Når man retter lyset mod én pædagog, oplyser man hele faget

Det er nok det vildeste, jeg har prøvet i hele mit liv. Jeg stod på scenen foran 80 mennesker, og jeg kendte kun Mette. Efter min tale rejste alle sig og klappede. Bagefter skrev en journalist, at jeg havde holdt en brandtale for pædagogikken.

På en lang aften var jeg den næstsidste, der skulle på scenen for at modtage en pris. Alting var overvældende, men jeg havde øvet mig en del gange på ordene derhjemme, og det betød bare så meget for mig at sige, at vores fag er vigtigt. At få fortalt, at jeg er så stolt af vores fag, selvom det kan være svært at føle stolthed, når mange ikke anerkender, at det at være pædagog er noget særligt.

Og hvad laver du så? Jeg er pædagog

Alle kender nok det med at blive spurgt i en forsamling: Og hvad laver du så? Jeg svarer: Jeg er pædagog, men i mange år kunne jeg ikke sige det med rank ryg og stolthed.

Første gang, jeg hørte om Politikens Pædagogpris, tænkte jeg: Hvorfor skal der gives en pris til nogle få, når vi er så mange dygtige? Og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at nogen kunne indstille mig. Det er nok den nordjyske ydmyghed, der får mig til at tænke, at jeg ikke kan noget særligt.

Jeg blev så stolt, da Mette indstillede mig

Jeg havde et samarbejde med kommunens ressourcepædagog, Mette, om børn i udsatte positioner. Det var hende, der indstillede mig til pædagogprisen. Jeg kan tydeligt huske ordene: At jeg har øje for børn på kanten af fællesskabet og for at give børn lige deltagelsesmuligheder. At jeg har fokus på at gøre mine kolleger bedre og bringe deres faglighed i spil. At jeg har den holdning, at alle børn gør det godt, hvis bare de kan.

Da hun havde indstillet mig, dukkede Mette op med teksten udskrevet og lamineret, og jeg blev så stolt. Mine kolleger og jeg er gode til at anerkende hinandens arbejde i dagligdagen, men at hun havde sat sig ned og skrevet så flot om mit arbejde, rørte mig dybt.

Chok: Jeg var blandt de 12 nominerede

Jeg var indstillet blandt omkring 600 andre pædagoger og tænkte, at det var så det. Indtil jeg blev ringet op af Politiken, som ville filme og interviewe mig, fordi jeg var en af de 12 nominerede til en pris. Der var jeg lidt i chok. Chokket blev endnu større, da jeg to dage før prisfesten fik at vide, at jeg havde vundet særprisen for dagtilbud.

Jeg måtte ikke fortælle det til nogen. Så jeg sagde bare til vores studerende, som jeg sad i vejledningssamtale med, at det var vores pædagogiske leder, der ringede. 

Det har hele tiden været mærkeligt for mig, at man lyser på en enkelt pædagog, for pædagogik er en holdsport, og jeg ved, at jeg aldrig ville lykkes med mit arbejde, hvis ikke mine gode kolleger havde min ryg.

Jeg havde ikke behov for at flashe det

Til prisfesten i København var der fyldt med dygtige og vidende mennesker. Salen var også gennemsyret af pædagogik. Det var en aften, som handlede om, hvorfor pædagogfaget er så vigtigt. Der var meget glæde til stede, og det var så fint at opleve.

Jeg havde ikke behov for at flashe det, da jeg blev indstillet. Men da jeg vandt prisen, lagde jeg det på Facebook, og der kom helt vildt mange søde beskeder. Fra gamle skolelærere og klassekammerater, fra tidligere kolleger og forældre i børnehuset, fra borgmesteren. Det var helt overvældende. I Sæby, hvor jeg bor, standsede folk, jeg kun kender perifært, og sagde tillykke med prisen. Jeg anede ikke, at de reflekterede over pædagogfaget til daglig, men nu fortalte de mig, hvor vigtigt mit arbejde er, og hvor meget dygtige pædagoger betyder.

Siden har der brændt en glød i mig. Jeg vil være med til at brede vigtigheden af mit fag endnu mere ud, så flere unge vil være pædagoger. Og jeg er også blevet tændt på ideen om, at man kan give priser til dygtige pædagoger. For det er ikke den ene pædagog, men faget der kommer i centrum. Sådan kan det godt være, selvom man får enkelte til at træde frem i lyset.