Efter coronakrisen: Medindflydelse skal få jer på ret kurs igen

En lang periode med coronarestriktioner har efterladt mange pædagoger med en følelse af afmagt, og derfor gælder det i den kommende tid om at søge indflydelse på hverdagen der, hvor det er muligt. Sådan lyder et af de tre råd, krisepsykolog Joël Boukris giver til pædagoger nu, hvor smittetallene daler, og lempelser i kravene bringer os tættere på en normal hverdag.

De andre råd handler om at finde nye strukturer som erstatning for de tabte og om at forsøge at sætte tempoet ned på arbejdspladsen. I slutningen af denne artikel kan du læse de tre råd fra Joël Boukris, som desuden opfordrer alle pædagogiske arbejdspladser til at samles til en form for debriefing:

”Efter en hændelse, som har været særligt krævende for personalet, er det en god idé at samle de medarbejdere, der har været involveret i hændelsen og tale tingene igennem,” siger Joël Boukris og tilføjer, at man kan tage snakken ad flere omgange og gerne allerede inden sommerferien.

”Man skal passe på, at man ikke bare sætter flueben og så kører videre. Det er vigtigt at få alle med, også selvom det kræver flere møder, for ellers får man ikke den fællesskabsfornemmelse, som er nødvendig for en god arbejdsplads,” siger han.

Fornemmelse af fællesskab

Den nødvendige følelse af fællesskab kommer Ifølge Joël Boukris blandt andet gennem en fælles fortælling om, hvad arbejdspladsen har været igennem.

”Det handler både om at få frem, hvad der er gået mindre godt, og hvad vi gerne vil tage med os videre fra denne tid. Og så er det vigtigt at få talt om, at coronapandemien ikke bare er noget, den enkelte pædagog har stået i. Især for de medarbejdere, der har været sygemeldt og måske kan føle, at de har svigtet fællesskabet, eller føler sig udenfor fællesskabet, kan der være brug for at mærke en forståelse for deres situation,” siger Joël Boukris.

Tvetydige udmeldinger

Joël Boukris er selvstændig psykolog med speciale i krisepsykologi og krisehåndtering. Han har blandt andet været udsendt for Læger uden Grænser og arbejdet med hjerte- og kræftpatienter, og han kender derfor til, hvordan store omvæltninger påvirker menneskers mentale helbred.

”De forandringer, som eksempelvis pædagoger har oplevet under coronapandemien, betyder, at man oplever et tab af struktur, vaner og automatisme. Om det decideret udmønter sig i en krise, er individuelt og kommer an på den enkelte medarbejders situation og fællesskabet, men mange vil i hvert fald mærke en utryghed og en uvished,” siger Joël Boukris.

Han hæfter sig ved, at pædagoger ligesom andet frontpersonale har været på arbejde under coronapandemien, og at meldingerne til dem har været tvetydige:

”På den ene side har de fået at vide, at samfundet er enormt farligt, og at man skal passe på med at bevæge sig ud i det. På den anden side har de fået besked om at troppe op. Man kan sammenligne det med militæret, hvor en person, der melder sig til hæren, ved, at der er risiko for at blive sendt i kamp. For pædagoger har virkeligheden været en anden. De havde aldrig forestillet sig, at de skulle stå i en særligt udsat position i samfundet, fordi de var pædagoger, og de har ikke oplevet at have haft et valg,” siger han.

Værdifuldt pædagogisk arbejde

Joël Boukris understreger, hvor værdifuldt det har været for samfundet, at pædagoger har været på arbejde under coronapandemien.

”For mit eget vedkommende har jeg kunnet passe mit arbejde for de kræft- og hjertesyge, fordi min søn har kunnet være i daginstitution. Uden den hjælp kunne jeg ikke selv have hjulpet mine patienter. Det håber jeg og vil også opfordre til, at vi husker at fortælle pædagogerne,” siger Joël Boukris og fortæller, at de tvetydige meldinger til frontpersonalet under coronapandemien har bidraget til en følelse af usikkerhed, som mange oplever på grund af de ændrede rutiner og vaner, pandemien har ført med sig.

”Når vi oplever et tab af struktur, kommer vores hjerne på overarbejde. Den knokler for at foregribe begivenhederne. Hvad skal der nu ske, og hvad kræver den nye situation af mig?” siger krisepsykologen og tilføjer:

”Og hjernen kan have en tendens til at forestille sig det værste. Det giver os en forestilling om, at vi generelt må være meget beredte, og det betyder igen, at vores krop kommer i en slags alarmberedskab, som skal gøre os klar til, hvad der måtte opstå.”

Alarmberedskab slider dig op

Konsekvensen af at være i højt alarmberedskab over længere tid kan være, at folk reagerer med stresssymptomer, lyder det fra Joël Boukris. Især fordi et af vilkårene under coronpandemien har været, at restriktioner og retningslinjer er blevet ændret med kort varsel, så pædagoger og andre medarbejdere ikke har kunnet nå at vænne sig til forandringerne, før nye indtræder.

”De har hele tiden været på dupperne, og det er enormt opslidende. Man er som regel mere udmattet, mere kortluntet på grund af manglende overskud og mindre tolerant over for udfordringer og ændringer. Nogle bliver mindre tålmodige på arbejdet, mens andre reagerer derhjemme. De bliver mere korte for hovedet, begynder at sove dårligt og udviser andre stresssymptomer,” siger Joël Boukris, der derfor som sit første af tre råd opfordrer pædagogiske arbejdspladser til hurtigt at finde nye strukturer som erstatning for dem, der gik tabt under pandemien: