Hygge i en hård tid: Vi holder Danmark i gang

Mandag blev hverdagen markant anderledes i de daginstitutioner, der har nødpasning. Midt i alvoren findes små oaser af hygge, hjemmebag og eventyr for børn, som først og fremmest skal føles sig trygge, siger de pædagogiske ledere.

Landet rundt gør pædagoger et stort arbejde for at holde Danmark i gang. De sørger for nødpasning, så forældre med vigtige job på sygehuse, plejehjem og i det private erhvervsliv kan passe deres arbejde.

En rundringning viser, at der ikke er meget corona-tristhed at spore i nødpasningerne. Tværtimod er pædagogerne gode til at gøre noget særligt ud af dagen, så det for børnene bliver en god oplevelse. Det er vigtigt for både børn og forældre.

Som pædagogisk leder Lotte Slott Jensen i en fynsk daginstitution udtrykker det: Forældrene skal trygt kunne aflevere deres børn uden at frygte, at de vil komme til at kede sig, fordi der næsten ingen børn er at lege med.

Tre børn og en masse hygge

M.C. Holms Børnehus i Nykøbing Mors har normalt godt gang i aktiviteterne med 190 børn i Havestien, Standstien og Skovstien. Mandag den 16. marts var alt anderledes.

»Vi er kun tre børn, og det ene er et vuggestuebarn, så der er to voksne på arbejde foruden mig. I morgen bliver vi fem børn, men sidst på ugen falder tallet igen,« fortæller institutionens leder Trine Bro.

»Børnene synes, det er hyggeligt. Foreløbig har de til formiddag leget i motorikrummet, og de har været ude på legepladsen. Men det helt store skete, da køkkendamen kom og spurgte, hvad de gerne ville have til frokost. De syntes, at det var helt fantastisk, at de fik lov til selv at bestemme, og de var ikke i tvivl: Nuggets og pommes frites,« fortæller lederen.

Hun er fuld af beundring for, hvordan forældrene har tacklet situationen og fundet pasningsmuligheder. Torsdag i sidste uge mødte kun 12 procent af børnene på hele Mors op i deres institution. Fredag mødte kun 1 procent op.

»Og de børn, som skal have nødpasning, oplever det som noget helt særligt. Og det skal de også. Vi skal have nødpasning i alle 14 dage, og vi justerer og retter til, hvis antallet af tilmeldte ændrer sig,« siger Trine Bro.

Spændende inde hos lillesøster

I Løjt Børnehus i Aabenraa Kommune er der normalt 105 børn. Mandag kom der to – et søskendepar, det ene barn et børnehavebarn og det andet et vuggestuebarn.

»Vi har været en tur på legepladsen og er ellers inde i vuggestuen. Det synes storebror jo er spændende, for der er noget andet legetøj end det, han er vant til. Og lillesøster synes det er herligt, at storebror er med,« fortæller souschef Mette Kolbeck, der er på arbejde sammen med endnu en pædagog.

»Man kan jo godt sige, at det er lidt flot med to voksne til to børn, men sådan har vi valgt at gøre det. Der er jo det med ansvaret, og vi synes ikke man skal stå alene med børnene,« siger souschefen.

I Løjt Børnehus forventer de at komme op på fire-fem børn senere på ugen, og så vi der nok blive delt op mellem vuggestue og børnehave. Men ellers er det ikke muligt at forudsige, hvordan tingene vil udvikle sig.

»Vi har jo en del sygehuspersonale blandt vore forældre, og de kan senere blive kaldt ind på ekstravagter. Sker det, kan der opstå pasningsbehov, vi ikke kan forudse nu, og så er vi selvfølgelig parate. Det har vi også meddelt dem,« siger Mette Kolbeck.

På den måde kan udviklingen i sygehussektoren omgående smitte af på behovet for nødpasning. Og det er med til at sætte pædagogernes vigtige rolle i relief.

’Og så bagte vi boller….’

Børnehuset Louisegården er en del af Institutionen Nord i Odense, der består af otte børnehuse. Her skal Louisegården samle alle de børnehusenes børn, der har brug for pasning. Mandag var der tilmeldt syv børn.

»Der mødte kun to børn op, fordi de øvrige forældre havde fundet andre pasningsmuligheder. Der var sat fire pædagoger på, men vi kunne så sende nogle af dem hjem, så nu er der mig og en kollega,« siger daglig pædagogisk leder Lotte Slott Jensen, der dog ikke er i institutionen hele tiden.

Og hvad kan man så lave med kun to børn?

»Der er masser af muligheder, også for det spontane. Vi fandt pludselig ud af, at nu ville vi bage boller, og så gjorde vi det. Vi spørger meget børnene, hvad de har lyst til, og vi kan jo virkelig være nærværende på en måde, som der ikke er mulighed for i det daglige. Og vi kan gå ture og finde nye legepladser,« siger den pædagogiske leder.

Normalt er der 56 børn i børnehuset, så nu er der noget mere stille end normalt.

»Sidst på ugen kommer vi op på fire børn. Det er vigtigt for os, at forældrene er helt trygge ved, at deres børn nok skal få en god dag, selv om der ikke er så mange andre børn at lege med. Det er jo forældre, som udfører vigtige samfundsfunktioner, så de skal ikke spekulere på, om deres børn nu har det godt eller ej. Så vi gør noget særligt ud af det, og vi køber rundstykker til morgenmad. Børnene skal også føle, at det er noget helt specielt,« siger Lotte Slott Jensen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.