Fra pædagog til vikingehøvding: Jørgen fik et tilbud, han ikke kunne afslå
En dag stod han hjemme på mit værksted i Skælskør. En voksen mand, som jeg ikke havde set, siden han var barn. Men jeg genkendte ham. Jeg kunne se drengen i den voksne mands ansigt.
Gennem mange år kom Kalle med sin klasse i vikingelandsbyen i Albertslund, hvor jeg arbejdede. Han var levende interesseret i vikingernes liv, men mest af alt i mine sagafortællinger ved langilden. Han huskede alt i detaljer og kunne genfortælle, så hans kammerater, lærere og jeg selv blev meget imponeret. Og han fik lov til det. Alle var med på, at Kalle skulle have mulighed for at fortælle, for her var noget, han for alvor var god til. Så god, at jeg gav ham en gåsefjer som belønning: En fortællefjer. Med den i hånden blev han i stand til at tryllebinde os alle med sine fortællinger.
Alt blev på stedet
Det var ellers en regel i vikingelandsbyen, at man ikke fik noget med hjem, når man havde været på besøg. Alt, hvad børnene frembragte med deres hænder, blev på stedet. De samlede lindebark og flettede snore af den. Dem brugte de, når stalden skulle tækkes med siv, som de havde skåret i Store Vejleådal.
Der er altid meget arbejde at gøre i et vikingesamfund, som følger årets gang, og jeg lagde stor vægt på, at børnene blev medskabere af landsbyen i stedet for eksempelvis at få en kniv, som de selv havde smedet, med hjem. Når børn er med til at skabe deres omgivelser, skaber de også sig selv. Og når de forstår, at vi alle er en lille brik i en lang fortælling, lærer de at se deres historie som en del af fællesskabets historie.
I vikingelandsbyen har adskillige børn gennem årene kunnet fordybe sig i det håndværksmæssige arbejde og være med i hele processer.
Det er ikke så tit, børn har den mulighed i dag. Især ikke de børn, der kommer fra de mere belastede dele af kommunen. Dem har mit hjerte især banket for. Når de har kunnet overraske deres pædagoger og lærere med, hvad de kan udrette på et historisk værksted, har det været en kæmpe sejr for dem. Det betyder noget for en pædagog som mig: At jeg har kunnet præge de børn, jeg har haft med at gøre, og give dem viden og oplevelser, som de kan huske og glædes over senere i livet.
Fik hvedeallergi i Midtvesten
Jeg er oprindelig udlært bager. Jeg kom tidligt ud at tjene og rejste til USA med mit svendebrev, men fik allergi af den stærke hvede i Midtvesten og måtte finde en ny livsbane. Det var min daværende kæreste, der mente, at jeg skulle prøve pædagogikken. Jeg arbejdede på et fritidshjem og gik vildt op i arbejdet på værkstedet, på boldbanen og blandt dyrene. Og hun havde ret: Jeg var på en måde født til at være pædagog.
Som uddannet pædagog var jeg i mange år leder af en daginstitution og blev bekræftet i, at jeg holdt allermest af mit fag, når jeg kunne kombinere pædagogik med natur, håndværk og bevægelse. Jeg tog også en uddannelse som sløjdlærer. Min ambition var at udvikle en værkstedspædagogik for daginstitutioner og klubber. I stedet blev jeg høvding i vikingelandsbyen, da kommunen henvendte sig med en enestående mulighed for at være med til at starte et historisk værksted op.
De fik lidt sved på panden på borgmesterkontoret, for hvilken overenskomst indplacerer man en vikingehøvding under? Valget faldt på pædagog, og på mit værksted hænger flere udklip, som minder mig om de mange oplevelser, jeg har haft i landsbyen siden da.
Jeg har også tit fået besøg af dem, der har delt oplevelserne med mig. De har som børn hjulpet mig med at bygge taget, og de bliver glade for at se, at det stadig sidder på gården i vikingelandsbyen.
Der er både pædagoger og tømrere, som jeg har været med til at lede på vej. Og så er der Kalle. Han er i dag historiker, og hvis man vil vide, om han stadig har kraften fra fortællefjeren, kan man høre ham fortælle om de mørke sider af danmarkshistorien i podcasten De røde fjer.
