Hver syvende pædagog er +60: Se, hvor mange der er på vej på pension i din kommune

14 procent af landets pædagoger er 60 eller derover. Det er en kæmpe udfordring, fortæller borgmesteren i Odsherred, hvor 22 procent af pædagogerne er 60+. Bedre vilkår kan få pædagogerne til at blive længere på arbejdsmarkedet, lyder det fra BUPL.
Foto af ældre kvinde og barn
Mange pædagoger nærmer sig pensionsalderen i de kommende år. Hvis de skal blive på arbejdsmarkedet, kræver det bedre vilkår, mener BUPL.

Riget fattes pædagoger. Samtidig med at de unge fravælger pædagoguddannelsen, er mange pædagoger på vej mod pensionsalderen. Hver syvende pædagog er således 60 år eller derover, viser tal fra PBU, Pædagogernes Pension. 

Selv om pædagoger født før 31. december 1962 kan gå på pension som 67-årige, er det langt fra sikkert, de har tænkt sig at blive i faget så længe. Pædagoger begynder typisk at trække sig tilbage allerede som 62-årige, og de fleste har forladt faget som 64-årige.

Kun hver tredje pædagog er enig eller meget enig i, at de vil arbejde som pædagog frem til folkepensionsalderen, viser BUPL’s vilkårsundersøgelse fra 2021.
I alt 7.913 pædagoger er 60 år eller derover, og når de forlader faget, vil det forværre pædagogmanglen yderligere.

En kæmpe udfordring

Hvor stort problemet er, varierer selvfølgelig fra kommune til kommune (se Danmarkskortet nedenfor). På Samsø er 26 procent af pædagogerne på vej mod pensionen. Også Odsherred Kommune er presset, her nærmer 22 procent af pædagogerne sig afslutningen på deres arbejdsliv.

”Det er helt ærligt en kæmpe udfordring,” siger Karina Vincentz, borgmester, lokallisten Nyt Odsherred.

Hun påpeger, at kommunen hele tiden arbejder på at få flere pædagoger, men at de naturligvis konkurrerer med nabokommuner Holbæk og Kalundborg om arbejdskraften. 

”Vi har været meget optagede af at få trukket uddannelser tæt på, for vi er overbeviste om, at det har betydning, at der er en pædagog-, lærer eller sygeplejerskeuddannelse i nærheden af Odsherred,” siger hun.

Håbet er, at de nyuddannede så også vil slå sig ned der, hvor de har læst eller været i praktik. 

Har I en fastholdelsesstrategi for pædagoger over 60 år?

”Jeg tror ikke, vi kører en aktiv strategi. Men mange af de pædagoger, der har været her i mange år, bliver her længe. Vi arbejder også på at lave mere fleksibel arbejdstid, så vi også på den måde indretter os på fremtidens arbejdsmarked. Vi vil gerne lave nogle arbejdsvilkår, så det bliver attraktivt for dem at fortsætte, selv om de er blevet lidt ældre,” siger Karina Vincentz.

Vil ikke bruge højere løn for at få flere pædagoger

Odsherred Kommune har ikke planer om at bruge højere løn til at tiltrække pædagoger, fortæller borgmesteren. 

”Vi kommer ikke til at kunne konkurrere på løn. Jeg synes heller ikke, det er løsningen, at alle kommuner begynder at skrue på lønnen, for så får vi lavet en spiral, hvor vi får udhulet de midler, vi har,” siger hun.

En ting kan dog afbøde pædagogmanglen i Odsherred. Kommunen har et faldende børnetal. I 2025 forventes det, at kommunen har 5 procent færre børn i forhold til 2021.

Ældre pædagoger vil have flere kollegaer

Med så mange pædagoger på tærsklen til pensionistlivet er det oplagt, at kommunerne tager et særligt hensyn til de ældre pædagoger, påpeger Birgitte Conradsen, næstformand i BUPL.

”De ældre pædagoger skal have lyst til at blive lidt længere. Og vi ved fra undersøgelser, hvad der kan få dem til at blive på arbejdet: At de får nogle flere kollegaer, så man skaber nogle stillinger, der gør, at man kan holde ud at være der,” siger hun. 

”Selvfølgelig vil det også hjælpe med en ordentlig løn, men det, der vejer højest for den her aldersgruppe, vil være bedre vilkår,” fastslår hun. 

BUPL: Brug individuelle seniorordninger

Kommunerne bør også se på, hvordan man kan tilbyde fleksible seniorordninger. 

”Nogle vil gerne på arbejde hver dag, men færre timer. Andre vil gerne arbejde måske tre dage om ugen. Så hvis man virkelig vil fastholde de ældre pædagoger, så bliver man nødt til at lave nogle individuelle ordninger. Man kan også tænke løn ind, så man måske har reduceret arbejdstid og dermed løn, men stadig har fuld pension,” siger hun.

Hun opfordrer kommunerne til at lægge sig i selen for at holde på pædagogerne:

”Det er bedre at have en uddannet pædagog i 25-30 timer end ingen pædagog.”
 

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.