Flere børn i udsatte positioner: Børn får ikke den hjælp, de behøver

Ny undersøgelse viser, at landets kommuner ser flere børn i udsatte positioner. Kommunerne erkender samtidig, at børn ikke får den nødvendige hjælp, blandt andet på grund af problemer med at rekruttere pædagoger til arbejdet. Ifølge BUPL bør politikerne tage den aktuelle rekrutteringskrise blandt pædagoger alvorligt.

Der er flere børn i udsatte positioner i almindelige dagtilbud i dag, end der tidligere har været, oplever kommunernes dagtilbudschefer. De fortæller, at børnenes udfordringer er mere komplekse, og at flere børn får diagnoser.

Det fremgår af en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Samtidig erkender dagtilbudscheferne, at der er børn i deres kommune, som ikke får den hjælp, de har brug for. Undersøgelsen peger på et stort samfundsproblem, mener direktør i EVA Christina Barfoed-Høj:

”Sporene for et barn bliver lagt i dets tidlige år. Det er her, barnets tro til egne evner og tillid til andre mennesker i stort omfang bliver dannet, og her at barnet bl.a. får et sprogligt fundament at stå på. Hvis børn i udsatte positioner ikke får den omsorg, opmærksomhed og stimuli, som de har behov for, så får vi børn og unge, som i mindre grad trives nu og her og siden hen har en god skolegang,” siger hun.

 
BUPL: Tag rekrutteringskrisen alvorligt

I undersøgelsen peger dagtilbudscheferne på, at det er svært at rekruttere uddannede pædagoger. Det rammer børn i udsatte positioner ekstra hårdt, mener de:

’Den allerstørste udfordring er mangel på pædagoger. Det er den altoverskyggende udfordring, vi har lige nu, og vi mærker det virkelig meget. Hvis vi vil have kvalitet i daginstitutionerne, så er vi nødt til at have uddannede pædagoger,’ siger en dagtilbudschef eksempelvis i undersøgelsen.

Dagtilbudscheferne mener også, at de pædagoger og ledere, der arbejder med børn i udsatte positioner, mangler kompetencer. På den baggrund efterlyser de mere viden og højere faglighed, både på det almene pædagogiske område og på specialområdet.

Ifølge Elisa Rimpler, formand for BUPL, sætter undersøgelsen en tyk streg under, at både regeringen og kommunerne bør tage rekrutteringskrisen blandt pædagoger alvorligt og investere i en bedre pædagoguddannelse, mere efteruddannelse og en højere andel af pædagoger i landets daginstitutioner.

”Rapporten dokumenterer jo desværre, at manglen på pædagoger og dårlige rammer for det pædagogiske arbejde går ud over børnene. Især dem, der har allermest brug for det,” siger hun.

Lokale og nationale løsninger

Christina Barfoed-Høj er enig med BUPL’s formand i, at det er meningsfuldt at se på en national løsning på rekruttering, grunduddannelse og efter-videreuddannelse af pædagoger. Samtidig peger hun på lokale veje til at sikre den nødvendige faglighed til arbejdet med børn i udsatte positioner i dagtilbud.

”Kommunerne kan overveje, om profilen skal være tydeligere for de enkelte dagtilbud, om man skal mere ud på uddannelsesstederne, om man skal se lokalt på efter-videreuddannelse, eller om man kan give løntillæg for at rekruttere pædagoger. Kommunerne kan også blive skarpere til den lokale arbejdsdeling mellem eksempelvis pædagoger, fremskudte socialrådgivere og PPR-konsulenter,” siger direktøren.


 
Det viser undersøgelsen

EVA’s undersøgelse viser, at alle dagtilbudschefer i større eller mindre grad er enige i, at der er børn i kommunen, som ikke får den hjælp, de har brug for.
Sådan blev de spurgt:
I hvilken grad oplever du, at der er børn i udsatte positioner i de almene dagtilbud i jeres kommune, som ikke får den hjælp, de har brug for?
Og sådan svarede de:

I høj grad: 7 %

I nogen grad: 49 %

I mindre grad: 44 %

Slet ikke: 0 %

 


Om EVA’s undersøgelse

Kommunernes dagtilbudschefer har været inviteret til at deltage i EVA’s spørgeskemaundersøgelse ’Kommuners arbejde med børn i udsatte positioner’. 80 af landets 98 kommuner deltog i undersøgelsen. Samtidig har EVA interviewet dagtilbuds- og PPR-chefer i kommunerne og spurgt dem ind til deres oplevelser af børn i udsatte positioner.

Læs undersøgelsen her

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.