Forsker: Giv børn den indre tryghed, de så hårdt har brug for
De miljøer, børnene vokser op i, afspejler ikke deres udviklingsbehov, og det er en grundlæggende årsag til børn og unges stigende mistrivsel. Det er budskabet fra seniorforsker og børne- og ungdomspsykiater Pernille Darling i hendes nye bog ’Tryghed og tilknytning – samfundets glemte grundsten’.
Med afsæt i tilknytningsteorien viser Pernille Darling, hvordan hyppige brud i relationer, mange skiftende voksne og manglende mulighed for barnet til selv at regulere sit tryghedsbehov skaber en generation af unge med skrøbelige fundamenter.
”Børns chancer for at kunne udvikle tryghed som en grundtilstand er voldsomt forringede i dag. Jeg plejer at sige, at ingen mennesker er ens, og alligevel kan de deles op i to: De trygge og de utrygge. Trygge børn – og voksne – har store fordele, fordi de tør udforske verden og komme på glatis, netop fordi de har en indre tryghed. Utrygge mennesker bruger en stor del af deres energi på at forsøge at opnå en følelse af tryghed,” siger Pernille Darling, som er seniorforsker ved Center for Evidensbaseret Psykiatri i Region Sjælland og lektor på SDU, Syddansk Universitet.
Lave normeringer forhindrer tryg tilknytning
Hun peger på, at lave normeringer i institutioner, skoler og fritid kan betyde, at relationen mellem barn og pædagog aldrig bliver stærk nok til, at barnet kan bruge pædagogen som tilknytningsperson. Samtidig forventer vi af børnene, at de kan tilpasse sig konstante relationsskift – en belastning, som tidligere generationer aldrig har stået overfor på samme måde, siger Pernille Darling:
"Når vi fratager børn muligheden for selv at mærke, hvornår de har brug for deres tryghedsbase, giver vi dem en grundlæggende erfaring af, at de må passe på sig selv og bruge deres energi på sikkerhed frem for udvikling. Derfor skal vi skrue alvorligt op for relationerne og tiden med voksenkontakt i daginstitution, skole og fritid,” siger hun.
Bogen bygger på tilknytningsteoretikere som John Bowlby, Mary Ainsworth og Mary Main sammen med Pernille Darlings egne kliniske erfaringer og analyser. Kapitel for kapitel dokumenterer bogen, hvordan børn og unge ikke får de rette muligheder for at udvikle en tryg tilknytning – og hvad konsekvenserne er på kort og langt sigt.
Her svarer hun på 5 spørgsmål om bogen:
Hvad skal pædagoger vide om tilknytning og tilknytningsmønstre?
”De skal vide meget, men … jeg vil faktisk hellere have, at politikerne forstår vigtigheden af, at børn udvikler tryghed som en grundtilstand. Og at de sikrer rammerne for, at børn og unge overhovedet kan blive trygt tilknyttede.
I dag så jeg en plakat, der skal tiltrække pædagoger til Københavns Kommune. Her så man en pædagog med varme i øjnene trøste en lille dreng. Min pointe er, at pædagogen skal have mulighed for at give drengen omsorg, indtil han selv føler sig så tryg, at han tør forlade hende og fortsætte legen. Det er barnet – den tryghedssøgende – der ved, hvornår behovet for tryghed er opfyldt. Barnet skal også vide, at pædagogen er der, når han igen får brug for hende.
Problemet er, at pædagogen i den virkelige verden også skal tage sig af 10-20 andre børn, så hun har ikke mulighed for at være den sikre base for barnet. Og det er det, der er brug for, hvis det barn på plakaten skal opnå en tryg tilknytning.”
Hvad vil du så gerne sige til pædagogerne om tilknytning?
”At utrygge børn kan se ud på meget forskellige måder. For eksempel er et barn, der undlader at reagere i en stressende situation, ikke nødvendigvis trygt. Børn med undvigende, utryg tilknytning kan – udadtil – se ganske rolige ud. De nulrer måske lidt rundt og gør ikke så meget væsen af sig selv. For at pædagogen skal kunne vurdere, hvordan barnet har det i situationen – for eksempel når far eller mor går om morgenen, eller det falder og slår sig – skal pædagogen have en stærk relation til barnet. Det er langt fra altid tilfældet med de rammer, der er i dag.
Pædagoger skal også vide, hvad der styrker tilknytningen. Det ved de også langt hen ad vejen. Når jeg er forsigtig med at give pædagogerne råd, er det, fordi den nuværende ramme er en knibtangsmanøvre på dem. For de kan jo ikke lade være med at forholde sig til alle børnene og deres individuelle behov. Men de kan heller ikke nå rundt og give alle det, de har brug for.”
Hvilken rolle spiller pædagoger for børns tilknytningsmønster?
”En stor rolle. Børn er i daginstitution, skole og fritidstilbud mange timer hver dag. Fra de er helt små. Her skal pædagogerne have mulighed for at fungere som sekundære omsorgspersoner. Børnene skal kunne regne med, at pædagogen er der, når de har brug for ham eller hende.
Man kan sige, at når stort set alle børn i dag går i vuggestue og børnehave, så skal vi død og pine også sørge for, at pædagogerne har mulighed for at give dem den tryghed og omsorg, de har brug for.”
Hvordan indretter vi institutioner, skoler og fritidstilbud, så de styrker trygheden?
”Færre skift – fra vuggestue til børnehave, fra lille-stue til store-stue, fra indskoling til mellemtrin til udskoling. Og gerne de samme pædagoger fra vuggestue til skole. Og også gerne gennemgående pædagoger og lærere i skole, SFO og klub. Fordi relationen er så vigtig for børns udvikling.
Der er også brug for normeringer, der giver pædagogerne mulighed for at bruge tid nok sammen med de enkelte børn, så de rent faktisk kan arbejde med tilknytningen. Det er vigtigt for børn at have yndlingspædagogen – eller en anden pædagog, de er tryg ved – inden for rækkevidde, så de føler sig trygge nok til at lege, udforske og lære alt det, de skal. Fordi de ved, de kan komme i tryghed.
Personaleudskiftningen er også et stort problem i dag. I min bog analyserer jeg konsekvensen af, at børn og unge lever i en svingdør af skiftende voksne. Det handler også om arbejdsmiljøet, så vi sikrer, at pædagogerne ønsker at blive i jobbet, eller ikke bliver syge af stress.”
Hvad betyder pædagogens eget behov for tryghed?
”De, der er grundlæggende trygge, har en stor fordel. De tør være nysgerrige og tage imod nye udfordringer. Er man grundlæggende utryg, vil man hurtigere slå over i selvbeskyttelse, for eksempel hvis en forælder eller kollega rejser en kritik. Men vi er ikke kun vores tilknytningsmønster. Som voksne kan vi forholde os til os selv, men de rammer vi er i, spiller også en stor rolle.
Faktisk håber jeg, at pædagoger vil se med milde øjne på sig selv og hinanden og tænke: Måske er jeg ikke vred lige nu, måske er jeg i virkeligheden utryg? Og måske bunder kollegaens irritation i utryghed? Det samme gælder med forældrene: Måske er denne her far helt ude af den, fordi han ikke er tryg ved situationen? Eller måske er denne her mor så kritisk, fordi hun selv er utryg?
Og børnene selvfølgelig: Når et barn får en nedsmeltning midt i frugten – så bunder det måske også i utryghed. Og hvordan kan vi skabe tryghed på arbejdspladsen, sådan at vi som pædagoger altid har nogen at gå til, når vi selv har brug for det?”
