Første kommune vil indføre minimumsnormeringer på institutionsniveau
Skal normeringen i en daginstitution beregnes som et gennemsnit for alle institutioner i kommunen, som loven kræver? Eller skal man kigge på, hvor mange pædagoger og andet pædagogisk personale, der rent faktisk er til stede for børnene i den enkelte vuggestue eller børnehave?
Som den første kommune melder Sorø nu ud med en markant holdning til, at minimumsnormeringer ikke bare skal være til stede på papiret, men også gælde helt ned på gulvet i den enkelte institution.
Det fremgår af den konstitueringsaftale, som i alt syv partier i kommunens kommunalbestyrelse har indgået efter det nyligt overståede kommunalvalg.
”Vi tror på, at det betaler sig at investere i de mindste børn. Udover at vi med bedre normeringer får bedre tid til at udføre arbejdet i institutionerne, forventer vi også, at effekten vil kunne mærkes på bedre indlæring og trivsel op gennem skolen og i form af færre udgifter på specialområdet,” siger Jakob Spliid (V), kommende borgmester i Sorø Kommune.
Pædagoger oplever arbejdspres trods ny lov
Fra BUPL Midtsjælland bliver Sorø Kommunes initiativ hilst med bifald.
”Det er helt fantastisk og supergodt med en kommune, der har visioner på børneområdet. Selvom vi har fået loven om minimumsnormeringer, oplever mange pædagoger stadig et ekstremt arbejdspres. Derfor er minimumsnormeringer på institutionsniveau noget, som BUPL kæmper for,” siger Pia Ungstrup Petersen, formand for BUPL Midtsjælland.
Flere merituddannede pædagoger
Sorø skal ifølge aftalen være i mål med minimumsnormeringer på institutionsniveau inden næste kommunalvalg i 2029, men arbejdet med at sikre dem begynder allerede i starten af 2026, hvor kommunen vil begynde at ansætte flere medarbejdere til dagtilbuddene.
Samtidig vil forligspartierne også hæve pædagogniveauet i kommunen ved at sende flere medarbejdere på merituddannelse. Tiltagene kommer oveni et initiativ vedtaget tidligere på året, som sikrer pædagoger betalt forberedelsestid.
Samlet set bliver det altså attraktivt at være pædagog i Sorø, når man sammenligner vilkårene med andre kommuner i Midt- og Vestsjælland. Det er en bevidst strategi fra kommunens side, fortæller den kommende borgmester:
”For det første ønsker vi at højne kvaliteten i vores arbejde med børn, men medarbejdernes arbejdsmiljø er også en vigtig prioritet for os. Vi har desværre nu et forholdsvist højt sygefravær på børneområdet, som forhåbentlig vil blive mindre, når vi forbedrer vilkårene. Vi håber, at bedre normeringer og en højere pædagogandel vil gøre det mere attraktivt at være ansat i kommunens dagtilbud,” siger Jakob Spliid.
Får stor betydning for pædagogerne
Pia Ungstrup Petersen, formand for BUPL Midtsjælland, ser initiativerne fra byrådet i Sorø som vigtige skridt på vejen til kvalitetsinstitutioner i Sorø.
”Initiativerne får stor betydning for pædagoger i Sorø, og hvor der er pædagoger, søger andre pædagoger hen. Det betyder, at der bliver endnu større mulighed for at skabe pædagogik af høj kvalitet,” siger Pia Ungstrup Petersen, som håber, at det gode eksempel vil smitte af på nabokommunerne.
”Alle kommuner vil jo gerne have pædagoger, og for pædagoger har det stor betydning, hvordan forholdene er på dagtilbudsområdet lokalt. En kommune, hvor der bliver bakket op om pædagogerne økonomisk og politisk, og hvor der er visioner for området, står stærkere, når der skal rekrutteres,” tilføjer Pia Ungstrup Petersen.
BUPL: Vigtigt med normeringer på institutionsniveau
Ifølge Johnny Gaardsdal, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med politisk ansvar for 0-6-årsområdet, er minimumsnormeringer på institutionsniveau vigtige, fordi institutioner med særligt gode normeringer på grund af et stort antal børn med særlige behov tæller med i det kommunale gennemsnit.
”Vi risikerer, at alle de andre børn og institutioner ikke er sikret lovens minimum. Derfor er vi nødt til at se på normeringerne på institutionsniveau. Alle børn bør desuden sikres et minimum af uddannede pædagoger og en forsvarlig faglig kvalitet. Ikke bare voksne nok,” siger Johnny Gaardsdal og fremhæver af den grund Sorøs fokus på at styrke pædagogandelen.
”Vi har brug for ambitiøse kommuner, som går foran og viser, at det sagtens kan lade sig gøre at investere i godt børneliv ved at sikre bedre rammer for fagligheden – det kræver bare, at man politisk prioriterer det og er klar til at sætte handling bag ordene,” mener Johnny Gaardsdal.