Kæmpestort ja til ny overenskomst
Pædagoger og ledere ansat i kommunerne får en ny overenskomst. 91,4 procent at de afgivne stemmer i BUPL har sagt ja til et resultat, der i alt står til at løfte pædagogers gennemsnitsløn med 5.000 kroner brutto.
Du kan læse mere om den overenskomst, der nu er godkendt her.
Samtidig kan alle andre fagforeninger på det kommunale og regionale område også melde om ja. Overenskomsterne har været sammenkædet som en del af trepartsaftalen, og det kollektive ja betyder, at der ikke bliver strejke i denne omgang. I stedet er der udsigt til de største offentlige lønstigninger i nyere tid med overenskomster med en økonomiske ramme på 8,8 procent over to år i kommuner og regioner.
Tilfreds med fælles ja
BUPL’s formand glæder sig over, at overenskomsterne nu er faldet på plads.
”Det fælles store ja kan vi kun være tilfredse med. Det viser, at medlemmerne anerkender, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for at få en overenskomst, som flest muligt kan se sig selv i. Det er vi lykkedes med,” siger hun.
Sammenlagt stemte 87,2 procent af lønmodtagerne i de sammenkædede overenskomster ja. Og stemmeprocenten endte på 66,0.
Tak til de aktive
I BUPL er der ikke kun grund til at glæde sig over et klokkeklart ja. Også stemmeprocenten blev høj. Faktisk stemte to ud af tre pædagoger om deres overenskomst.
”Jeg er rigtig glad for den flotte stemmeprocent og ja-procent. Det siger mig, at vi er på omgangshøjde med hinanden i vores fællesskab. Der er stor tillid til, at vi har gjort vores allerbedste. Det er jeg superglad for,” siger Elisa Rimpler.
Stemmeprocent er den tredjehøjeste i BUPL’s historie.
”Vi havde ikke fået sådan et engagement, hvis ikke det var for de mange aktive tillidsrepræsentanter, fællestillidsrepræsentanter og ledertillidsrepræsentanter, som har gjort en ekstra indsats. Så jeg skal også rette en kæmpestor tak til dem. De har virkelig løftet en kæmpeopgave med at få medlemmerne til at interesse sig for, hvad en overenskomst er, og hvorfor det er vigtigt, at man bruger sin stemme,” siger Elisa Rimpler.
Trepart har gjort en forskel
Trepartsaftalen, der sikrer pædagoger på fuld tid et lønløft på 1.800 kroner brutto om to år, når den er fuldt indfaset, har også haft betydning for det store ja, vurderer Elisa Rimpler.
”Alt tæller med. Det har gjort en stor forskel, at der er nogle ekstra penge med fra en trepart. For et år siden havde jeg min store tvivl om, hvorvidt vi kunne nå i mål med et tilfredsstillende resultat, og nu står vi her og kan være stolte af, at vi har indhentet 46 procent af vores lønefterslæb med treparten, og vi har også fået en historisk god overenskomst,” siger hun.
”Nogle gange kan vi godt tvivle på vores styrke og gennemslagskraft, men det her resultat viser, at vi har begge dele,” tilføjer hun.
Vi skal have en ordentlig løn
Elisa Rimpler håber, at den høje stemmeprocent er udtryk for, at pædagoger er begyndt at gå mere op i deres løn.
”Det er jo en del af det at være en stærk profession og en stærk faglighed. Den høje stemmeprocent hænger sammen med professionsidentiteten, at vi siger, at det, vi gør for samfundet, for børn og unge, er så vigtigt, at vi også skal have en ordentlig løn for det. Kaldet er ved at være fortid. Nu tænker vi som dygtige professionelle med en vigtig samfundsopgave,” siger Elisa Rimpler.