Zebrastuen hjælper truede børn

Sommerstemningen summer over Børnehuset Sjælsø i Birkerød Kommune, huset er roligt, og de fleste børn er væk. I den integrerede daginstitution er der lys, luft, store stuer og plads. Både fysisk plads, men også plads i form af ressourcer til de lidt anderledes børn som kræver ekstra støtte i dagligdagen.

Otte børn på Zebrastuen udgør specialgruppen i en ellers helt almindelig integreret daginstitution. Nogle har DAMP. Andre har ingen diagnose, men svært ved at begå sig socialt. Andre igen er for tidligt fødte med en masse senfølger, eller det kan være, de har en mor eller far, som drikker. Fællesnævneren er, at det både er barnet og forældrene, som har brug for hjælp.

Specialgruppen blev oprettet i 1997 med støtte fra socialministeriet, og da støttekronerne slap op, overtog Birkerød Kommune. I dag er specialgruppen i Børnehuset Sjælsø et permanent tilbud til støttekrævende børn i daginstitutionsalderen og udgør otte børn, syv pædagoger, en psykolog og en socialrådgiver.

"Vi er to kontaktpædagoger, som har den daglige kontakt med barnet, men så indgår vi også i det her team, som et livsnerven, med to pædagoger, en psykolog og en socialrådgiver om alle familier," siger Lene Pedersen, som er ansat som pædagog i specialgruppen.

Den tætte kontakt med psykolog og socialrådgiver er med til at opbygge et tillidsforhold mellem forældrene og det kommunale system, samtidig med at pædagogerne undgår at skulle tale med syv forskellige socialrådgivere, hvis der sker en udvikling i en sag.

Ud over specialgruppen har Børnehuset Sjælsø også en såkaldt plusbarnsordning, som tilgodeser børn fra de almindelige grupper, hvor forældrene har brug for ekstra råd og vejledning.

"Det er dem, man i gamle dage kaldte gråzonebørn. Familier, som alle i systemet ved har problemer, men hvor barnet endnu ikke har udvist tegn på dårlig trivsel. Dem kan vi så være ekstra opmærksomme på, og det er i høj grad en forebyggende foranstaltning," siger leder af Børnehuset Sjælsø Anette Branner.

Specialgruppen fungerer dog ikke som åben rådgivning, og alle børn i specialgruppen er henvist fra kommunen.



Svære beslutninger. Der er stor forskel på både forældre og børn i specialgruppen. I nogle tilfælde er det tydeligt, at barnets problemer skyldes mors eller fars liv. Anette Branner husker særligt en enlig mor, som ligesom sin egen mor var dybt alkoholiseret og først rejste sig fra bænken, da hun blev gravid. Hendes dreng blev anbragt på døgninstitution, men kom så på en plusplads i Børnehuset Sjælsø, da han igen var hjemme hos mor.

"Drengen var lige fyldt tre, og sådan set udviste han ikke nogen symptomer, bortset fra at han var lidt utryg og forsigtig," fortæller Anette Branner.

Mens drengen gik i institutionen, blev der etableret en aflastningsfamilie til ham, og flere gange måtte personalet forklare en døddrukken mor, at hun ikke skulle have sin søn med hjem den dag. Men pædagoger, psykolog og socialpædagog holdt fast i mor og barn. Moren kom til sidst i terapi og er i dag ædru, og drengen fungerer godt og går i almindelig skole.

"Den mor er et af de mennesker, jeg beundrer mest, fordi det er virkelig at udvikle sig og bevæge sig fra et sted i sit liv til et andet," siger Anette Branner.

Både Anette Branner og Lene Pedersen understreger, at det ikke er succeskriteriet at sende børnene i almindelig skole, men at de finder ud af, hvilket tilbud der vil være bedst for barnet fremover. Et forløb, som endte i en anbringelse af barnet, ser de begge som en positiv historie, fordi moren gik med til en frivillig anbringelse.

"Det var en mor, som på ingen måde formåede at yde omsorg for sit barn. Socialrådgiveren havde jo været med hele vejen igennem, og selvom det var en svær proces for moren, endte det med, at hun samarbejdede og frivilligt lod sit barn flytte i familiepleje," siger Lene Pedersen, og Anette Branner tilføjer:

"Forældrene kan opleve, at systemet er på deres side, og det er fandeme sjældent."



Familien i centrum. Omdrejningspunktet i specialgruppens arbejde er familien, og hele formålet er at få forældrene til at forstå, at det ikke er barnet alene, der har et problem, men at de som familie har et problem. Derfor er fokus på dynamikken og samspillet i familien, og der afholdes forældresamtaler, familiekurser og familieanalysedage.

"Vi kan ikke hjælpe, hvis ikke både forældre og pædagoger gør en aktiv indsats. Hvis man siger ja til at komme her som forældre, siger man også ja til at indgå i et meget tæt samarbejde," siger Lene Pedersen.

Før barnet skal begynde i specialgruppen, tager teamet med to kontaktpædagoger, psykolog og socialrådgiver hjem til familien en hel dag til en familieanalysedag. Ideen er at få et billede af forældrenes baggrund for at finde ud af, hvilke mønstre der er i lige netop den familie. Her er det psykologen, som interviewer, mens pædagoger og socialrådgiver lytter og kommer med reflekterende kommentarer bagefter.

"Mange forældre ser på deres barn som et problembarn og har ikke tænkt på, at barnets vanskeligheder hænger sammen med deres eget liv," siger Lene Pedersen.

Forældrene er meget forskellige, og nogle er mere vant til at reflektere over deres liv, mens det for andre er meget grænseoverskridende. Derfor arbejder specialgruppen også ud fra individuelle forløb med familierne, alt efter, hvad der passer til dem. Det kan være mange hjemmebesøg eller Marte Meo-metoden, hvor man videofilmer samspilssituationer og fokuserer på de positive ting, som tages i brug.

Familiekurserne er et tilbud til alle, hvor psykolog, socialrådgiver og tre pædagoger tager på døgnophold på et kursuscenter sammen med tre familier.

Pædagogerne observerer familierne i enkle aktiviteter med børnene, som for eksempel at spille et spil, og så får de en konstruktiv tilbagemelding på de gode og dårlige ting. Familiekurset munder ud i et konkret tema, som familien vælger at arbejde med, og der bliver lavet en arbejdsaftale om familiens og forældrenes arbejdspunkter.

"Den skriver de så under på, og det er helt bevidst, fordi nu er de gået i gang med en opgave, og det bliver fulgt op de næste fire uger, hvor de kommer hen i institutionen en dag om ugen og arbejder med det," siger Lene Pedersen.



Integrationen med det almindelige. Det er ikke let at være stemplet som problembarn. I specialgruppen kan pædagogerne tidligt få fat i udsatte familier og få brudt de dårlige mønstre. Og netop fordi det foregår i daginstitutionsregi, får man fat i nogle familier, som måske ellers ville være smuttet uden om systemet, mener Lene Pedersen.

"Mange her i kommunen er velstillede borgere, som har svært ved at se sig selv som en familie med vanskeligheder, og nogle forældre har lettere ved at tage imod dette tilbud end et tilbud fra en decideret specialinstitution. Her kan de sige: "Mit barn går i Børnehuset Sjælsø", og så kan de selv vælge, hvem de fortæller, at det så er i en specialgruppe."

Anette Branner ser det som en gave til de andre børn, at de bliver konfronteret med nogle, der er anderledes, og selvom arbejdet med specialgruppens børn primært sker på den stue, de tilhører, er specialgruppen så vidt muligt en integreret del af institutionen og deltager i de fælles aktiviteter.

"Vores udgangspunkt er, at det her er helt almindelige børn. Det kan godt være, at familien eller børnene har nogle vanskeligheder, men de er bare helt almindelige børn, som har brug for at lege og har brug for tryghed og det almindelige liv," siger hun.

Samtidig giver institutionens rammer mulighed for lidt efter lidt at afprøve, hvordan specialgruppebørnene omgås de andre børn. Med en kontaktpædagog kan et barn fra specialgruppen for eksempel være en halv dag på en af de andre stuer. Pluspladserne fungerer også som en slags udslusningspladser fra specialgruppen, hvor barnet bliver sendt ud på en almindelig stue et halvt år før skolestart, så pædagogerne kan se, hvor barnet stadig har brug for støtte.

"Specialgruppens børn kan selvfølgelig lære noget af de børn, som bare kan det hele selv - kan finde ud at lege og deltage i fælles aktiviteter. Det er ikke mig, som skal lære dem det. Jeg giver dem nogle redskaber, de kan bruge, men de lærer det bedre af de andre børn," siger Lene Pedersen.

Der er fælles morgenmad, fælles legeplads og alrum, og når institutionen laver noget på tværs af grupperne, er specialgruppen altid med. Men det har været en svær proces at integrere specialgruppen i institutionen. For specialgruppen var det svært at finde ud af, hvor meget man skulle være en del af det fælles, og for husets øvrige pædagoger var det svært at forstå, hvorfor man skulle være syv pædagoger til otte børn.

Det blev også nødvendigt at præcisere i stillingsannoncerne, at man som specialpædagog skulle have lyst til at være en del af et almindeligt daginstitutionsmiljø, siger Anette Branner.

"Det vanskeligste for specialpersonalet har været integrationen med det almindelige. Vi har høje faglige krav til de specialpædagoger, vi ansætter, og de har jo ikke nødvendigvis lyst til at være i en børnehave."

Efterhånden fandt man dog balancen, og Lene Pedersen kom til i 2000, hvor det nuværende personale til specialgruppen blev ansat.

"I sådan et hus bliver vi aldrig ens, men vi kan noget forskelligt, og det er godt," siger hun. o