Blå mærker er livets medaljer: Risikofyldt leg hører med til en god barndom

Det er så nemt at sige nej, når børnene har gang i en leg, der måske ser lidt farlig ud. Men i Klub Valhalla i Viborg må tingene godt stikke lidt af en gang i mellem. Og lige præcis denne pædagogiske grundholdning står nu skarpere, efter klubben har brugt det sidste halvandet år på et klubudviklingsprojekt, fortæller afdelingsleder Christian Vestergaard.

Derfor får børnene lov til at bygge huler på toppen af containere, de kører om kap på handicap-scootere, som er ombygget til ræs. Og de får da også lov til at prøve at sidde på en airtrack (en stor oppustelig springmåtte), når den bliver trukket efter en båd.

Netop lysten til at eksperimentere og lige gøre det lidt vildere har ført til, at klubben har skrevet ’Livet starter, hvor komfortzonen ender’ på døren.

"Det viser sig så, at airtrack’en ryger under vandet, når der kommer fart på båden," fortæller Christian Vestergaard.

[caption id="attachment_189724" align="alignnone" width="600"] Afdelingsleder Christian Vestergaard sammen med skiltet, der opfordrer både børn og personale til at komme ud af komfortzonen.[/caption]

Livets medaljer

Medarbejderne bruger begrebet ansvarlig uansvarlighed om deres arbejdsform.

”Normalt vil man sige ’kom nu ned derfra’, når børnene leger oven på containere, men når det virker sundt og kreativt og inden for den risikosfære, hvor vi tænker ’det skal nok gå’, så synes vi, det er ærgerligt at stoppe børnene. Vi vil gerne have et sted, hvor børnene også kan slå sig lidt, trods alle restriktioner og regler. Men selvfølgelig ikke så det bliver uansvarligt. Men at lave risikofyldt leg har altid hørt med til en god barndom,” siger Christian Vestergaard.

”Blå mærker er livets medaljer, og børn skal ikke kun pakkes ind i vat.”

Målet er ikke de blå mærker, pointerer han, men at lære børnene at omgås hinanden og lære at tænke i stedet for at gøre alt ufarligt for dem.

Sjov som nøglebegreb

Medarbejderne i klubben havde, allerede inden udviklingsprojektet gik i gang, selv omtalt klubben som en ’livslegeplads’, for her kunne børn og unge lære en del om livet og om at have mod på livet. Men gennem projektet er det blevet endnu klarere, hvad det betyder at være en livslegeplads. Først og fremmest stod det klart, at ’sjov’ var et nøglebegreb, i så høj grad, at medarbejderne i løbet af projektet førte en digital logbog med fokus på, hvad de kunne få øje på af sjov i børnenes indbyrdes samspil og i samspillet med pædagogerne.

Men det er også alvorlig sjov, forklarer Christian Vestergaard.

”Som klubpædagog er det da sjovt at spille fodbold. Men når du spiller fodbold, så kigger du også på, hvem er det, der trænger til at være med, hvem trænger til en ekstra aflevering, hvem kunne trænge til at blive holdt mere nede? Der går mange tanker igennem, hvordan holder man den gode ånd og den gode snak imellem spillerne, så alle har en god oplevelse. Det er det, man render der for, ikke fordi man som sådan spiller fodbold. Det er ikke aktiviteten, der bliver vigtig, men det, man har fælles,” siger han som et eksempel på det alvorlige lag i det sjove.

Vi er deltagende voksne

Et andet nøglebegreb for pædagogikken er tilgængelighed.

”Næsten alle vores ting står fremme. Bolde kan børnene bare tage, og de kan også gå ind i depotet, hvis de vil. Det er kun ungdomsklubbens slikskab, de ikke må gå i,” siger Christian Vestergaard.

Men også pædagogerne skal være tilgængelige, understreger han.

”Vi er med, vi er deltagende voksne. Vi vil gerne være sammen med børnene, dels fordi det er sjovt, dels fordi det giver en helt anden dimension end bare at stå og kigge på børnene. Vi vil gerne være mere under huden,” siger han.

Normalt siger man, at børnene ikke kommer i klubben på grund af de voksne, fortæller Christian Vestergaard.

”Men det er ikke det, jeg oplever her. De kommer også efter alt muligt andet, men de vil også gerne have, at de voksne er med – også til at støtte legen og holde den i gang.”

Vi lukkede computerrummet

Nærvær viste sig også at være vigtigt i løbet af udviklingsprojektet. Og det har fået digitale konsekvenser: Børnene opfordres til at lade mobiltelefonen ligge i tasken, fordi den stjæler nærværet, og gamercomputerne er lukket ned

”Vi har ikke så mange regler, men vi har mange værdier, for vi vil gerne lære børnene at agere inden for en ramme. Men computerne blev et regelsted, og hver gang vi laver regler, så er der nogen, der prøver at omgås dem. Vi fik sådan en politibetjentrolle. Det var ikke den form for nærvær, vi gik efter,” siger Christian Vestergaard.

Det – i nogle børns øjne – drastiske skridt mod et mere analogt klubliv har ikke kostet medlemmer. Det ligger stadig stabilt på omkring 110 medlemmer. Men flere børn møder op i klubben nu. Typisk ligger fremmødet på 50-60 børn.

At turde turde

Udviklingsprojektet har samlet medarbejderne om de begreber, som definerer klubben.

”Vi er blevet lidt klogere på, hvad vi gerne vil stå for, og hvad det er for en profil, vi gerne vil kendetegnes ved. At turde turde, det er sådan, vi godt kunne tænke os at arbejde,” siger Christian Vestergaard.

Og den skærpede profil kan klubben få brug for, når den lige straks skal flytte til nye lokaler på den nærliggende skoles matrikel, tilføjer Christian Vestergaard, for så bliver pædagogernes faglighed mere tydelig for lærerne.

Udviklingsprojektet er støttet af BUPL’s udviklingspulje.

Læs mere om udviklingsprojektet her (PDF)

Klub Valhalla-erfaringer: Sådan etablerer du en livslegeplads

1. Den sjove analoge leg med fællesskabende praksis står i centrum for livslegepladsen. Legeredskaber og ”legemestre” er altid let tilgængelige for børn og unge.
2. Som pædagog kan du lide at lege, og du er ekspert i leg. Du skal kunne gå forrest og inspirere, sætte i gang og facilitere fælles-skabelse igennem sjov leg og aktivitet, og du er sjældent en, som kun kigger på. Du er deltagende observatør.
3. Som pædagog afkoder du børnenes interesser og engagement i verden og bygger livslegepladsen op ud fra denne afkodning. Men samtidig introducerer du insisterende børnene for noget nyt, anderledes og overraskende, der bryder med deres egen umiddelbare interesse.
4. Pædagoger tilpasser forventningerne til den enkelte. Ikke alle skal klatre lige højt op i et træ. Ikke alle skal kunne det samme.
5. Pædagoger støtter børnenes deltagelse igennem blid insisteren på ja ’et. Med støtte fra pædagogerne og de øvrige børn, kan de finde modet til at overskride det, de ikke umiddelbart kunne eller turde.
6. Som pædagog gør du livet sjovt sammen med børn og unge ved at bryde hverdagens rutiner, og du skaber oplevelser for og med dem.
7. Som pædagog inviterer du børnene med ind i opbygningen af livslegepladsen. Du spørger ind til børnene og deres perspektiver igennem tilpassede metoder som for eksempel en forskervæg, log¬bog eller planche.
8. Når I har bygget op, er I også klar til at rive ned og starte forfra med opbygning. Fælles-skabende processer står i centrum, men der er også blik for produkter og resultater.
9. Digital teknologi og skærme bruges, når de har et fælles-skabende formål.
10. Som pædagog har du lyst til at være undersøgende og eksperimenterende med legen, men du er samtidig reflekterende over praksis. Sæt gerne tid og rum af til refleksionen.
11. Pædagogerne arbejder hele tiden på formlen ’hjemme (trygt), ude (utrygt), hjem igen (trygt).’ Når vi er ude, må vi gerne overskride grænser. Når vi er hjemme igen, reflekterer vi.
12. Der skal sikres plads til afslappende fritid, hvor der ikke kræves nogen særlige indsatser fra børn og voksne.
13. Livslegepladsen er et sted med højt til loftet, hvor børnene helst vil blive.

Kilde: Etablering af Livslegepladsen.