Drengens reaktion sagde alt: Jeg er meget go’ere, end jeg troede

Selvom det hele indimellem slår knuder, kan man godt komme hjem med en bamse alligevel. Det kunne pædagog Jannie Green være med til at lære en dreng i 0. klasse.
Jannie Green sidder på gynge med bamse
Pædagog Jannie Green kunne være med til at lære en dreng, at han var meget go'ere, end han troede.

Det kan være svært at begynde i 0. klasse, især på en stor skole som vores. Man skal finde sin plads i en hverdag med mange nye ansigter og aktiviteter. Det er noget ganske andet end børnehaven. Hvis man samtidig er et lidt stille og sensitivt barn, kan overgangen føles voldsom.

Sådan var det for en dreng, jeg mødte, da han skulle begynde i SFO sammen med andre nye børn. En eftermiddag som så mange andre sad jeg ved det ovale bord i værkstedet. Her syr vi bamser i filt, fingerstrikker og laver mange andre kreative sysler.

Flere af børnene var i gang med en bamse, og de var flotte, syntes drengen. Sådan en ville han gerne have med hjem. Og der var også noget andet, der trak i ham: Fællesskabet rundt om bordet, hvor vi hyggede og arbejdede med hænderne.

Han satte sig ved siden af mig, og vi gik i gang med nål og filt. Der var bare et problem: Håndarbejde var bestemt ikke hans stærke side.

Flere gange var drengen ved at give op

Den bamse slog mange knuder for ham i de kommende dage. Både finmotorikken og tålmodigheden var under angreb, og drengen blev meget frustreret og græd mange tårer. Flere gange var han ved at give op. Så måtte vi ud i køkkenet og drikke et glas saftevand og se, om vi kunne samle kræfter til at fortsætte. Jeg blev ved med at invitere ham ind i værkstedet igen og forsøgte at motivere ham til at sy endnu et par sting.

Det er det, vi kan som pædagoger. For os giver to plus to ikke altid fire. Børnene kommer med noget, og jeg kan skabe en pædagogisk arena, hvor der er mulighed for, at de kan øve sig under kompetent vejledning af en voksen. Der er plads til at fejle, og der er masser af hjælp at hente undervejs. Resultatet kan blive større, end man først havde regnet med.

Og børnene kan blive sendt videre ud i livet med en følelse af succes og en oplevelse af, at nogen ser dem, bekymrer sig om dem og interesserer sig for dem.

Pædagogikken har ikke længere den nødvendige plads

Jeg har arbejdet i skole og fritidsordning i snart 23 år, og desværre har fritidspædagogikken ikke længere den plads i samfundet, som den efter min mening bør have. Jeg møder tit børn i 2. og 3. klasse, der går hjem fra skole uden andet at tage sig til end at lufte hunden og spille ’Fortnite’.

Det er ikke godt nok. Risikoen for ensomhed og mistrivsel er for stor. Alt for mange børn og unge har ondt i livet, og det kan vi ikke være bekendt i et velfærdssamfund som Danmark.

Vi har så gode uddannelsesinstitutioner og så mange dygtige pædagoger, men vores vilkår bliver dårligere og dårligere. I min tid har vi fået 100 flere børn ind på de samme kvadratmeter, men vi er blevet væsentlig færre pædagoger. Den udvikling går ikke særlig godt i spænd med vores stigende forpligtelse til at inkludere flere børn og tilbyde dem en plads i fællesskabet.

Jeg er meget go’ere, end jeg troede

Sådan som det lykkedes mig at gøre med drengen. For efter flere dages hård kamp var bamsen færdig. Stingene var måske lidt skæve hist og her, men det betød ingenting, for han var kommet i mål med det, han havde sat sig for, og jeg kunne sige til ham:

’Du kunne jo godt!’

’Hold da op, Jannie,’ svarede han.

’Jeg er meget go’ere, end jeg troede!’

På de svære dage kunne vi vende tilbage til oplevelsen

Det er den erkendelse, det handler om at nå til for mig som pædagog. For så er vi godt i gang med at skabe livsduelige mennesker, der vokser op og selv kan tage aktivt del i samfundet.

I dag er han en stor skoledreng, som trives, klarer sig godt og har gode legeaftaler med andre børn. Der har været svære dage. På de dage har vi kunnet vende tilbage til den oplevelse, vi havde sammen i værkstedet. For nogle gange slår det hele knuder, men man kan godt komme hjem med en bamse alligevel.

Hvem er Jannie Green?

Pædagog og TR ved Sejs Skole, Silkeborg

Nomineret til prisen Årets TR 2022

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.