Når krisen rammer, er din bedste beskyttelse lige rundt om dig

Hun havde egentlig bare fundet et studiejob, fordi hun havde brugt SU’en på at læse til afspændingspædagog og nu manglede penge, mens hun studerede psykologi på universitetet. Men stillingen som student i Rådet for Trafiksikkerhedsforskning skulle vise sig at sætte en retning for Rikke Høgsteds arbejde i mange år fremover.

Rådet undersøgte, hvordan de alvorligste trafiksammenstød påvirker mennesker, og Rikke Høgsted fik til opgave at tale med dem, der havde overlevet uheldene.

”Det var første gang, jeg tænkte: Hold da op! Tænk, at mennesker uden varsel kan komme ud for oplevelser, som de måske ikke har haft indflydelse på, men som kan ændre deres liv fuldstændig,” husker Rikke Høgsted.

Hvor er det bare tilfældigt, hvem der rammes af uheld

En tanke, der atter slog ned i hende, da hun i sit næste studiejob for Dansk Røde Kors skulle hjælpe med at skrive en bog om psykisk førstehjælp. Hun interviewede mennesker, der havde oplevet traumatiske hændelser. Hvis det ikke stod klart for hende før, blev det helt tydeligt nu:

”Hvor er det bare tilfældigt, hvem der oplever de hårde sider af livet, og hvor får det store konsekvenser, hvis de voldsomme oplevelser ikke bliver håndteret godt nok. Jeg fik virkelig øjnene op for betydningen af tilfældigheder, held og uheld,” siger Rikke Høgsted, der i dag er krisepsykolog, forfatter og udviklingsdirektør i Institut for Belastningspsykologi.

Håber, pædagoger siger: 'Det vidste vi godt'

Rikke Høgsted er aktuel med bogen ’Grundbog i psykisk førstehjælp og krisehåndtering’, som giver et bud på, hvordan ledere og medarbejdere kan forstå, forebygge og håndtere psykiske kriser. Og som henter mange af sine løsninger i de ressourcer, der er i fællesskabet på arbejdspladsen. I gode og opmærksomme kolleger, i dygtige og nærværende ledere og i sunde organisationer med fokus på trivsel og forebyggelse.

Derfor håber hun, at pædagoger, når de står med bogen i hånden, vil sige: Det vidste vi da godt.

”Min bog taler ind i en grundviden og en sund, medmenneskelig fornuft, som man også kender fra pædagoguddannelsen. Pædagoger må gerne tænke: Hvor er det rart, at det bliver sagt højt og tydeligt, at det er så vigtigt, hvordan vi støtter hinanden i hverdagen, og at der bliver sat tid og plads af til den støtte,” siger Rikke Høgsted.

Hun talte om det, der gjorde ondt

Beslutningen om at blive psykolog havde hun truffet, før hun begyndte at læse til afspændingspædagog. Længe inden, faktisk. På idrætsefterskolen i Elbæk var Rikke Høgsted den, man kunne komme til, når man havde problemer. Hun turde tale om de ting, der gjorde ondt. Det var derfor, at vennerne begyndte at sige: Du skal da være psykolog.

”I 10. klasse anede jeg faktisk ikke, hvad en psykolog var. Der er ingen akademikere i min familie, og jeg havde ingen psykologer i min omgangskreds. Men hvis en psykolog var sådan en, der talte med folk om deres problemer, så ville jeg gerne være det,” siger Rikke Høgsted.

Senere, på HF i Hedensted, hørte hun om sin drømmeuddannelse, som man kunne læse på Aarhus Universitet. Og hun blev skuffet. For hun forstod ikke, hvorfor de hele tiden talte om ’universet’.

”Jeg vidste simpelthen ikke, hvad et universitet var. Jeg havde vist også tømmermænd den dag. Og jeg var helt sikker på, at det der meget fine sted nok ikke var noget for mig,” fortæller Rikke Høgsted.

Det værste var at intellektualisere

Det værste, man kunne gøre i de kredse, Rikke Høgsted færdedes i, var at intellektualisere. Man skulle ikke begynde på en lang uddannelse, før man havde mærket verden og fået forstand på livet.

Derfra kom ideen om at læse til afspændingspædagog et enkelt år, der imidlertid blev til tre, fordi studiet var så spændende. Og som altså førte til, at hun af manglende SU lærte om tilfældigheders betydning og den magt, som held og uheld kan få over menneskers liv.

Forståelse for alle slags mennesker

I dag er Rikke Høgsted glad for, at hun ikke tog den direkte vej fra et akademikerhjem og ind på universitetets bonede gulve. En opvækst på landet, hvor faren var journalist, moren lærer, og hovedparten af klassekammeraternes forældre ufaglærte eller landmænd, har givet hende en særlig forståelse for mange slags mennesker. En fordel, når hun arbejder med at gøre pædagoger og andre medarbejdere bedre til at håndtere psykiske kriser.

”Når jeg underviser, kender jeg ham tillidsrepræsentanten, der sidder i hjørnet med korslagte arme og tænker: Hvad fanden er det her for noget? Ham gik jeg i folkeskole med. Og jeg ved, at det, jeg kommer med, ikke giver mening for ham i begyndelsen. Så er det min opgave at sørge for, at han også kommer med,” siger Rikke Høgsted.

Pædagoger sidder forskellige steder i bussen

Den modstræbende tillidsrepræsentant og de pædagoger, som Rikke Høgsted møder i sit arbejde som krisepsykolog, sidder tre forskellige steder i bussen, som hun kalder det. Der er dem på de forreste sæder. Det er for eksempel institutionen, der i forvejen arbejder med psykologisk tryghed og forebyggelse af ulykker, men som vil gøre det endnu bedre. Dem hjælper hun gerne, men ofte er de hurtigt i stand til at tage over og hjælpe sig selv.

Så er der dem midt i bussen. De har måske nok haft fokus på forebyggelse og psykisk arbejdsmiljø på et tidspunkt, men på grund af stor udskiftning eller travlhed har de ikke lige fået fulgt op på deres aftaler og rutiner.

Alle gør deres bedste

Og så er der dem på bagsædet, som har fået et påbud fra Arbejdstilsynet, og som nu er tvunget til at sikre, at det er sundt og sikkert at gå på arbejde. En situation, der kan være en lettelse, fordi man nu får hjælp til sine udfordringer, men som også kan føre til vrede og skam over at være havnet her.

”Jeg møder ikke nogen pædagoger eller ledere, der ikke har gjort deres bedste. Ingen går på arbejde og tænker: I dag vil jeg være lidt forrået eller udvise lidt mobbeadfærd overfor mine kolleger. Psykiske arbejdsmiljøproblemer skyldes altid, at vi ikke har den rette balance i vores arbejdsliv, at vi mangler kompetencer eller ressourcer, at der stilles høje følelsesmæssige krav, at vi får stillet uklare eller modstridende krav eller lignende,” siger Rikke Høgsted.

Små dryp af belastning hver dag

Uanset hvor pædagoger og ledere sidder i bussen, skal de være opmærksomme, for mange faktorer kan påvirke deres mentale helbred. Den form for belastning, de møder i deres arbejde, er ikke den samme type, som Rikke Høgsted har mødt hos overlevende efter trafikulykker. Belastningen kan heller ikke sammenlignes med det pres, hun har oplevet blandt dødeligt syge patienter i Kræftens Bekæmpelse eller hos udsendte i Afghanistan og Irak, som frygter at ramme en vejsidebombe eller havne i et bagholdsangreb.

Pædagoger kan også blive ofre for tilfældigheder. Et barn kan komme til skade eller blive væk. En kollega kan køre galt eller falde ned ad en trappe. En frustreret forælder kan blive ubehagelig og truende. Men ofte er den psykiske belastning i pædagogers arbejde, ifølge Rikke Høgsted, mere drypvis, med fare for at dråberne over tid samler sig til en flod, som man risikerer at drukne i.

”Vi mennesker er vanvittig dygtige til at tilpasse os. Ellers havde vi slet ikke udviklet os på den måde, vi har gjort. Men vi kan også vænne os til forhold, som ikke er sunde for os. Og vi kan nemt overse de faresignaler, som vores kroppe giver os undervejs,” siger Rikke Høgsted.

Fællesskabet er den vigtigste beskyttelse

Når pædagoger og andre er i psykisk krise, er der brug for psykisk førstehjælp. Begrebet dækker over et sæt regler beskrevet i arbejdsmiljølovgivningen, som handler om, at det rette beredskab skal være til stede på arbejdspladsen. Men psykisk førstehjælp er også et udtryk for den støtte, som kolleger og ledelse kan give hinanden på arbejdet.

Det er den støtte, Rikke Høgsteds bog handler om, og hendes vigtigste pointe er, at vi skal bruge fællesskabet.

”Det at være en del af en gruppe er ubetinget den største beskyttende faktor for os mennesker. Både som privatpersoner og på arbejdet. Og grundlæggende har den måde, vi kan støtte hinanden som medmennesker og kolleger på, ikke ændret sig de seneste mange år,” siger Rikke Høgsted.

Men meget andet har ændret sig, for eksempel den måde, hvorpå en arbejdsplads håndterer en psykisk krise.

”Vi trækker mere og mere på professionel krisehjælp. Det kan der i nogle tilfælde være brug for, men langtfra i alle. Vi kommer alle sammen ud for større eller mindre kriser i løbet af vores arbejdsliv, og vi skal passe på med at dramatisere dem. I mange tilfælde er det, der er brug for, støtte fra vores nærmeste, fra kolleger og ledelse,” siger Rikke Høgsted.

Vi skal bygge digerne stærke sammen

På spørgsmålet, hvordan man som pædagog eller pædagogisk leder ved, hvordan man hjælper i en psykisk krise, svarer Rikke Høgsted med det samme, at det er en oplagt opgave for arbejdsmiljøorganisationen på arbejdet. 

Der skal være klare aftaler for, hvem der gør hvad, og aftalerne skal blive til rutiner gennem regelmæssig træning. På samme måde som de fleste ved, hvordan man hjælper et barn, der har fået et stykke gulerod galt i halsen eller har slået hul i hovedet.

Desuden handler det om at skabe rammerne for en tryg, stabil arbejdsplads i fredstid, som Rikke Høgsted siger:

”Vi skal bygge digerne stærke sammen. Hvis vi er vant til at støtte vores kolleger, vant til at arbejde med selvhjælp og vant til at tale med vores leder om både det, der beriger og belaster i vores arbejde, så kan vi bedre stå imod, når stormen kommer.

Lyt til podcasten 'Tæt på Rikke Høgsted: Fællesskabet beskytter dig mod krisen'. Klik i afspilleren herunder, eller find Børn&Unge Podcast i din podcast-app.