BUPL havner i toppen i ny magtmåling

Lige nu er de offentlige arbejdsgivere på den ene side og lønmodtagernes fagforbund på den anden side godt i gang med at forny overenskomsterne for over 700.000 offentligt ansatte i stat, regioner og kommuner.
I skrivende stund er der ikke offentliggjort nogen resultater, men sikkert er det, at begge parter kæmper for at gøre det så godt som muligt for sig selv og de mennesker og organisationer, de repræsenterer.
Hvem har så magten, når der forhandles på det danske arbejdsmarked? Det har A4 medier kortlagt i en ny magtmåling, og fagforbundet Dansk Metal og arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri ryger helt til tops. Dansk Metals formand Claus Jensen og Dansk Industris administrerende direktør Lars Sandahl er nummer 1 og to på magtlisten, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) må se sig henvist til tredjepladsen.
Mona Striib, formand for FOA og for Forhandlingsfællesskabet, der forhandler løn og ansættelsesvilkår for ansatte i kommuner og regioner, herunder pædagoger, havner på en 4. plads, mens hendes modpart, kommunernes chefforhandler Michael Ziegler, havner på en 11. plads.
'BUPL's formand har skabt resultater'
BUPL-formand Elisa Rimpler er den sjette mest indflydelsesrige person på listen, der rangerer de 100 mest magtfulde personer inden for den danske model. Hun scorer især højt på parametrene ’resultater’ og 'offentlig gennemslagskraft.’
Faglig kommentator på A4 Medier Gitte Redder, der har været med til at lave rangeringen, begrunder BUPL-formandens placering sådan her:
"Hun har i den grad fået sat pædagogernes løn på dagsordenen. Hun har spillet en central rolle i treparten, debatten om minimumsnormeringer og forbedringer på pædagoguddannelsen. Hun har skabt resultater i både fagbevægelsen og i dansk politik, og det bliver hun honoreret for her. Pædagogerne er repræsenteret af en stærk og synlig formand, viser den her undersøgelse,” siger Gitte Redder til A4 Medier.