Det siger børnene: Trist når mor og far ikke må komme med ind
”Jeg græd altså bare, fordi de ikke måtte komme ind. Jeg ville bare savne dem.”
”Det er træls, når de ikke må komme ind, fordi så kan man ikke give en krammer indenfor til dem i stedet for udenfor.”
Mie og Alba på fem år fra Herning var langt fra de eneste, der blev kede af det, da deres forældre på grund af corona skulle aflevere og hente ved børnehavens låge.
Herning Kommune har som led i en evaluering spurgt 36 børn om, hvordan de store omvæltninger i dagtilbud, fritidsordninger og skoler påvirkede dem.
”Vi ville gerne inddrage børnenes perspektiv i, hvordan de havde oplevet hjemsendelsen under nedlukningen samt den efterfølgende genåbning med restriktioner,” fortæller Janni Kjær Pedersen, pædagogisk udviklingskonsulent hos Center for Børn og Læring i Herning Kommune, der står bag evalueringen.
Læs også artiklen: 'Farvel i døren eller på stuen'
Vi troede, at de var tilfredse
20 børn fra dagtilbuddene Solsikken, Børnehøjen, Kernehuset-Engblommen og Spilophuset er blevet interviewet. De fleste fortæller, at de har haft det svært med udeafleveringerne.
Hverdagen blev ’kedelig’, da der var færre legesager at vælge imellem, og fordi mor og far ikke måtte komme indenfor og se, hvad der optog dem.
Som Calle på fem år siger:
”Det er fordi, så kunne de ikke se noget.” (inde fra stuen, red).
Børnenes savn er kommet bag på pædagogerne, der ifølge Janni Kjær Pedersen selv oplevede, at udeafleveringerne var ’gode’, ’mindre forstyrrende og ’uden megen gråd’.
”Men når vi spurgte børnene, kom det frem, at de syntes, det var rigtig træls, at mor og far ikke måtte komme med ind. Vi troede, at børnene syntes, det var alletiders, men de syntes ikke, det var ret fedt,” siger hun.
Savnede vennerne
En anden udfordring var zoneopdelingen, der for nogle børn ødelagde venskaber, når de ikke måtte lege på tværs af grupperne.
Janni Kjær Pedersen mener, at undersøgelsen cementerer behovet for, at kommuner og dagtilbud tager børnene med på råd.
”På den måde har vi lært, at vi får noget ud af at inddrage børnenes perspektiv. For vi har jo en tro på, at de bedst ved, hvordan de har det.”
