Louise kæmper stadig for minimumsnormeringer: Vi er slet ikke i mål

Angstprovokerende. Det er det andet ord, 32-årige Louise Kræmer Jessen kommer i tanke om, når hun skal fortælle om at være i debat med tidligere social- og børneminister

Mai ­Mercado (K). Flere gange op til folketings­valget stod pædagogen, der arbejder i en vugge­stue i Nyborg Kommune, over for politikeren for at give sit billede af hverdagen i en dansk daginstitution og måske derigennem over­bevise ­hende om, at der er brug for minimums­nor­meringer. Og når man stikker næsen frem, ­risikerer man at få knubs, som hun siger det.

Det første ord er ’rart’.

»For når jeg har hul igennem til politikerne og kan få lov til at vise, hvordan virkeligheden ser ud, har jeg også mulighed for at gøre en forskel. ­Ministeren havde et billede af, at hun havde ­været med til at få tilført mange midler til ­institu­tionerne, men jeg kunne fortælle hende, at de mange gode hensigter ikke kan mærkes af os på gulvet,« fortæller Louise Kræmer Jessen.

Et svært regnestykke

Antallet af pæda­goger i forhold til børn er et regnestykke, som den 32-årige pædagog bruger meget tid på at tænke over. Især når det efter hendes mening ikke går op.

»Det er normeringerne, som afgør, om jeg kan yde en indsats, jeg kan være stolt af og være ­bekendt. Om jeg kan løse min arbejdsopgave eller bare bliver en, der opbevarer børn,« siger Louise Kræmer Jessen, der har mærket en stor forskel, fra hun var færdig som pædagog i 2012 og til i dag.

»Det er tydeligt, at normeringerne er blevet dårligere. Vi løber stærkere, samtidig med at vi skal løfte en mere kompleks opgave,« siger Louise Kræmer Jessen blandt andet med henvisning til den styrkede pædagogiske læreplan og en ud­bygget dagtilbudslov.

Hvad dårlige normeringer betyder for pædagoger og børn i daginstitutionerne, er hun slet ikke i tvivl om:

»Som pædagog er jeg uddannet til at se børns behov og vide, hvordan jeg kan imødekomme dem. Jeg ved, hvad det har af positive konse­kvenser, hvis de behov bliver mødt. Men jeg ved også, hvad der sker, når børnene ikke bliver mødt i deres behov, fordi vi er tvunget til at lade stå til, når vi ikke er nok til arbejdet,« siger pæda­gogen.

»Det er så hårdt at se på de relativt små problemer, et barn kan stå i, og vide gennem sin ­uddannelse, at problemerne bare bliver værre og værre, når barnet rammer børnehaven, ­skolen og ungdomslivet. I vuggestuen ville jeg med ganske små indsatser kunne komme problemerne i forkøbet, men det sker ikke, fordi jeg hele tiden må prioritere, hvem af børnene der skal have min tid,« fortsætter Louise Kræmer Jessen.

»Det er hårdt at se børnenes reaktion i situationen, når vi må afvise nogle, fordi andre trænger mere. Og jeg har det dårligt med at tænke over, hvad vi overleverer til børnehaverne, som har en endnu dårligere normering, end vi har i vuggestuerne.«

Aktiv meningsdanner

Louise Kræmer Jessen er en af de pædagogiske meningsdannere, som tænketanken Cevea har uddannet med støtte fra BUPL, og hun har brugt de redskaber, hun har fået, til at tage aktiv del i den offentlige debat. Udover møderne med Mai Mercado i P1 Debat og i fynsk lokal-tv har hun deltaget i Debatten hos Clement Kjersgaard og skrevet adskillige blogindlæg og læserbreve.

Men hvorfor stikker hun næsen frem, når det risikerer at give knubs, som hun selv siger det?

»Jeg elsker mit fag og brænder for at være ­pædagog. Men hvis jeg skal kunne holde til det og stå inde for den virkelighed, jeg møder op til hver eneste dag, er jeg nødt til at prøve på at ændre rammerne både for min egen skyld og for ­børnenes,« siger Louise Kræmer Jessen.

»Med kampagnen ’Min normering’ og ­under valgkampen synes jeg, at pædagogik og børns vilkår er kommet historisk højt op på den ­politiske dagsorden. Vi har sammen med forældre­bevægelsen gjort en forskel, og det har været fedt at være en del af,« siger pædagogen, der på den ene side er stolt af og glad for, at minimums­normeringer er blevet skrevet ind i det aftalepapir, der danner grundlag for den socialdemokratiske regering.

På den anden side er hun bekymret for, om ­politikerne vil sætte de midler af, som en ­genopretning af daginstitutionerne kræver.

»Jeg vil gerne se et konkret bud fra ­politikerne, før jeg begynder at juble. Nu skal der laves ­finanslov, og de kommunale budgetter skal for­handles, så kampen fortsætter både i det nære og på landsplan. Hvis vi gerne vil have den ­prioritering i ­samfundet og den løn, som jeg føler vi er ­berettiget til, skal den brede befolkning vide, hvor uundværlige pædagoger er. Det er på min dagsorden,« slår Louise Kræmer Jessen fast.