anmeldes, hvis den har ført til én sygedag ud over dagen, hvor ulykken skete.
  • Men fra 1. juli skal en ulykke først anmeldes, hvis den har ført til tre sygedage ud over dagen for hændelsen.

Forringelse skal mindske ’skrivebordsarbejde’ – men argumentet holder ikke

Regeringens forslag vil forringe beskyttelsen af pædagoger og andre lønmodtagere, advarer BUPL, der sammen med flere andre fagforbund har arbejdet imod ændringerne.

“Bliver en ulykke ikke anmeldt, fordi den måske kun har ført til én eller to sygedage, vil man stå svagere i forhold til at få arbejdsskadeerstatning, hvis det senere viser sig, at skaden var værre, end man måske først vurderede,” siger Johnny Gaardsdal, medlem af forretningsudvalget i BUPL med politisk ansvar for blandt andet arbejdsmiljø.

Regeringen har blandt andet argumenteret for, at ændringerne vil mindske mængden af skrivebordsarbejde for arbejdsgiverne.

Men ifølge udregninger fra Arbejdstilsynet forventes den forringede beskyttelse reelt at spare mindre end ét årsværk samlet for hele den offentlige sektor.

Læs også: Nye regler om arbejdsulykker forringer beskyttelsen af pædagoger

Hul igennem efter lang ventetid: Derfor var 2024-erstatninger særligt høje

I de seneste år har arbejdsskadede pædagoger måttet vente været særligt lang tid på at få erstatning. Det skyldes store sagspukler hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der behandler sagerne. Årsagen har blandt andet været det store antal sager om kroniske COVID-skader.

Netop disse sager er der dog begyndt at falde afgørelser i. Og det er en af de primære årsager til, at arbejdsskadede BUPL-medlemmer i 2024 samlet fik udbetalt hele 235 millioner kroner i erstatning.

Det beløb er højt sammenlignet med tidligere år. Og netop erstatninger for kroniske skader på grund af COVID-19 udgør da også en stor del af det samlede erstatningsbeløb, viser BUPL’s statistikker.

Langt hovedparten af de pågældende sager blev anmeldt af BUPL helt tilbage i 2020 og 2021. Dengang blev landets daginstitutioner som bekendt holdt åbne, mens resten af Danmark var lukket ned for at mindske smittespredningen.

Kilde: BUPL's arbejdsskadestatistikker

Sager om trusler og skadende handlinger fylder i statistikken

BUPL’s statistik over arbejdsskade-erstatninger i 2024 viser også en anden bemærkelsesværdig tendens: Der er samlet udbetalt store beløb til pædagoger i sager om skadende handlinger og trusler fra børn eller forældre.

Her er der tale både om arbejdsulykker og sager om såkaldte erhvervssygdomme, hvor pædagoger er blevet kronisk syge på grund af langstrakte forløb.

Og der er flere eksempler på, at disse typer af sager har medført så store skader, at pædagogerne er blevet tilkendt førtidspension.

Læs også: Fik bat i nakken og mistede jobbet: 245.000 i godtgørelse til invalideret pædagog

De største erstatninger: Alder har stor betydning

I de arbejdsskadesager, der medførte de største erstatninger i 2024, fik pædagoger hver især udbetalt over 6 millioner kroner i erstatning.

De pågældende sager handler om yngre pædagoger med langt til pensionsalderen, som har fået så alvorlige skader, at de har mistet evnen til at kunne arbejde som pædagog.

Sådan får du hjælp af BUPL, hvis du får en arbejdsskade

Får du som pædagog en arbejdsskade, er BUPL klar med hjælp og rådgivning. Jo tidligere BUPL kommer ind i sagen, desto bedre kan BUPL rådgive dig. Via BUPL’s underside om arbejdsskader kan du udfylde et oplysningsskema og en fuldmagt. Herefter overtager BUPL Forbund sagen.

Som medlem af BUPL kan du få:

  • Hjælp til at anmelde din skade
  • Løbende rådgivning undervejs i sagen om, hvordan du skal forholde dig til besvarelse af spørgeskemaer, indkaldelse til speciallægeundersøgelser mv.
  • En vurdering af om afgørelser fra arbejdsskademyndighederne i din sag er korrekte i henhold til gældende lov og praksis
  • Hjælp med en eventuel anke af afgørelser
  • En vurdering af, om der er basis for, at BUPL på dine vegne også skal rejse et erstatningskrav mod din arbejdsgiver, andre ansvarlige mv.

Vigtigt at huske hvis du får en arbejdsskade:

  • Der gælder en frist på 1 år til at anmelde en arbejdsskade, fra skaden er sket
  • Gå til lægen hurtigst muligt og helst indenfor den første uge efter skaden. Hurtig lægekontakt og herefter jævnlig lægekontakt om skaden kan tjene som dokumentation for, at skaden er årsag til symptomer lang tid efter. Det øger chancen for, at skaden kan anerkendes.

Læs mere om arbejdsskader

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.