Gravid pædagog fik jobbet: Det er vigtigt for mig at være ærlig

Pædagog Pernille Ottosen blev stillet over for en svær beslutning, da hun var til samtale på ønskejobbet: Skulle hun fortælle om sin graviditet eller lyve for sin måske kommende arbejdsgiver?

Er der ellers noget, vi skal vide om dig? Sådan slutter mange jobsamtaler. Nu har ansøgeren en sidste mulighed for at gøre opmærksom på sine kvaliteter og overbevise ansættelsesudvalget om, at de har fundet den rette til jobbet.

For pædagog Pernille Ottosen var det en mulighed for selv at binde en sløjfe på samtalen på Vadum Skole. De havde haft en spændende dialog, og der var god kemi og god stemning i rummet. Hun sad sådan set med en fornemmelse af, at hun havde fået jobbet som skolepædagog. Men der var et problem:

”Der var en ting, de burde vide om mig. Jeg var gravid i 15. uge, og hvis de ansatte mig, ville de få brug for en barselsvikar allerede efter få måneder,” fortæller Pernille Ottosen.

Søgte svar i debatter

Inden jobsamtalen havde Pernille Ottosen tænkt sine rettigheder og muligheder igennem og blandt andet søgt svar i forskellige debatfora på nettet. Her var meningerne delte. Nogle sagde, at man skulle holde det hemmeligt så længe, man havde ret til. Andre mente, at det var unfair over for en kommende arbejdsgiver, hvis man ikke sagde noget.

Selv var jeg hun splittet, men havde alligevel besluttet sig for, hvad hun skulle sige til samtalen. Og derfor fortalte hun ærligt om sin graviditet og regnede samtidig med, at det ville være medvirkende til, at hun ikke fik jobbet.

”Det var en svær beslutning. Men i sidste ende indså jeg, at jeg ikke havde samvittighed til at gå ind til dem og lade som ingenting,” fortæller Pernille Ottosen, som til sin store overraskelse alligevel blev tilbudt jobbet samme aften.

Vi ville have den bedste

Derfor hedder Pernille Ottosens chef nu Henrik Jungersen, skoleleder på Vadum Skole. Han kalder det for et kæmpe plus, at pædagogen spillede med åbne kort, så han og resten af ansættelsesudvalget kunne træffe et valg på et oplyst grundlag.

”Ærlighed betyder meget for mig. Om det så handler om, at man er gravid, eller at der er en bestemt grund til, at ens uddannelse har taget et år længere end normeret. At man er reel og ærlig om den situation, man står i, siger meget om, hvilket menneske man er,” siger Henrik Jungersen.

Han fortæller, at der havde været stor udskiftning blandt personalet, og at han derfor godt vidste, at det ikke ville blive populært blandt alle kolleger, hvis de ansatte en pædagog, som efterfølgende skulle på barsel.

”Men vi kiggede hinanden i øjnene i udvalget og blev enige om, at vi ville have den bedste til jobbet. Og Pernille var den bedste kandidat målt både på sine personlige og faglige kompetencer. Så vi valgte at stå på mål for de kvalifikationer, vi havde søgt efter i jobopslaget. Og så måtte jeg jo tage de tæsk, der eventuelt måtte komme bagefter,” siger skolelederen.

Læs om, hvordan ansættelsessamtalen blev et vendepunkt for Pernille Ottosen, i Børn&Unge nr. 3/2021.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.