Forældre til ny børneminister: Tillykke – og husk nu børnene

Både forældreorganisationen FOLA og forældreopråbet ’Hvor er der en voksen?’ byder Pernille Rosenkrantz-Theil velkommen som ny børne- og undervisningsminister, men er samtidig bekymrede for, om 0-6-årsområdet bliver klemt i det store ministerium.

Det bliver Pernille Rosenkrantz-Theil, der skal være minister for børnene i den nye regering. Det stod klart torsdag formiddag, hvor statsminister Mette Frederiksen offentliggjorde listen over de 19 partifæller, der havde fået en ministerpost i hendes rent socialdemokratiske regering.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) bliver børne- og undervisningsminister og overtager området fra både afgående børne- og socialminister Mai Mercado (K) og afgående undervisningsminister Merete Riisager (LA).

En udnævnelse, der både vækker begejstring og bekymring blandt repræsentanter for forældre til børn i daginstitutioner.

»Vi er glade for, at der er kommet en minister med magt til at gennemføre det, socialdemokraterne har lovet. Her tænker jeg især på minimumsnormeringer, som der nu er lavet en politisk aftale om at få indført, men som stadig kommer til at koste en kamp i det socialdemokratiske bagland,« siger Signe Nielsen, formand for forældreorganisationen FOLA.

Under et større område

»Samtidig er det en udfordring, at Mette Frederiksen har valgt en børneminister, som i mange år har haft sit fokus på det sociale område. Jeg kan have en bekymring for, om børn på normalområdet bliver tabt og glemt i et nyt ministerium,« siger Signe Nielsen.

Derfor kom det ikke bag på hende, at Pernille Rosenkrantz-Theil i sine første reaktioner på udnævnelsen til minister ikke gjorde meget ud af førskoleområdet.

»Min største bekymring ved at lægge ministerierne sammen er, at 0-6-årsområdet drukner i alt muligt andet. Jeg havde håbet på, at Mette Frederiksen som børnenes statsminister ville have taget børnene med under Statsministeriet for at vise, at hun virkelig gerne vil børnene. Nu bliver 0-6-årsområdet endnu en gang et lille område under et større,« siger Signe Nielsen, der derfor vil kæmpe for at holde den nye ministers fokus på bedre normeringer i daginstitutioner.

»Vi kommer til at råbe højt, hvis regeringen ikke lever op til, at vi skal have indført minimumsnormeringer. Og det skal ikke være sociale normeringer eller sprognormeringer, det skal være minimumsnormeringer for alle børn, for alle børn har ret til nærvær og omsorg. Vi skal til at se børnene som en investering, hvis ikke de skal blive til en udgift senere hen,« tilføjer hun.

Akut problem

Også fra forældreopråbet ’Hvor er der en voksen?’ bliver den nye børne- og undervisningsminister budt velkommen.

»Vores tillid til den socialdemokratiske regering er stor, efter at det allerede er skrevet på aftalepapiret, at der skal indføres minimumsnormeringer. Så vi ønsker Pernille Rosenkrantz-Theil stort tillykke med en ministerpost, der forpligter. For første gang i historien var børnene på dagsordenen op til et valg, og derfor er det en endnu mere central opgave, der nu skal løftes,« mener Marie Blønd, talsperson for forældreopråbet.

Hun advarer om, at kampen ikke er vundet, selvom minimumsnormeringer er skrevet ind i den politiske aftale bag den nye regering.

»Vi står på vagt i forhold til den måde, normeringstal bliver beregnet, og i forhold til hvilken version af minimumsnormeringer regeringen vil arbejde med. Vi må huske på, at de andre partier bag regeringen stemte for minimumsnormeringer før valget. Det gjorde Socialdemokratiet ikke,« siger Marie Blønd, som samtidig kalder på øjeblikkelig politisk handling.

De mindste må ikke drukne

»Normeringer i daginstitutioner er et akut problem, som vi forældre hver morgen afleverer vores børn til. Jeg ved godt, det er en svær opgave at løse, men vores forventning er, at politikerne behandler det som et akut problem, som der skal findes en løsning på her og nu, så vores børn oplever forbedringer i deres hverdag,« siger hun.

Ligesom FOLA er ’Hvor er der en voksen?’ bekymret for, om 0-6-årsområdet vil blive overset i et samlet Børne- og Undervisningsministerium.

»Det er på 0-6-årsområdet, at børnevelfærden starter, og at vores børn begynder deres udvikling mod at blive hele mennesker. Lige nu er mange forældre bekymrede for, om børnene får dækket deres basale behov, mens de er i daginstitution, og derfor håber vi, at de mindste i samfundet ikke drukner som del af en større pulje,« siger Marie Blønd.

Børnenes vej

Elisa Rimpler, formand for BUPL, glæder sig til samarbejdet med den nye børne- og undervisningsminister.

»Det bliver en ny udfordring for hende at arbejde med almenområdet, for hun har indtil nu mest beskæftiget sig med det sociale område og skoleområdet. Vi vil meget gerne hjælpe hende med viden og indsigt i det almene pædagogiske arbejde og i vilkårene for børn og pædagoger,« siger Elisa Rimpler og understreger, at vælgerne har bestemt en ny vej og et nyt fokus på børn i Danmark.

»Det opdrag, Pernille Rosenkrantz-Theil har fået, handler derfor om, at dagtilbud ikke bliver et appendiks til skolen. Som det er nu, har børne- og fritidsområdet slet ikke samme opmærksomhed, hverken politisk eller administrativt, som skole- eller uddannelsesområdet. Men de første år af et barns liv er vigtige, og det skal ministeren have dyb forståelse for. Derfor handler det om, at områderne får samme fokus, så vægten kommer i balance,« siger Elisa Rimpler.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.