4 forskellige holdninger fra pædagoger: Er deltid eller fuldtid bedst?

Lisbeth Nielsen er på deltid for familien. Jesper Christensen og Patrick Nordskov arbejder samme sted og ønsker begge to fuldtid. Leder Mette Rose Vejersø vil have mange fuldtidsansatte. Alle har forskellige ønsker til pædagogernes arbejdstid, men ikke alle bliver opfyldt.

Patrick Leander Helsing Nordskov er 35 år og pædagog i Børnehuset Stjernen i Herning. Her arbejder han 37 timer om ugen, og det er han glad for. Men sådan har det ikke altid været.

»Jeg startede i en 35 timers stilling, men ville gerne have fuldtid. Da jeg fik et par ekstraopgaver, brugte jeg det som argument for at gå op i tid,« fortæller Patrick.

Han blev først it-ambassadør og siden pædagogisk assistentvejleder. Det fik ham til at gå til lederen og argumentere for at få flere timer. Inden da havde han blandt andet skrevet på Facebooksiden ’37 timer nu'. Hans ønske om fuldtid var ikke økonomisk betinget. De kan godt bruge pengene, men de kan også godt undvære dem, som han siger. Nej, det handler om faglighed og om at være mest muligt sammen med børnene. Og selvom han med de 35 timer var tæt på fuldtid, var det vigtigt for ham at komme det sidste skridt op.

»Da jeg ikke skulle være pædagogisk assistentvejleder længere, overvejede jeg, om jeg bare skulle lade som ingenting. Men det ville jeg nu alligevel ikke. Så jeg gik til min leder og sagde, at jeg jo ikke havde denne ekstra funktion mere, men gerne ville beholde timerne. Og sådan blev det,« fortæller Patrick.

Jesper kan ikke leve med 19 timer

Patricks kollega, Jesper Bækgaard Christensen, er 33 år og er også pædagog i Stjernen. Jesper er nede på 31,5 timer og arbejder i skolens SFO. Ligesom sin kollega Patrick har pædagog Jesper Bækgaard Christensen også oplevet velvilje fra ledelsens side. Så det kom ikke kom til at gå helt galt, da en trussel om en fremtid med kun 19 timer om ugen pludselig hang i luften.

»Ja, da var jeg langt nede, og jeg var også begyndt at se mig om efter et andet arbejde. Men heldigvis ændrede forholdene sig,« fortæller Jesper.

Jesper havde i en periode et vagtskema med næsten fuldtid. Han var i børnehaven to-tre timer dagligt, herefter i modtageklassen og til sidst i fritidsklubben. De seneste to år har han kun været i børnehaven og fritidshjemmet med i alt 35 timer, hvoraf de fleste ligger i børnehaven. Men han ønskede fuldtids.

»Det giver bedst mening for børnene, hvis deres pædagog er der de fleste timer i løbet af dagen. Det er vigtigt for børnene at have genkendelige personer omkring sig gennem hele dagen. Det betyder noget,« siger Jesper.

I januar blev det offentliggjort, at Herning Kommune ville spare, og Jesper blev derfor tilbudt en stilling på kun 19 timer fra denne sommer. Det fik ham til at overveje at finde nyt job.

»19 timer kan jeg jo ikke leve med. Min kæreste er ved at læse til lærer, så vi har den hjemlige økonomi at tage hensyn til. Dertil kommer det faglige. Jeg vil ikke nøjes med så få timer,« siger Jesper.

Han gik til sin chef, der gerne vil beholde ham, og fandt 10 timer fra en vikarkonto på skolen, så Jesper nu kommer op på 29 timer. Til gengæld får en han en usikker vagtplan, da vikartimerne ikke er skemalagt. Derudover får han 2,5 ugentlige timer i juniorklubben og kommer dermed op på 31,5 timer.

Deltid giver tid til Lisbeths familie

I sine 17 år som pædagog har Lisbeth Winther Nielsen aldrig arbejdet fuldtid. Hun tror heller ikke, hun kommer til det.

»Jeg er blevet tilbudt at gå op i tid, men har sagt nej. Det er ikke det værd,« siger hun.

Som nyuddannet pædagog var hun også nybagt mor, og det passede hende derfor fint at starte i faget på 32 timer, så hun kunne hente sin søn tidligt fra vuggestue.

»Han har fra fødslen haft særlige behov. Han kunne ikke holde til lange dage i institution, og han havde stadig brug for korte dage i SFO-alderen. Så det faldt naturligt at blive på deltid,« fortæller Lisbeth Winther Nielsen.

Sønnen har autisme, og selvom han nu er fyldt 18 år, bor han stadig hjemme. Mens far er på fuldtid, arbejder Lisbeth i dag 28 timer om ugen som børnehavepædagog i Børnehuset Kildespring i Herlev.

»Jeg kan undgå faste lukke- og åbnevagter, og jeg har kun en enkelt sen dag. Jeg er glad for stadig at kunne være der for min søn. Det ville være mærkeligt for mig være hos andre folks børn, når mit eget barn har brug for mig. Vi pædagoger ved alt for godt, at mange børn og unge i dag savner nærværende voksne,« siger hun.

Leder: Jeg vil helst have fuldtidsansatte

I Odense ligger Børneinstitutionen Tarup-Pårup, hvor der i alt arbejder 59 pædagoger. Af dem er kun 22 på fuldtid.

»Det er nu ikke med min gode vilje, at det er sådan. Jeg vil gerne have flere på fuldtid,« siger institutionens leder, Mette Rose Vejersø.

Hun er udmærket klar over, at nogle af hendes lederkolleger foretrækker relativt mange pædagoger på deltid, og at der på de arbejdspladser er pædagoger, som forgæves forsøger at komme på fuldtid.

»Det er dog ikke hele sandheden. Mange pædagoger vil netop gerne være på deltid, og når jeg slår fuldtidsstillinger op, oplever jeg, at ansøgere spørger, om der er mulighed for at få færre timer,« siger Mette Rose Vejersø.

Hun vil gerne have nuancerne med, både når det gælder pædagogers og lederes holdninger til arbejdstid.

»Som ledere har vi forskellige måder at anskue faglighed og kvalitet på. Nogle foretrækker deltidsstillinger for at få flere hænder og større fleksibilitet. Andre steder, som hos os, vil man helst havde fuldtidsstillinger af faglige grunde,« siger lederen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.